Antikken

fra Wikipedia, den gratis encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Antikken (fra den latinske antiquus , `` gammel, gammel, ærefuld '' ) var en epoke i Middelhavsområdet, der begyndte omkring 800 f.Kr. F.Kr. til ca. 600 e.Kr., selvom begyndelsen undertiden er sat meget tidligere. Klassisk antik adskiller sig fra tidligere og efterfølgende epoker gennem fælles og konsekvente kulturelle traditioner . Det dækker historien om det antikke Grækenland , hellenismen og Romerriget . Romerriget forenede især Middelhavsområdet politisk og kulturelt siden det 1. århundrede e.Kr.

I en bredere forstand omfatter antikken også historien om de gamle mellemøstlige højkulturer i Egypten , Mesopotamien , Assyrien , Persien og Lilleasien , som begyndte omkring 3500 f.Kr. med begyndelsen af ​​skrivningen. Begynder. Den større periode på omkring 3500 f.Kr. BC til slutningen af ​​antikken omtales fortrinsvis som antikken . Den følgende epoke er middelalderen (med en bred, regionalt anderledes overgangsperiode, se senantikken og tidlig middelalder ).

Midlertidige og konceptuelle grænser

I betydningen klassisk antik beskriver det historiske udtryk antikken normalt tiden fra den gradvise udvikling af den græske verden i det ottende århundrede f.Kr. til slutningen af ​​det vestromerske imperium i 476 eller til den østromerske kejser Justinianus død i 565 Siden den belgiske historiker For Henri Pirennes arbejde er år 632, dvs. Muhammeds død og den efterfølgende islamiske ekspansion , foreslået som datoen for antikkens slutning .

Begyndelsen af ​​den gamle græsk-romerske kultur i klassisk forstand er generelt forbundet med oprindelsen af ​​de homeriske epos og begyndelsen på den græske kolonisering af Middelhavet i det 8. århundrede f.Kr. BC. I de følgende århundreder spredte grækerne deres kultur i hele Middelhavet og langs kysterne ved dens tilløb og siden Alexander den Store også i Orienten og Centralasien . Romerne bragte derefter den antikke civilisation til det centrale og nordvestlige Europa, hvor det blev omdannet til en kristen vestlig kultur fra den tidlige middelalder .

Afhængigt af forskningsretningen nævnes også de minoiske og mykeniske kulturer fra omkring 1900 til 1100 f.Kr. Samt de såkaldte " mørke århundreder " 1200 til 750 f.Kr. Chr. Regnet til antikken.

Som med alle periodiseringer i historiske studier kan der ikke trækkes nogen skillelinje, der er gældende for alle regioner, nationale og kulturelle traditioner mellem antikken, folkevandringen og middelalderen. Afhængigt af synspunktet er de følgende år blandt andet blevet foreslået som epokegrænserne mellem senantikken og den tidlige middelalder :

I nyere forskning foretrækkes normalt et senere tidspunkt (565 eller omkring 600 e.Kr.). Generelt er det fornuftigt alligevel at antage en overgangsperiode fra omkring 500 til det 7. århundrede e.Kr. i stedet for at vælge faste datoer.

I lang tid blev udtrykket antik rumligt ligestillet med den græske, hellenistiske og senere romerske verden. I denne forstand blev det græsk-romerske kulturområde adskilt fra de omkringliggende områder på samme måde som antikke græske og senere romerske forskere adskilte sig fra regionerne " barbarerne " (se også Barbaricum ). Grækere og romere betragtede ikke kelterne , germanske folkeslag eller rytterfolk som en del af den civiliserede verden. Det persiske imperium (se Achaemenid Empire , Parthian Empire og Sassanid Empire ), som var kulturelt højt udviklet, spillede en særlig rolle.

Det universelle historiske begreb om antikken, som historikeren Eduard Meyer efterlyste i 1800-tallet, går ud over den meget snævre definition af den romersk-græske verden, som blev formet af klassisk antik . For nylig er det blevet taget op igen af ​​den tyske antikke historiker Josef Wiesehöfer . Størstedelen af ​​nutidens forskere tildeler imidlertid det gamle Orient og det gamle Egypten til " antikken ", men ikke til "antikken".

Oprindelse af gammel kultur

Oprindelsen til europæisk antik er uklar. Dens forhistorie er omkring tiden fra ca. 2000 til ca. 1600 f.Kr. At bosætte sig i Middle Helladic . I begyndelsen af ​​denne periode - dels i det sidste afsnit af Early Helladic FH III cirka 2200–2000 f.Kr. - Indoeuropæere , der sandsynligvis kommer fra nord, immigrerede til Grækenland. Tilsyneladende under indflydelse af den minoiske kultur på Kreta , den første avancerede civilisation i Europa , som blomstrede fra omkring 1900 til 1450 f.Kr. Den mykeniske kultur udviklede sig på fastlandet fra den mellemhelladiske kultur (ca. 1600 til 1050/00 f.Kr.). Det havde sandsynligvis sit udgangspunkt i Argolis og optræder pludselig med rige skaktgrave fra omkring 1600 f.Kr. Blandt andet overtog den mykenæske kultur manuskriptet fra minoeren. Det såkaldte Linear A script, der blev brugt på Kreta (blandt andre) fra det 17. til 15. århundrede f.Kr. BC blev videreudviklet til det såkaldte Linear B-script (15. til 12. århundrede f.Kr.). Dette kan findes på talrige lertavler, herunder paladserne i Pylos , Theben , Mykene på det græske fastland og i de nu mykeniske centre i Kydonia og Knossos på Kreta.

Løveporten i Mykene

De pragtfulde centre i mykenisk kultur er velkendte. De vigtigste steder omfatter Mykene, Pylos og Tiryns på Peloponnes -halvøen, Orchomenos og Gla (sidstnævnte ikke et palads i midten) i Boiotien og den stærkt mykenske Milet i det vestlige Lilleasien. Centrene havde øvre byer ( akropoler ), kaldet slotte, som blev bygget i 1200 -tallet f.Kr. I nogle tilfælde stærkt befæstet eller deres befæstninger blev stærkt udvidet (Mykene, Tiryns, Athen). Rige kuppelgrave, fin, til tider rigt malet keramik, udsmykkede guld-, sølv- og fajancearbejde osv. Vidner om rigdom og specialisering af det økonomiske system, der eksisterede i dele af Grækenland fra omkring 1400 f.Kr. Var centralt kontrolleret af magtfulde paladscentre, der styrede større regioner (som i Boeotia, Attica, Messenia og i Argolis; se også mykenæske paladsetider ). Intensive handelskontakter blev opretholdt med Mellemøsten, Assyrien og Egypten. Mykeneisk keramik var populært i store dele af Middelhavet; muligvis selv håndværkere bosatte sig i nogle bosættelser i det sydlige Italien ( Roca Vecchia , Punta Meliso , Scoglio del Tonno ).

