Kinesiske bogstaver

fra Wikipedia, den gratis encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Kinesiske bogstaver
Skrifttype Logografi
Sprog Mandarin
Mandarin
Wu
Min
Yue / kantonesisk
Gan
Jin
Kejia / Hakka
Xiang
Brugstid siden 2. årtusinde f.Kr. Chr.
Brugt i Øst Asien
Sydøstasien
Officielt i Folkerepublikken Kina Folkerepublikken Kina Folkerepublikken Kina
Taiwan Kina (Taiwan) Taiwan
Singapore Singapore Singapore
Wa state (de facto)
Afledt Kanji
Hiragana
Katakana
Hanja
Chữ nôm
Savdip
Yi (skriver)
Kvinders manuskript
Stort Kitan -script
Xixia script (Tangut script)
særegenheder Traditionelle tegn og forkortelser
Unicode -blok U + 4E00..U + 9FD5
U + 3400..U + 4DBF
U + 20000..U + 2A6DF
U + 2A700..U + 2B734
U + 2B740..U + 2B81D
U + 2B820..U + 2CEA1
ISO 15924 Hani
Hant (traditionel karakter)
Hans (symbol)
Hanzi.svg

Det kinesiske skrift (kinesisk 中 文字, pinyin zhōngwénzì , zhuyin ㄓ ㄨ ㄥ ㄨ ㄣ ˊ ㄗ ˋ ) eller Hànzì ( 漢字/ 汉字, hànzì , Zhuyin ㄏ ㄢ 'ㄗ »-” Han script”) er der fastsat kinesiske sprog , især standard kinesisk , med kinesiske tegn. Det er således en central bærer af kinesisk kultur og tjente som grundlag for de japanske scripts ( Kanji , Hiragana , Katakana ), et af de koreanske scripts ( Hanja ) og et af de vietnamesiske scripts ( Chữ nôm ).

I alt er der over 100.000 tegn , [1], hvoraf størstedelen dog kun sjældent bruges eller er ualmindeligt, kun blev brugt midlertidigt tidligere eller repræsenterer varianter. Kendskab til 3000 til 5000 tegn er tilstrækkeligt til daglig brug.

oversigt

Et tegn repræsenterer dybest set en stavelse [2] som lydstrukturen i et morfeem . Det kinesiske skrift er imidlertid ikke en fonografisk stavelse som koreaneren, fordi identiske stavelser ikke er repræsenteret af et enkelt symbol, men forskellige morfemer med den samme lydstruktur er repræsenteret af forskellige symboler. Den kinesiske skrift er derfor kendt som morfæmisk eller morfosyllabisk skrift og er det eneste skriftsystem, der stadig er i brug, som ikke primært bruger lyden af ​​et sprog, men derimod har betydningsrefererende (semantiske) elementer i størstedelen af ​​dets karakterer.

Det kinesiske skrift bruges især til at skrive standardkinesisk: i Kina og Singapore i den forenklede form af korte tegn , i Taiwan, Hong Kong og Macau stadig i den traditionelle form af de traditionelle tegn. Som en kulturel eksport nåede det kinesiske skrift til nabolandene omkring 600-800 e.Kr. og bruges stadig i Sydkorea og Japan som en del af de nationale skriftsystemer. De traditionelle karakterer bruges også der, men i en moderat forenklet form i Japan siden kort efter Anden Verdenskrig.

Indtil slutningen af ​​den kejserlige æra blev det kinesiske skrift hovedsageligt brugt til at skrive det klassiske skriftsprog "文言, Wenyan "bruges, hvilket kun var forståeligt for en uddannet elite. Siden da har det kinesiske script primært været brugt til at skrive standardscriptet "白話文/白话文, báihuàwén “, der grammatisk ligner moderne nordlige dialekter og lettere kan læres end wényán af talere af sydkinesiske sprog. På trods af den heterogene sprogsituation fungerer kinesisk skrift som et supraregionalt kommunikationsmedium for alle kinesere, der kan læse báihuàwén (med hvilken som helst udtale). Af denne grund er for eksempel mange programmer på kinesisk tv undertekster ved hjælp af det kinesiske script. Udover rene skrivefærdigheder betyder de moderne medier og omfattende undervisning, at den talte standardkinesisk "普通話/普通话, pǔtōnghuà “bliver i stigende grad en fælles ejendom.

Siden 1400 -tallet i provinsen Hunan har der været et uafhængigt skrift baseret på det kinesiske skrift, specielt udviklet til brug for kvinder, som kun blev brugt af dem, Nüshu .

Kategorier af tegn

Det kinesiske skrift består hovedsageligt af logogrammer , men til fonetisk stavning af fremmedord bruges nogle af dem undertiden som fonetiske tegn . Generelt er en stavelse forbundet med et tegn. Traditionelt, ifølge den første ordbog med tegn i kinesisk skrift, Shuowen Jiezi (2. århundrede), er tegn opdelt i seks kategorier baseret på den måde, hvorpå de dannes eller afledes. Et par er piktogrammer (象形, xiàngxíng ) og symboler eller simple ideogrammer (指 事, zhǐshì ). En tredje lille gruppe er de sammensatte ideogrammer (會意/会意, huìyì ). Langt de fleste (over 90%) er fonogrammer (形 聲/形 声, xíngshēng ). De to sidste kategorier er lån (假借, jiǎjiè ) og synonymer (轉 注/转 注, zhuǎnzhù ). Denne sondring mellem karaktererne i grupper bruges i kinesisk Liushu (六 書/六 书, liùshū ), de seks kategorier af kinesiske tegn.

betyder

Betydningen af at skrive i Kina består hovedsageligt af to aspekter.

  • Den dokumenterer det kinesiske folks skriftkultur , der er mere end tre tusinde år gammel, og styrker dermed den nationale bevidsthed.
  • Deres mestring markerer grader af social prestige i det moderne kinesiske samfund.

I Europa antages det generelt, at forudsætningen for opfindelsen af ​​skrivning var behovet for håndtering (af korn, vand). I de tidligste tider ville scripts derfor først og fremmest have udviklet sig i imperier med bosatte mennesker, der beskæftiger sig med landbrug eller hydrauliske kulturer (såsom sumerer, egyptere). I Kina hersker derimod den generelle opfattelse, at de ældste skriftstykker, der kan ses, er inskriptionerne på orakelben . I overført betydning betyder det, at den fremherskende opfattelse er, at skrivning stammer fra motivationen til at konstruere et medie til kommunikation med en anden verden, shamanistisk åndeverden. Noget magisk antydes til oprindelsen af ​​det kinesiske skrift.

I Kina blev der etableret lineære og uafbrudte sekvenser af karaktervarianter. På den anden side kan kontinuiteten i at skrive i kinesisk sproghistorie kun spores tilbage til Shang -dynastiet . Forbindelsen til ældre arkæologiske fund er stadig et forskningsemne. I modsætning til europæiske skriftsystemer blev der kun gjort forsøg på kinesisk i begyndelsen af latiniseringsindsatsen for at finde eksplicitte skrifttegn som repræsentanter for sprogets mindste individuelle lyde. De officielle enheder i skriftsproget er imidlertid de tegn, der er afleveret fra kinesisk kultur (som normalt repræsenterer hele stavelser).

Betydningen af ​​at skrive i det moderne Kina består især i, at uddannelsesmonopolet ikke længere ligger hos en bestemt social klasse, som i det gamle Kina hos embedsmændene eller, som i den europæiske middelalder, det latinske skrift med gejstlighed. Begivenheder som den 4. maj -bevægelse og Baihua -bevægelsen bidrog til, at et folkesprogs prestige steg i modsætning til det klassiske uddannelsessprog, og at kravet opstod om at sprede den skrevne kultur til hele folket. Den fremherskende opfattelse er, at læse- og læsefærdigheder er et uddannelsesmæssigt aktiv, der forfølges ens for alle kinesere. Følgelig bekæmper den kommunistiske regering konsekvent analfabetisme (bedre: analfabetisme).

Historisk udvikling af det kinesiske skrift

Historie op til Folkerepublikken Kina

Oracle Bone Script -甲骨文
Oracle -knogler.JPG
Et orakelben
Shang -dynastiet indskrevet scapula.jpg
Oracle knogleskrift - okse skulderblad

Det kinesiske skrift er over 3000 år gammelt og har dermed den længste ubrudte tradition i Østasien. De ældste kinesiske tegn, der er fundet indtil nu, er i kvægben (især i skulderbladet, såkaldte orakelben ) og skildpaddeskaller (til profeti om jagten osv.) Udskårne symboler [3] fra tiden omkring 1400 f.Kr. F.Kr., som blev opdaget i Anyang i 1899. Det antages, at der allerede eksisterede 5000 forskellige tegn på det tidspunkt.

I midten af ​​det første årtusinde f.Kr. udviklede billedskrivning sig til en salgbar skrifttype, der var i stand til fuldt ud at kortlægge syntaksen og semantikken for nogle af datidens sprog inden for dagens Folkerepublik Kina . Med foreningen af det kinesiske imperium under den første kejser Qin Shihuangdi i 221 f.Kr. En stor standardisering af script fandt sted.