Omkring perioden 1200 til 750 f.Kr. F.Kr. traditionelt er den mørke tidsalder sat , hvorfra forholdsvis lidt er blevet afleveret. I begyndelsen af ​​denne fase blev mange af centrene på det græske fastland ødelagt, hvilket undergravede grundlaget for paladskultur. Den mykenske kultur fortsatte imidlertid med at eksistere i omkring 150 år og oplevede endda en vis genblomstring i nogle regioner fra midten af ​​1100-tallet før overgangen til den såkaldte protogeometriske periode (ca. 1050/00–900 f.Kr.) tog sted. Omkring samme tid, omkring 1200 f.v.t. I Grækenland - og også i andre regioner i det østlige Middelhav (se også afslutningen på det hittitiske rige , havfolk ) - skete ødelæggelse og omvæltninger, og mykenske bosættelser opstod på Cypern og nogle steder i det sydlige Lilleasien (f.eks. Tarsus og Mersin ) . Vestlig handel, især med Italien og Sardinien, blev også startet i det 12. århundrede f.Kr. Fortsatte med at fungere, dels også i det 11. århundrede f.Kr. Ifølge traditionen var det omkring 1050 f.Kr. Den meget kontroversielle joniske migration , i løbet af hvilken indbyggerne på det græske fastland koloniserede øerne i Det Ægæiske Hav og Lilleasiens vestkyst. På det græske fastland tegner et diffust billede sig: Få bosættelser er hidtil blevet opdaget, og de fleste af dem gør et dårligt indtryk i forhold til den mykenæske periode. Lefkandi på Evia var derimod en helt anden: der ved siden af ​​en bebyggelse med en stor bygning tilhørende prinsen af ​​Lefkandi blev der fundet grave, der var meget rigt møbleret.

Mørketiden er blevet lysere i de sidste par årtier - takket være mange nye fund, især, men ikke kun, fra den mykenæske sene fase af 12/11. Århundrede f.Kr. Chr. - mere og mere. Ifølge Homers forskning afspejler forskellige passager i Iliaden omstændighederne i denne periode. Det var tilsyneladende også vigtigt for udviklingen af ​​det græske samfund i retning af polis . Fra det 8. århundrede og fremefter var kontakterne med Mellemøsten igen meget intensive, og der blev oprettet handelsstationer på Cypern ( Kition ) og i Syrien ( Al Mina ). Formentlig allerede i slutningen af ​​det 9. århundrede f.Kr. Fønikerne underviste i alfabetet .

Grækenland og den græske verden

Begyndelsen til det klassiske Grækenland

Den såkaldte arkaiske alder begyndte i begyndelsen af ​​800-tallet f.Kr. Den virkelige antik. Siden år 776 f.Kr. Listen over vindere af de olympiske lege er kommet ned til os. Fra omkring 770 til 540 f.Kr. Under den store kolonisering i det vestlige Middelhav (især Sicilien og det sydlige Italien, se også Magna Graecia og så langt som Marseille ) spredte grækerne sig til det nordlige Ægæiske Hav og Sortehavet . Grækere var allerede bosat i Lilleasien. I løbet af denne tid (mellem 750 og 650 f.Kr.) blev de homeriske epos ( Ilias og Odyssey ) sandsynligvis også nedskrevet, de ældste litterære monumenter i Vesten . De ældste faktisk bevarede papyrusfragmenter af disse tekster stammer fra det 3. århundrede f.Kr. De ældste kodekser med længere tekstpassager optræder i middelalderen (ca. 10. århundrede e.Kr.), som det generelt er tilfældet med det meste af den eksisterende antikke litteratur, især i middelalderlige manuskripter. Hesiodos arbejdede også omkring 700 f.Kr. Chr.

Dannelse af polis

En gammel græsk kriger, bronzestatuer fra Riace , 450 f.Kr. Chr.

Den klassiske periode var en tid med stor kulturel og videnskabelig udvikling. Samtidig opstod systemet med de græske bystater, Poleis , hvorved størstedelen af ​​disse kun omfattede en meget lille befolkning. Den spirende militærstat Sparta i den sydlige del af Peloponnes underkuede sig mellem 720 og 600 f.Kr. Chr. Messenia og kontrollerede dermed hele den sydvestlige del af halvøen. Byen med sin oligarkiske forfatning kan ses som det første eksempel på den polisstruktur , der skulle regere fra nu af.

Også i mange andre græske bystater regulerede forfatninger borgernes sameksistens, men også tyranniet , da det var omkring 650 f.Kr. BC eksisterede i Korinth og Megara var for eksempel ikke ualmindeligt. I Athen udviklede sig endelig et demokratisk system under ændrede forhold. Ifølge lovgivningen i Drakon (621 f.Kr.) og Solons (594/593 f.Kr.) lykkedes det Peisistratos og hans sønner mellem omkring 561 og 510 f.Kr. BC igen for at etablere et tyranni. Indtil 501 f.Kr. BC bragte reformerne af Kleisthenes i Athen, men gennembruddet for det attiske demokrati .

Athens storhedstid

Med Athens støtte til de græske byer i Lilleasien i det joniske oprør omkring 500 f.Kr. En næsten to hundrede år gammel konflikt med det persiske imperium begyndte , oprindeligt i form af de tre persiske krige , som historikeren Herodotus , "historiografiens far" (med hvem græsk historiografi traditionelt er startet, se liste over græsk -talende historikere fra antikken ), beskrevet i hans historier , men ikke altid pålideligt. Da perserne invaderede Grækenland på en strafekspedition, blev de besejret i 490 f.Kr. Besejret af athenerne i slaget ved Marathon . Ti år senere blev den persiske storkonge Xerxes I besejret af den athenske flåde under Themistokles i slaget ved Salamis og i 479 f.Kr. De græske poles forenede hære i slaget ved Plataiai . Perserne blev foreløbig skubbet tilbage, og de græske bystater i Lilleasien blev frigjort fra deres afhængighed.

Den athenske Akropolis

Efter det vellykkede forsvar og etableringen af ​​Attic League i 477 f.Kr. Under dominans af Athen baseret på sin egen havmagt begyndte byen at blomstre i omkring 50 år ( Pentecontaetie ), som varede indtil udbruddet af den Peloponnesiske krig i 431 f.Kr. F.Kr. (eller indtil den førende statsmand Perikles død i 429 f.Kr.) varede. Akropolis med Parthenon -templet blev udviklet under ledelse af Phidias til det glamourøse og repræsentative centrum for havmagten Athen. De klassiske tragedier fra Aiskylos , Sofokles og Euripides blev opført i teatret , mest som en del af festlige poesikonkurrencer. Metropolen tiltrak købmænd og håndværkere, kunstnere og lærde. På agoraen sammen med sofisterne påvirkede filosofen Sokrates sine medborgere, hvis lære Platon senere bearbejdede til et værk af enestående filosofisk historisk betydning. Athen med sine (mandlige) fulde borgere, der opnåede lige stor politisk deltagelse, hævdede nu at være "Hellas Skole". Hans ganske aggressive ydre magtudvikling i og med Attic League førte til spændinger allerede under pinsen, især mod den rivaliserende græske stormagt Sparta.

Kamp om hegemoni

Den stigende rivalisering mellem havmagt Athen og landmagten Sparta kulminerede i 431 f.Kr. I den næsten 30-årige peloponnesiske krig , som nutidens historikere Thucydides og (efter Thucydides) Xenophon har beskrevet levende. Den meget foranderlige kurs og med det, der blev opfattet som brutalitet uden fortilfælde, sluttede, også på grund af det persiske imperiums støtte fra Sparta i 404 f.Kr. Med det fuldstændige nederlag i Athen og etableringen af ​​et midlertidigt spartansk hegemoni over Grækenland.

I første halvdel af 4. århundrede f.Kr. F.Kr. førte de græske byer en næsten permanent krig mod hinanden og i skiftende koalitioner, også med de persiske kongers konstante indblanding. Længslen efter en generel fred blev også brugt til propagandaformål ( King's Peace of 386 BC). 371 f.Kr. Efter slaget ved Leuktra erstattede Theben under Epaminondas Sparta som hegemon . Men Theben eksisterede også kun indtil omkring 362 f.Kr. Og endte med Epaminondas 'død.

Overordnet set svækkede den peloponnesiske krig den græske polis så meget, at Filip II fra Makedonien var i stand til at sætte en stopper for den igangværende magtkamp ved at forene Grækenland med sin fremragende uddannede hær. Betragtes som en ikke-græsk barbar af athenere og Demosthenes , vandt kongen og hans uddannede hær slaget ved Chaironeia i 338 f.Kr. Hegemoniet over Hellas, som blev bekræftet i Corinthian League året efter.

På Sicilien hævdede i mellemtiden den mægtige Syracuse sig mod den kommercielle republik Carthago , som havde været en del af den græske Poleis (vestlige grækere) siden begyndelsen af ​​det 5. århundrede f.Kr. Var i konflikt. På Sicilien var tyranni i modsætning til fædrelandet regeringsform i mange byer ( Dionysius I fra Syracuse , Agathocles fra Syracuse og andre).

Hellenistisk periode (336 til 30 f.Kr.)

Buste af Alexander den Store

Efter mordet på Philip i 336 f.Kr. Hans søn Alexander den Store førte en græsk-makedonsk hær til Asien og erobrede på få år et verdensimperium med det persiske imperium. Alexanderzug banede vejen for græsk kultur i hele det dengang kendte Orient , fra Egypten via Mesopotamien og Persien til grænserne mellem Indien og Turkestan . Efter Alexanders død i 323 f.Kr. I Babylon delte hans efterfølgere, Diadochi , imperiet imellem sig i lange krige . I alle underkongeriger var kulturen i de følgende århundreder præget af en gensidig indtrængning af græske og oprindelige elementer.

Hellenismens tidsalder er præget af en næsten konstant kamp mellem de tre stormagter ( Ptolemæer , Seleukider og Antigonider ) om overherredømme. Ikke desto mindre voksede befolkningen i hele Middelhavsområdet støt og muliggjorde dermed væksten i større byer og metropoler med indbyggere på over 100.000 mennesker. Langdistancehandel (så langt som Kina) og produktion af varer til store bymarkeder ekspanderede også i denne periode. [1] Forskellige videnskaber blomstrede, f.eks. I Alexandria . I begyndelsen af ​​det 2. århundrede f.Kr. Rom optrådte først som en stormagt i Grækenland og udvidede gradvist sin indflydelse. 146 f.Kr. F.Kr. underordnede Romerriget medlemmerne af den besejrede Achaean League de facto til den nye provins Makedonien ; Korinth som den førende polis blev ødelagt. Men mange poleier som Athen og Sparta forblev formelt uafhængige, i hvert fald foreløbig.

Kort tid efter fulgte erhvervelsen af Pergamon af Rom og 64/63 f.Kr. Fjernelse af resterne af Seleucid -imperiet. Den sidste efterfølgerstat til Alexander -imperiet var i 30 f.Kr. Ptolemaisk Egypten, hvis sidste hersker Cleopatra VII var, inkorporeret i Romerriget. Den hellenistiske staterverden blev således udslettet som en magtpolitisk faktor. 27 f.Kr. Grækenland blev provinsen Achaea . Den græske kultur levede imidlertid længe i Romerriget og senere i det byzantinske rige , og det græske sprog forblev lingua franca øst for Middelhavet.

Romerriget

Efter grækerne blev romerne de anden bærere og formidlere af gammel kultur og formede den i flere hundrede år. Jo længere de trængte ind i ikke-italienske lande som erobrere, jo mere blev de inspireret og påvirket af deres kultur. De tilpassede delvist de lokale skikke. Litteratur, filosofi, kunst, arkitektur og dagligdagskultur hos grækerne og Levant -landene, gaulernes eller teutonernes våbenteknikker og religiøs påvirkning fra Egypten blev absorberet af romerne. Ikke mindst på grund af den kulturelle udstråling og heterogenitet i byen Rom, der udviklede sig til en megacitet under Romerriget, spredtes sådanne påvirkninger i hele imperiet.

Oprindelsen af ​​Rom

Rom , ifølge legenden i 753 f.Kr. Grundlagt i slutningen af ​​det 7. århundrede f.Kr., ifølge nyere forskning, udviklede det sig først i slutningen af ​​det 7. århundrede f.Kr. Fra sammenlægningen af ​​flere landsbybopladser ved et vadested i Tiberens nedre del. Politisk og kulturelt var Rom længe under etruskisk indflydelse. Etruskerne havde derimod kontakt med græske kolonister fra en tidlig alder.

Den romerske republik (ca. 500 til 27 f.Kr.)

Forum Romanum i dag.

Omkring 500 f.Kr. Romerne befriede sig fra det etruskiske bykongedømme og dannede en republikansk styreform i løbet af de følgende årtier. I De Tolv Tabeller , som sandsynligvis stammer fra omkring 450 f.Kr. F.Kr., de første civile, kriminelle og proceduremæssige normer for romersk lov blev registreret. Fra da af foreskrev forfatningen samarbejdet mellem de tre institutioner senat , magistrat og folkemøde , som teoretisk begrænsede hinanden i deres magt. Republikkens officielle navn var SPQR for Senatus Populusque Romanus (tysk: Senat og folk i Rom). Med hensyn til magtpolitik dominerede senatet, der oprindeligt var sammensat af medlemmer af adelsfamilierne, patricierne , før en ny, meritokratisk legitimeret lederklasse, adelen , udviklede sig i det 4. århundrede. Konsulerne , de to højeste magistrater i republikken valgt for et år, kom også ud af det. Det vigtigste kontor, der kun var tilgængeligt for plebeierne, var det for folkets tribune , der havde ret til at nedlægge veto mod beslutninger fra senatet. Siden 287 f.Kr. Beslutningerne fra det plebeiske folkemøde, der blev ledet af tribunerne, havde lov.

Gaius Iulius Cæsar

Med legionen udviklede romerne en effektiv militærstyrke. I år 272 f.Kr. De underkuede hele Italien syd for Po -dalen. Med de puniske krige mod havmagt Carthago i det 3. og 2. århundrede f.Kr. Roms fremkomst til en gammel verdensmagt begyndte , som skulle styre hele Middelhavsverdenen i de følgende århundreder. Efter 200 f.Kr. F.Kr. Rom påvirkede i stigende grad politikken i de hellenistiske stormagter og blev en protektoratmagt i det østlige Middelhav. 148 f.Kr. Makedonien for Antigoniderne , 63 f.Kr. Seleukidernes rige , og endelig 30 f.Kr. F.Kr. Egypten i Ptolemæernes romerske provins .