I forbindelse med siden foreningen ( Qin -dynastiet ) etablerede en bureaukratisk stat , var det kinesiske skriftsprog deres brug i hele det kinesiske imperiums opland til lingua franca, der forbandt de forskellige kinesiske sprogsamfund sammen og tillod en relativ enhed i Kinesisk kulturområde.

I Kina skulle politikere og embedsmænd være gode forfattere langt op i det 20. århundrede, hvis de ville få indflydelse - og ikke, som i Vesten, gode talere. Mange steder beskrives det, hvor skuffende mange kinesere var, da de hørte politikere som Mao Zedong eller Deng Xiaoping tale for første gang.

Stadier af udvikling af karakteren til hest - "/, "
Oracle -knogler Bronzeindskrift Stort seglskrift Lille segl skrifttype Kancelli Regel script Forenklet
Oracle -knogler Bronzeindskrift Større segelfont Mindre segelfont Kancelli Regel script Forenklet

Skrive reform i Folkerepublikken Kina

Den 28. januar 1956, på den 23. plenarforsamling i statsrådet for centralkomiteen i Kinas kommunistiske parti, blev "Koncept for forenkling af kinesiske tegn" vedtaget og offentliggjort den 31. januar af dagbladet Renmin Ribao . Ved forenkling af tegnene blev der brugt et stort antal stavemåder, der allerede blev brugt i håndskrevne tekster i Nord- og Syd -dynastiets tid . Mange forkortelser blev brugt af digtere i Tang -dynastiet . Forkortelser blev også brugt i Taiping -oprørernes rige , hvoraf over 50 var inkluderet i "Koncept for forkortelse af kinesiske tegn" i Folkerepublikken Kina. Engagementet for at indføre symboler begynder med aktiviteterne fra intellektuelle fra den 4. maj -bevægelse , såsom Qian Xuantong .

Eksempler på forenklinger erfor( , kort ),for( lóng , drage ) ogfor( dān , single ). Forenklingsmetoder var f.eks. Forbindelse af punkter til linjer ( , hest , blev til), udeladelse af linjer eller prikker (ellerwèi , do , blev til) eller kombinerer to eller tre lange tegn til et kort tegn ( , gendannelse og , kompleks , blev den forenklede karaktersamlet).

Skriftreformerne i Folkerepublikken Kina vedrører imidlertid ikke kun reduktion af antallet af streger inden for et tegn, men også definitionen af ​​en standardiseret lyd af en karakter, definitionen af ​​en standardiseret skrifttype, definitionen af mængden af ​​tegn i almindelig brug, samt på en systematisering af tegnene, for eksempel i arrangementet i leksikoner. Parallelt med de forenklede karakterer bruges de traditionelle lange figurer stadig delvist og er vendt tilbage til hverdagen siden den stigende afslapning i Folkerepublikken. Det er imidlertid ikke muligt for en gennemsnitlig kineser at læse de lange tegn i gamle tekster, der ikke er blevet transmitteret.

I Taiwan såvel som i Hong Kong og Macau blev traditionen med at skrive med lange tegn bevaret, fordi reformerne fra 1958/1959 ikke blev gennemført der. Det er også almindeligt blandt oversøiske kinesere . Så den symbolske betydning af tegnene og radikalerne forblev genkendelig. I håndskrevne tekster er en hel række forkortelser dog traditionelt almindelige, hvoraf nogle svarer til forkortelserne i Folkerepublikken Kina.

Singapores regering har tilsluttet Folkerepublikken Kinas skrivereformer og har også brugt kinesiske forkortelser og en vandret skrivestil siden 1970'erne.

Antal tegn

Shuowen Jiezi , en ordbog fra år 100 e.Kr., indeholder 9.353 forskellige tegn (1163 varianter tælles ikke); Kāngxī zìdiǎn fra 1716 indeholder 40.545 forskellige tegn og Zhōnghuá zìhǎi (中華 字 海/中华 字 海) fra 1994 indeholder omkring 87.000 forskellige tegn og varianter. Variantordbogen med kinesiske tegn (ordbogen for kinesisk variant異體 字 字典, yìtǐzì zìdiǎn ) fra undervisningsministeriet i Taiwan indeholder over 100.000 tegn . [4]

I praksis er antallet af tegn, der faktisk bruges, imidlertid betydeligt færre. F.eks. Definerer artikel 7 i 1993 's antilitteraturforordninger i Kina læsefærdigheder på kinesisk som at kunne læse og skrive mellem 1.500 og 2.000 tegn . En moderne tosproget standardordbog (The New Chinese-German Dictionary, Xin Hande cidian新 漢 德 詞典/新 汉 德 词典) omfatter omkring 6.000 tegn.