Den romerske republik muliggjorde yderligere, kontinuerlig befolkningstilvækst gennem etablering af indre fred, også gennem konstant etablering af nye kolonier i erobrede lande. Gennem afvikling af veteraner fra legioner fra tidligere krige, var republikken også i stand til at få en pålidelig indflydelse i disse lande og samtidig dyrke nye områder med en støt stigende befolkning. Handel og trafik kunne også stige takket være de romerske veje , som oprindeligt ofte blev anlagt af militære årsager og forbandt de voksende kejserlige byer og kolonier med hinanden. Langs gaderne udviklede marskaller og købstæder sig til byer. Disse infrastrukturelle innovationer i imperiet blev ledsaget af en vækst i økonomisk produktion og dermed også i de tilgængelige skattefonde.

Efterhånden som republikken voksede i størrelse, magt og velstand, brød en række interne kriser imidlertid ud, efterhånden som uligheden voksede inden for overklassen. Adelen begyndte at miste sin integrerende kraft, og rivaliseringen inden for den herskende klasse eskalerede. Optimaterne , der fastholdt senatets overherredømme, var imod folkeslagene , der forsøgte at gøre sig gældende over for deres rivaler ved hjælp af folkemødet. Denne krise i Den Romerske Republik nåede sit højdepunkt i borgerkrigens epoke , og det blev tydeligt, at republikken som styreform ikke længere kunne mestre de succeser, den havde medført: Dette gjorde princippet muligt, dvs. transformationen af republik til en republik Enestyre med en republikansk facade. Den populære politiker Gaius Iulius Caesar havde allerede opnået en kvasi-monarkisk stilling som diktator for livet (diktator perpetuus) . Den første romerske kejser er imidlertid hans olde nevø og arving Augustus , der lykkedes at erstatte den ødelagte republik med en permanent monarkisk statsorden med hovedmanden. B. Senatet, fortsatte i meget lang tid.

Principate (27 f.Kr. til 284 e.Kr.)

Augustus -statue fra Prima Porta , nu i Vatikanmuseerne

Det imperium ( principat ), der blev etableret af Augustus, blev sikkert ledet af ham og hans efterfølger Tiberius i omkring 60 år. Augustus bevarede bevidst en republikansk facade, mens imperiet blev normen under Tiberius. Men under Caligula , Claudius og Nero forekom der til tider tegn på opløsning. Efter kriseåret 68/69 (året for de fire kejsere ) overtog flavianerne ( Vespasian , Titus , Domitian ) regeringen, som regerede ganske vellykket både i udenrigs- og indenrigspolitik. Efter mordet på Domitian, der blev offer for en sammensværgelse i 96, fulgte endnu en kort krise i styresystemet, som stort set blev løst under de såkaldte adoptivkejsere .

Imperiet oplevede sin største storhedstid og ekspansion under de samme "adoptivkejsere" (imperiet var stadig ikke formelt arveligt) i første halvdel af 2. århundrede: En ekspansion under Trajanus (især på Balkan og i øst mod det parthiske imperium ) Dette blev efterfulgt af en tilbagetrækning og sikring af grænserne under Hadrian . Kort efter midten af ​​det 2. århundrede e.Kr. steg presset på imperiets omfattende grænser imidlertid. I nord og nordøst undertrykte de germanske folk , i øst partherne (der var i stand til at holde sig på trods af nogle nederlag) imperiet. Mark Aurel , "filosofkejseren" i Stoa -ånden , følte sig næsten konstant efter at have overtaget reglen tvunget til at forsvare de kejserlige grænser ved krig. Med hans død i 180 e.Kr. sluttede en alder af imperiet, der blev anset for at være storhedstiden.

Nach dem schwachen Commodus , der 192 ermordet wurde, stabilisierten die Kaiser aus dem Hause der Severer , hervorzuheben ist besonders Septimius Severus , die Grenzen wenigstens teilweise. Kaiser Caracalla gewährte 212 mit der Constitutio Antoniniana allen freien Reichsbürgern das Bürgerrecht. Nach der Ermordung des Severus Alexander 235 kam es jedoch unter den so genannten Soldatenkaisern zur Reichskrise des 3. Jahrhunderts , die aber erst um 260 ihren Höhepunkt erreichte. Dieser Zeitraum war geprägt von raschen Regierungswechseln, zeitweiligen und regional unterschiedlichen ökonomischen Problemen, zentrifugalen Tendenzen im Inneren (zeitweilige Abspaltung des Imperium Galliarum ; Verlust mehrerer Provinzen an Palmyra ) und dem stetig wachsenden Druck auf die Grenzen. Neben den verschiedenen Germanenstämmen (wie den Alamannen und Goten ), übte nun vor allem das Sassanidenreich im Osten einen enormen Druck aus: Nach dem Sturz des letzten Partherkönigs im Jahr 224 (bzw. 226), erneuerten die Sassaniden das Perserreich und erwiesen sich in der Regel als den Römern gleichwertige Gegner, wenngleich auch sie mit einer gefährdeten Grenze konfrontiert waren (im spätantiken Zentralasien , siehe Iranische Hunnen ). Die Zeit der Soldatenkaiser wird allerdings in der neueren Forschung keineswegs mehr als eine reine Krisenzeit begriffen, sondern vielmehr als eine (wenngleich teils von Krisensymptomen begleiteten) Transformationsphase. [2]

Spätantike (284 bis 565/632 n. Chr.)

Mit der Einführung der Tetrarchie (293) und zahlreichen inneren Reformen gelang es Kaiser Diokletian (seit 284 Kaiser) gegen Ende des 3. Jahrhunderts noch einmal, das Reich zu stabilisieren. Diese Zeit der beginnenden Spätantike ist gekennzeichnet von Umbrüchen, die zum Teil eine Abkehr von bis dahin wesentlichen Bestandteilen der antiken Kultur darstellten. Dazu gehört vor allem die von Kaiser Konstantin I. initiierte Anerkennung und Privilegierung des Christentums , das unter Diokletian noch verfolgt worden war. Die Hinwendung zu dem neuen Glauben ging schließlich mit der Ablehnung des religiösen Pluralismus der Antike einher. Ein letzter Versuch, die alten Kulte durch die Verbindung mit neuplatonischem Gedankengut wieder zu beleben, scheiterte mit dem Tod Kaiser Julians im Jahr 363; alle nachfolgenden Kaiser waren Christen. Teilweise stießen auch bestimmte Formen der Philosophie auf Ablehnung, wenngleich das Christentum nun selbst stark von der griechischen Philosophie geprägt wurde und zwischen 300 und 600 eine massive Transformation durchlief, bspw. mit dem Ersten Konzil von Nicäa . Die Platonische Akademie in Athen, oft als „Hort des Heidentums“ bezeichnet, wurde 529 geschlossen, während die bereits christianisierte Schule von Alexandria noch bis zum Beginn des 7. Jahrhunderts bestehen blieb.

Kaiser Valentinian I. festigte den Westen des Reiches, doch kam es 378 unter seinem Bruder Valens zur Niederlage von Adrianopel und zu einer neuen Krise. In diesem Zusammenhang gehört das Auftauchen der Hunnen (nur eines von zahlreichen Reitervölkern aus der eurasischen Steppenzone, die teils eine wichtige Rolle spielten) und der Beginn der sogenannten Völkerwanderung . Kaiser Theodosius I. wiederum konnte den Osten des Reiches stabilisieren und war zugleich der letzte Kaiser, der de facto über das gesamte Imperium Romanum herrschte. Er erklärte das Christentum schließlich 392 zur Staatsreligion und verbot alle heidnischen Kulte wie die Olympischen Spiele. Allerdings lassen sich noch bis mindestens in das 6. Jahrhundert hinein bedeutende heidnische Minderheiten auf dem Boden des Imperiums nachweisen.

Justinian, Mosaikbild aus San Vitale in Ravenna. Der Kaiser gilt als einer der bedeutendsten Herrscher der Spätantike.

Nach der faktisch endgültigen Teilung des Reiches unter den beiden Söhnen des Theodosius 395 erwies sich letztlich nur das von Konstantinopel , dem früheren Byzantion, aus regierte Oströmische Reich auf die Dauer eines weiteren Jahrtausends als lebensfähig. Es bewahrte viele antike Traditionen; unter anderem blieb das Lateinische in dem überwiegend griechischsprachigen Reich noch bis ins 7. Jahrhundert Amtssprache. Das so genannte Weströmische Reich hingegen zerbrach aufgrund endloser innerer Kriege, gepaart mit äußerem Druck. Germanische Kriegerverbände traten an die Stelle der kollabierenden Reichsregierung und ergriffen, zunächst als foederati , seit dem 5. Jahrhundert direkt Besitz von weströmischen Provinzen. Ihre Anführer traten hier oft an die Stelle der römischen Autoritäten. Rom selbst wurde 410 von den Westgoten und 455 von den Vandalen geplündert, von der Millionenstadt der hohen Kaiserzeit schrumpfte sie auf schätzungsweise 200.000 Einwohner zum Ende des 5. Jahrhunderts.

Die Spätantike sah auch das langsame Verschwinden der klassisch-antiken Stadt ( polis bzw. civitas ). In der Forschung ist umstritten, ob es sich hierbei um einen Niedergang oder eher um einen Wandel handelt – diese Frage stellt sich auch für viele andere Aspekte der Epoche (z. B. im wirtschaftlichen Bereich, wobei viele Provinzen weiterhin aufblühten). Im Westen (das Ostreich war davon nicht betroffen und durchlief erst im 7. Jahrhundert eine Krisenzeit, siehe unten) lösten sich im 5. Jahrhundert zunehmend die politischen Strukturen auf, während das reguläre Heer (zumindest nach Ansicht der älteren Forschung) immer stärker „barbarisiert“ wurde und die Bedeutung der nichtrömischen foederati besonders im Westen immer mehr zunahm. Die geringer werdenden Steuereinnahmen durch den Verlust von Provinzen und Steuermitteln führten dazu, dass die Regierung in Ravenna immer hilfloser wurde; die kaiserliche Autorität schwand dahin, während die eigentliche Macht nun meist bei hohen Militärs wie Aetius oder Ricimer lag, die gegeneinander oft blutige Bürgerkriege führten und das Westreich so weiter schwächten.

476 setzte der General Odoaker , der Kommandeur der föderierten Truppen in Italien, dann den letzten Westkaiser Romulus Augustulus ab, da dieser überflüssig geworden sei, und unterstellte sich der nominellen Oberherrschaft des oströmischen Kaisers. Die Geschichtswissenschaft sah in diesem von den Zeitgenossen nur wenig beachteten Akt früher oft das Ende der Antike . Heute wird dagegen auch das 6. Jahrhundert noch zur Antike gezählt, da vor allem im Osten römisch-antike Strukturen fortbestanden und dem oströmischen Kaiser Justinian (527–565) für kurze Zeit noch einmal eine Rückeroberung großer Teile des Westreiches gelang. Dass diese letztlich dennoch scheiterte, hatte auch mit dem Druck zu tun, den die Sassaniden seit 540 erneut auf die Ostgrenze des Reiches ausübten (siehe auch Römisch-Persische Kriege und Herakleios ). Im Oströmischen Reich lebten antike Kultur und Geisteswelt zwar noch bis weit ins Mittelalter fort. Die islamische Expansion des 7. Jahrhunderts führte allerdings auch hier zu erheblichen Veränderungen und gilt als der entscheidende Einschnitt, der das Ostrom der Spätantike vom Byzantinischen Reich des Mittelalters trennt.

Bedeutung und Nachwirken der Antike

Antike Traditionen hatten starke und prägende Auswirkungen auf den weiteren Verlauf der Weltgeschichte, insbesondere auf die Entwicklung der westlichen Welt , die in der Antike ihre Wurzeln hat. Neuzeitliche Aufklärer, Philosophen, Staatstheoretiker, Wissenschaftler, Künstler und andere knüpften immer wieder an die Ionische Naturphilosophie, die attische Demokratie, das römische Recht , den religiösen Pluralismus, das antike Schönheitsideal und andere Hinterlassenschaften der Antike an.

Antike Traditionen gerieten auch im Mittelalter nie völlig in Vergessenheit. In den Klöstern des Abendlandes wurde umfangreiches antikes Schriftgut bewahrt. Auch die Romidee blieb im Heiligen Römischen Reich lebendig. Im 8. Jahrhundert kam es zur ersten, sogenannten Karolingischen Renaissance . Auch byzantinische und arabische Gelehrte stützten sich auf antikes Wissen und gaben es indirekt an das mittelalterliche Europa weiter.

Als man im Italien des 15. Jahrhunderts die – meist römischen – Überreste der Antike neu zu schätzen lernte und in der Kunst nachahmte, bezeichnete man dies als Renaissance . Die Wiedergeburt der Antike und des antiken Geistes setzte der jahrhundertelangen Dominanz religiösen Denkens in Europa ein Ende und mündete schließlich in das Zeitalter der europäischen Aufklärung und in die Moderne . Fast alle Ideen der neuzeitlichen Aufklärung haben antike Vorläufer. Ohne griechische Wissenschaft und Philosophie , ohne die damals entstandenen politischen Ideen, ohne das römische Recht, ohne Architektur und Kunst der Griechen und Römer wäre die westliche Kultur der Neuzeit undenkbar.

So trat infolge der Arbeiten von Johann Joachim Winckelmann seit dem 18. Jahrhundert die „klassische“ griechische Kunst – oder vielmehr das, was man idealisierend für diese hielt – zunehmend ins Zentrum des Interesses. Im 19. Jahrhundert sprach man im Zusammenhang mit den Arbeiten von Architekten und Künstlern wie Karl Friedrich Schinkel , Leo von Klenze und Bertel Thorvaldsen von einer Renaissance der griechischen Antike, heute vom Neuhumanismus .

Erst nach dem Zweiten Weltkrieg verlor die griechisch-römische Zivilisation zunehmend die Vorbildfunktion, die man ihr in Europa und Nordamerika jahrhundertelang zugesprochen hatte. Ein entscheidender Einschnitt war hier das Verschwinden des griechischen und stark auch des lateinischen Unterrichtsfaches von den Sekundarschulen. Ein weiterer Aspekt war, dass in der ersten Hälfte des 20. Jahrhunderts Elemente der antiken Tradition von Anhängern totalitärer Ideologien willkürlich aufgegriffen und so zweckentfremdet wurden. Der Führerkult des faschistischen Regimes in Italien griff direkt auf das antike Rom zurück und knüpfte (nach dem Verständnis des Regimes) an den Caesarenkult an, wobei bereits der Terminus fascismo vom lateinischen Begriff fasces abgeleitet ist. Benito Mussolini wurde als Nachfolger des Augustus in eine Reihe mit den römischen Caesaren gestellt, und es wurde eine „Wiedererrichtung“ des antiken Römischen Reiches angestrebt. Auch das NS-Regime in Deutschland orientierte sich teils an antiken Vorbildern, so etwa im Zusammenhang mit der ideologisch begründeten Lobpreisung Spartas .

Der Bedeutungsverlust nach dem Ende des Zweiten Weltkrieges hat für die Altertumswissenschaften allerdings immerhin den Vorteil, dass nun ein unverstellterer, neutraler Blick auf die Antike leichter möglich ist.

Bis heute erhaltene Zeugnisse der Antike sind – neben überlieferten Texten philosophischer , literarischer oder historischer Natur – zahlreiche Objekte der griechischen und römischen Kunst : von großen Skulpturen bis zur Kleinkunst, Töpferei , Münzen etc. Wichtige Antikensammlungen befinden sich in Rom , Athen , Neapel , Paris , London , München , Sankt Petersburg , Wien und Berlin . Für die Kenntnis des antiken Alltags sind vor allem archäologische Ausgrabungen wie die in Pompeji , Olympia , Delphi oder Pergamon von Bedeutung.

Quellenlage

Der Großteil der antiken Literatur (und damit auch der Geschichtsschreibung) ist nicht erhalten, sodass unser Wissen über die Antike durch die Überlieferungslage beeinflusst wird (siehe auch Antike Geschichtsschreibung und hinsichtlich der griechischen Geschichtsschreibung die Liste der griechischsprachigen Geschichtsschreiber der Antike ). Es wurde geschätzt, dass uns kaum 10 % der griechischen Literatur überliefert ist. [3] Andere Forscher sind noch weit pessimistischer und gehen eher von einer Verlustrate um 99 % aus. In Teilen sieht es besonders trostlos aus (Archaik, Hellenismus), in anderen Bereichen etwas besser (klassische Zeit Griechenlands sowie Spätantike ). Insgesamt ist die Quellenlage jedoch problematisch; man muss in allen Bereichen davon ausgehen, dass vieles spurlos verloren ist und sich auch viele Ereignisse und Zusammenhänge unserer Kenntnis entziehen. Neben den erzählenden Quellen und erhaltenen Reden, Briefe, Gedichte usw. müssen daher natürlich auch Inschriften und Papyri sowie archäologische und numismatische Quellen etc. herangezogen werden. Eine Zusammenfassung mit ausführlichen Angaben bieten die jeweiligen Artikel (Geschichtsschreibung u. ä.) in den entsprechenden Lexika (siehe unten).

Im Folgenden seien einige der wichtigsten antiken Geschichtsschreiber und ihre (oft nur teilweise) erhaltenen Texte genannt:

Siehe auch die online verfügbaren Quellensammlungen wie LacusCurtius oder das Perseus Project .

Siehe auch

Portal: Altertum – Übersicht zu Wikipedia-Inhalten zum Thema Altertum

Verschiedenes:

Rom:

Listen:

Quellenausgaben

Quellenausgaben mit Übersetzungen bieten neben anderen Reihen die Sammlung Tusculum und die Loeb Classical Library . Eine äußerst wichtige Sammlung der erhaltenen Reste ansonsten verlorener griechischer Geschichtsschreiber stellt der Jacoby dar:

Literatur

Allgemein: Aufgrund der Masse an Fachpublikationen kann an dieser Stelle nur eine sehr beschränkte Auswahl genannt werden. Das zentrale bibliographische Nachschlagewerk der Altertumswissenschaft stellt immer noch die L'Année philologique dar (L'Année Philologique. Bibliographie critique et analytique de l'Antiquité greco-latine, hrsg. von J. Marouzeau und J. Ernst, Paris 1923ff.). Kostenlos nutzbar ist zudem die umfangreiche Gnomon-Datenbank . Ausführliche Angaben sind außerdem entweder den Bibliographien der unten genannten Werke (besonders sei dabei auf The Cambridge Ancient History und Oldenbourg Grundriss der Geschichte hingewiesen) zu entnehmen oder den Bibliographien, die in der ausführlichen HU-Linkliste aufgeführt sind (siehe beispielsweise KU Eichstätt (kommentiert) ).

Es sei außerdem auf die hier verlinkten Artikel verwiesen, wo sich zahlreiche weiterführende Literaturangaben finden.

Lexika

Einführungen

Allgemeine Darstellungen

  • Beck Geschichte der Antike. 6 Bände. CH Beck, München 2014–2016 (sortiert nach Epochendarstellung; die jeweiligen Bände sind gut lesbare, aktuelle Einführungen in die jeweilige Epoche).
    • Elke Stein-Hölkeskamp : Das archaische Griechenland. Die Stadt und das Meer. München 2015.
    • Sebastian Schmidt-Hofner : Das klassische Griechenland. Der Krieg und die Freiheit. München 2016.
    • Peter Scholz : Der Hellenismus. Der Hof und die Welt. München 2015.
    • Wolfgang Blösel : Die römische Republik. Forum und Expansion. München 2015.
    • Armin Eich : Die römische Kaiserzeit. Die Legionen und das Imperium. München 2014.
    • Rene Pfeilschifter : Die Spätantike. Der eine Gott und die vielen Herrscher. München 2014.
  • Blackwell History of the Ancient World. Blackwell, Oxford ua (ebenfalls empfehlenswerte, aktuelle Epocheneinführungen)
    • Marc Van de Mieroop : A History of the Ancient Near East ca. 3000–323 BC. 3. Auflage. 2016.
    • Jonathan Hall: A History of the Archaic Greek World. 2. Auflage. 2014.
    • PJ Rhodes: A History of the Classical Greek World. 2005.
    • Robert Malcolm Errington : A History of the Hellenistic World. 2006.
    • Stephen Mitchell: A History of the Later Roman Empire, AD 284–641. 2. Auflage. 2015.
    • Timothy E. Gregory: A History of Byzantium. 2005. (Alle Bände bieten einen gut lesbaren und fundierten, knappen Überblick mit aktueller Literatur.)
  • Blackwell Companion to the Ancient World. Verschiedene Herausgeber. Blackwell, Oxford 2003ff. (Inzwischen sind zahlreiche Bände erschienen bzw. in Vorbereitung; sie bieten in Form von mehreren, relativ knappe Fachaufsätzen einen Einstieg auf Grundlage der aktuellen Forschungslage.)
  • The Cambridge Ancient History . Div. Hrsg., 14. Bände (teils in Teilbänden). 2. Auflage. Cambridge 1970ff. (Umfassende und sehr wichtige Gesamtdarstellung der Antike. Die zweite Auflage ist vollständig neubearbeitet worden.)
  • Aloys Winterling , Kai Brodersen, Martin Jehne, Winfried Schmitz (Hrsg.): Enzyklopädie der griechisch-römischen Antike. 13 Bände. Oldenbourg, München 2007ff. (Noch nicht abgeschlossene Handbuchreihe, der Aufbau ist an der Enzyklopädie deutscher Geschichte orientiert.)
  • Geschichte kompakt Antike. Wissenschaftlichen Buchgesellschaft, Darmstadt (mehrere Bände; gute, knappe Einführungen mit einem in die Darstellung integrierten Forschungsüberblick).
  • Werner Dahlheim : Die Antike. Griechenland und Rom von den Anfängen bis zur Expansion des Islam. Schöningh Verlag, Paderborn 1994, ISBN 3-506-71980-7 .
  • Robin Lane Fox : Die klassische Welt. Eine Weltgeschichte von Homer bis Hadrian. Klett-Cotta, Stuttgart 2010. (gut lesbare und verlässliche Überblicksdarstellung bis ins 2. Jahrhundert n. Chr.)
  • Wolfgang Schuller : Das Erste Europa, 1000 v. Chr.–500 n. Chr. (Handbuch der Geschichte Europas, Band 1). Ullmer, Stuttgart 2004, ISBN 3-8001-2791-1 .
  • Jochen Bleicken ua (Hrsg.): Oldenbourg Grundriss der Geschichte . Band 1–4, München 1980 ff. (versch. Auflagen). (Dreiteilung jedes Bandes: 1) sehr knappe Darstellung, 2) Forschungsüberblick und 3) umfassende Bibliographie.)
  • Eckhard Wirbelauer (Hrsg.): Oldenbourg Geschichte Lehrbuch: Antike. Oldenbourg, München 2004, ISBN 3-486-56663-6 . (Umfassender und zugleich origineller Einstieg in die antike Geschichte, der alle wichtigen Themen abdeckt; die Ereignisgeschichte wird aber nur sehr, sehr knapp behandelt.)
  • Profile History of the Ancient World. Profile, London (sortiert nach Epochendarstellung; aktuelle und gut lesbare Überblickswerke)
    • Angelos Chaniotis: Age of Conquests: The Greek World from Alexander to Hadrian. 2018.
    • Kathryn Lomas : The Rise of Rome. From the Iron Age to the Punic Wars. 2018.
    • David Potter: The Origin of Empire. Rome from the Republic to Hadrian. 2019.
    • Michael Kulikowski: The Triumph of Empire. The Roman World from Hadrian to Constantine. 2016.
    • Michael Kulikowski: The Tragedy of Empire. From Constantine to the Destruction of Roman Italy. 2019.
  • Routledge History of the Ancient World. Routledge Verlag, London / New York:
    • Amélie Kuhrt: The ancient Near East. 2 Bände. 1995, ISBN 0-415-01353-4 (Band 1), ISBN 0-415-12872-2 (Band 2) (recht umfassende Darstellung der altorientalischen Geschichte bis zu den Achaimeniden)
    • Robin Osborne : Greece in the making 1200–479 BC 1996, ISBN 0-415-03583-X .
    • Simon Hornblower: The Greek world 479–323 BC 4. Auflage. 2011, ISBN 978-0-415-60292-1 . (hervorragende Gesamtdarstellung der klassischen Zeit)
    • Graham Shipley: The Greek world after Alexander 323–30 BC 2000, ISBN 0-415-04618-1 (mit die beste Gesamtdarstellung des Hellenismus).
    • Timothy J. Cornell: The beginnings of Rome. Italy and Rome from the Bronze Age to the Punic Wars (c. 1000–264 B. C). 1995, ISBN 0-415-01596-0 .
    • Martin Goodman : The Roman world 44 BC–AD 180. 1997, ISBN 0-415-04969-5 .
    • David S. Potter: The Roman empire at Bay, AD 180–395. 2004, ISBN 0-415-10058-5 ; 2. Aufl. 2014 (hervorragende Darstellung, die auch soziokulturelle Aspekte mit einbezieht).
    • Averil Cameron : The Mediterranean world in Late Antiquity AD 395–600. 1993, ISBN 0-415-01420-4 ; 2. Auflage 2012 (eine ausgezeichnete englische Einführung in die Spätantike )

Klassiker

(Zum Teil veraltet. Älteren Datums, aber bis heute noch grundlegend, sind die Darstellungen zur griechischen Geschichte von Karl Julius Beloch, Georg Busolt und Eduard Meyer.) [4]

Einzeldarstellungen

Griechenland – Hellas
Rom
  • The Edinburgh History of Ancient Rome. Herausgegeben von JS Richardson. 8 Bände. Edinburgh University Press, Edinburgh 2012–2020.
  • Klaus Bringmann : Geschichte der römischen Republik. München 2002, ISBN 3-406-49292-4 . (solide Darstellung)
  • Karl Christ : Geschichte der römischen Kaiserzeit. 5. aktual. Auflage. München 2005, ISBN 3-406-36316-4 . (beste deutsche Darstellung der Kaiserzeit bis Konstantin dem Großen)
  • Michael Sommer : Römische Geschichte I. Rom und die antike Welt bis zum Ende der Republik (= Kröners Taschenausgabe . Band 449). Kröner, Stuttgart 2013, ISBN 978-3-520-44901-6 (aktuelle und gut lesbare Darstellung der republikanischen Zeit).
  • Michael Sommer: Römische Geschichte II. Rom und sein Imperium in der Kaiserzeit (= Kröners Taschenausgabe. Band 458). Kröner, Stuttgart 2009, ISBN 978-3-520-45801-8 (aktuelle und gut lesbare Darstellung der Kaiserzeit).
  • Klaus-Peter Johne (Hrsg.): Die Zeit der Soldatenkaiser. 2 Bände. Berlin 2008.
  • Alexander Demandt : Die Spätantike. Handbuch der Altertumswissenschaft III. 6, München 1989; 2. überarbeitete Auflage. München 2007. (Als inhaltlich gekürzte Ausgabe ohne wissenschaftlichen Apparat: Geschichte der Spätantike. München 1998, ISBN 3-406-44107-6 )
  • Arnold Hugh Martin Jones : The Later Roman Empire 284–602. A Social, Economic and Administrative Survey. 3 Bände Oxford 1964 (Neudruck in 2 Bände Baltimore 1986). (Umfassendste moderne, von einem Autor verfasste Darstellung der Spätantike, jedoch durch die Faktendichte teils schwer lesbar und inzwischen vor allem in den Wertungen teilweise überholt.)
  • Scott Fitzgerald Johnson (Hrsg.): The Oxford Handbook of Late Antiquity. Oxford ua 2012

Spezielle Literatur

Nur in Auswahl. Es sei auch auf die oben genannten Fachlexika verwiesen.

Allgemein

Griechenland – Hellas

  • Jochen Bleicken : Die athenische Demokratie. 4. Auflage. Stuttgart 1995, ISBN 3-8252-1330-7 .
  • Donald Kagan : The Peloponnesian War. London 2003, ISBN 0-00-711505-9 . (Siehe auch Kagans vierbändige Darstellung des Pelop. Krieges; hier eine intelligente und zusammenfassende Darstellung für ein breiteres Publikum.)
  • Michael Rostovtzeff : A Social and Economic History of the Hellenistic World. 2 Bände. 1941.
  • Michael Stahl : Gesellschaft und Staat bei den Griechen. 2 Bände Schöningh, Paderborn 2003, Band 1, ISBN 3-506-99000-4 , Band 2, ISBN 3-506-99001-2 . (sehr gutes Überblickswerk)
  • Karl-Wilhelm Welwei : Das klassische Athen. Demokratie und Machtpolitik im 5. und 4. Jahrhundert. Darmstadt 1999, ISBN 3-534-12976-8 . (Detaillierte Darstellung der Politik Athens und dessen Aufstieg zur Hegemonialmacht.)
  • Karl-Wilhelm Welwei: Sparta. Aufstieg und Niedergang einer antiken Großmacht. Stuttgart 2004, ISBN 3-608-94016-2 . (Wohl die beste deutschsprachige Darstellung der Geschichte Spartas.)
  • Karl-Wilhelm Welwei: Die griechische Polis. Verfassung und Gesellschaft in archaischer und klassischer Zeit. 2. Auflage. Stuttgart 1998, ISBN 3-515-07174-1 .

Rom

Persien/Iran

  • Encyclopædia Iranica London 1985 ff. ( Onlineportal )
  • Touraj Daryee (Hrsg.): King of the Seven Climes. A History of the Ancient Iranian World (3000 BCE-651 CE). UCI Jordan Center for Persian Studies, Irvine (CA) 2017.
  • Josef Wiesehöfer : Das antike Persien. Von 550 v. Chr. bis 650 n. Chr. Aktual. Neuauflage, Patmos, Düsseldorf 2005, ISBN 3-491-96151-3 (gutes Überblickswerk; dort auch weitere Hinweise).

Germanen und Völkerwanderung

Kelten

  • Bernhard Maier : Die Kelten. Ihre Geschichte von den Anfängen bis zur Gegenwart. 3., vollständig überarbeitete und erweiterte Auflage. CH Beck, München 2016.
  • Wolfgang Meid : Die Kelten. 2., verbesserte Auflage. Reclam, Stuttgart 2011.

Etrusker

Phönizier/Punier

  • Dexter Hoyos: The Carthaginians. Routledge, New York ua 2010.
  • Sabine Peters (Red.): Hannibal ad portas. Macht und Reichtum Karthagos. Begleitband zur großen Sonderausstellung in Karlsruhe. Badisches Landesmuseum Karlsruhe, Karlsruhe 2004.
  • Michael Sommer: Die Phönizier. Handelsherren zwischen Orient und Okzident. Kröner, Stuttgart 2005.

Skythen, Hunnen und andere Steppenvölker

  • Christoph Baumer : The History of Central Asia. Band 1 und 2. IB Tauris, London 2012ff.
  • Valerie Hansen: The Silk Road. A History with Documents. Oxford University Press, Oxford 2016.
  • Hyun Jin Kim: The Huns. Routledge, New York 2016.
  • St. John Simpson, Svetlana Pankova (Hrsg.): Scythians. Warriors of ancient Siberia. Thames & Hudson, London 2017.
  • Timo Stickler : Die Hunnen. CH Beck, München 2007.

Indien und China

  • Rachel Mairs (Hrsg.): The Graeco-Bactrian and Indo-Greek World. Routledge, London 2020, ISBN 978-1-138-09069-9 .
  • Raoul McLaughlin: Rome and the Distant East. Trade Routes to the Ancient Lands of Arabia, India and China. Continnuum, London/New York 2010.
  • Walter Scheidel (Hrsg.): Rome and China. Comparative Perspectives on Ancient World Empires. Oxford University Press, Oxford ua 2009.
  • Richard Stoneman: The Greek Experience of India. From Alexander to the Indo-Greeks. Princeton University Press, Princeton 2019.

Geschichtsschreibung

  • Dieter Flach: Römische Geschichtsschreibung. 3. Aufl., WBG, Darmstadt 2001.
  • Gabriele Marasco (Hrsg.): Greek and Roman Historiography in Late Antiquity. Fourth to Sixth Century AD Leiden ua 2003.
  • John Marincola (Hrsg.): A Companion to Greek and Roman Historiography. 2 Bde., Blackwell, Oxford 2007.
  • Klaus Meister : Die griechische Geschichtsschreibung. Kohlhammer, Stuttgart 1990.

Militärgeschichte

Religionsgeschichte

  • Klaus Bringmann: Geschichte der Juden im Altertum. Vom babylonischen Exil bis zur arabischen Eroberung. Klett-Cotta, Stuttgart 2005.
  • Werner Dahlheim: Die Welt zur Zeit Jesu. CH Beck, München 2013.
  • Hartmut Leppin: Die frühen Christen. Von den Anfängen bis Konstantin. CH Beck, München 2019.
  • Jörg Rüpke : Pantheon. Geschichte der antiken Religionen. CH Beck, München 2016.

Entdeckungsfahrten

  • Raimund Schulz: Abenteurer der Ferne. Die großen Entdeckungsfahrten und das Weltwissen der Antike. Klett-Cotta, Stuttgart 2016, ISBN 978-3-608-94846-2 .

Wirtschaftsgeschichte

  • Géza Alföldy: Römische Sozialgeschichte. 4., völlig überarbeitete und aktualisierte Auflage. Steiner, Stuttgart 2011.
  • Sitta von Reden : Antike Wirtschaft (= Enzyklopädie der griechisch-römischen Antike. Band 10). de Gruyter Oldenbourg, Berlin ua 2015, ISBN 978-3-486-85262-2 .

Dichtung der Antike

Nachwirkungen

Weblinks

Wiktionary: Antike – Bedeutungserklärungen, Wortherkunft, Synonyme, Übersetzungen
Wikiquote: Antike – Zitate

Anmerkungen

  1. ↑ Michael Rostovtzeff hat sogar die Vermutung ausgesprochen, die hellenistische Welt habe vor der Dominanz Roms geradezu an der Schwelle einer Industrialisierung gestanden – vgl. A Social and Economic History of the Hellenistic World (1941).
  2. ↑ Vgl. dazu ausführlich Klaus-Peter Johne (Hrsg.): Die Zeit der Soldatenkaiser. 2 Bände. Berlin 2008.
  3. ↑ Siehe Hermann Strasburger : Umblick im Trümmerfeld der griechischen Geschichtsschreibung. In: Historiographia antiqua. Festschrift für Willy Peremans, Leuven 1977, S. 3–52.
  4. ↑ „Trotz all dieser Werke neueren Datums aber haben die klassischen Werke zur griechischen Geschichte von BELOCH, BUSOLT und MEYER [...] nichts von ihrer Bedeutung verloren und sind für ernsthafte Arbeit immer heranzuziehen...“ ( Wolfgang Schuller : Griechische Geschichte. München 2002, S. 62). Vgl. auch Mortimer Chambers: Georg Busolt: his career in his letters. Leiden 1990, S. VII; Donald Kagan : The outbreak of the Peloponnesian War. Ithaca/NY 1969, S. VII.
  5. ↑ Überblick zur neueren Forschung zur Spätantike etwa bei Philip Rousseau (Hrsg.): A Companion to Late Antiquity . Malden (Massachusetts) ua 2009; Scott Fitzgerald Johnson (Hrsg.): The Oxford Handbook of Late Antiquity. Oxford ua 2012.
Abgerufen von „ https://de.wikipedia.org/w/index.php?title=Antike&oldid=213649896 “