I Folkerepublikken Kina ( fastlands -Kina ) er antallet af tegn ( forkortelser ) til nødvendig daglig brug fastsat til 3500 af staten. (Status 1988) Disse tegn erstattes af listen over "tegn til daglig brug" -常用 字- "1. grads hverdagstegn" - med 2000 tegn - og listen over "tegn til sekundær brug" -次 常用 字- "2. graders hverdagsfigurer" - yderligere opdelt med 1500 tegn. I den særlige administrative region i Hong Kong er den sammenlignelige generelle "Liste over tegn til daglig brug ( traditionelle tegn )" -常用 字 字形 表- 4759 tegn. (Fra 2000) I Taiwan er den generelle "National Standard Character List for Everyday Use (Traditional)" -常用 國 字 標準 字體 表- 4808 tegn. (Fra 1979) I Japan er antallet af sammenlignelige Kanjis ( Shinjitai ) dog 2136 i den såkaldte Liste over Kanjis til daglig brug -常用 漢字 jōyō kanji , tyske 'tegn til daglig brug' , som igen er opdelt i 10 niveauer - fra 1 til 10 sværhedsgrader i henhold til skoleår. (Fra 2010) I Sydkorea , hvor Hanja - kinesiske tegn - ikke har været officielt undervist i skoler siden begyndelsen af ​​1970'erne og kun tilbydes som frivillige ekstra lektioner i gymnasier, skal det generelle tal undervises i tegn 1800. ( Status 1972) I lande som Kina og Japan kan antallet af individuelt kontrollerbare tegn således indirekte afspejle uddannelsesniveauet for en person generelt eller i et bestemt område.

Skrifttyper

I løbet af den kinesiske historie kan især følgende skrifttyper laves uden for tekstbehandlingsenheder:

Historiske kinesiske skrifttyper - markering
tysk Alternativt Hanzi 1 - Langz. 2 Hanzi - Forkortelse. 3 Pinyin Hepburn RR
Mi Fu-On Calligraphy.jpg
Kursiv -行書, ca. 1097-1099 - fra Mi Fu
Northern Song -dynastiet
Oracle knoglen indskrift Oracle bone script 甲骨文甲骨文Jiǎgǔwén Kokotsubun Gapgolmun
Bronzeindskrift - 金文金文Jīnwén Kinbun Geummun
Seglskrift - 篆書篆书Zhuànshū Tensho Jeonseo
Kursiv Halv kursiv 行書行书Xíngshu Gyōsho Haengseo
Græsskrift Koncept skrifttype 草書草书Cǎoshū Sosho Choseo
Kancelli Officiel skrifttype 隸書隶书Lìshu Reisho Yeseo
Regel script Blokbogstaver 楷書楷书Kǎishu Kaisho Haeseo
annotation
1 Det kinesiske skrift kaldes også Hanzi -漢字/ 汉字- på japansk Kanji -漢字- og i koreansk Hanja -漢字- kaldet.
2 De traditionelle karakterer kaldes også Fántǐzì -繁體字eller i Taiwan zhèngtǐzì - Ringede .
3 Forkortelserne er generelt også Jiǎntǐzì -简体字kaldet eller teknisk specifikt som " forenklede tegn " Jiǎnhuàzì -简化字ringede.

Skrifttype

Skrivningsretning

I den førmoderne æra var skrivningsretningen i kinesisk skrift normalt lodret fra top til bund, og de resulterende kolonner blev arrangeret fra højre til venstre. (hage.豎排/竖排, shùpái ; Japansk:縦 書 きtategaki )

Siden skrivereformen i Folkerepublikken Kina er de fleste bøger ligesom europæiske bøger blevet skrevet på linjer fra venstre mod højre og med linjer arrangeret fra top til bund.

Bøger med litterært indhold trykt i Taiwan læses stadig ovenfra og ned. Dette gælder dog kun i begrænset omfang for aviser og blade samt faktatekster og specialbøger. I reklamer og ofte i reklame bruges vestlige (mærke) navne i teksten, stavemåden fra venstre mod højre bruges. I kalligrafi og poesi er der næsten kun skriveretningen fra top til bund.

Begge varianter findes i Japan, hvor litterære tekster udskrives i kolonner og faktatekster i linjer. I aviser bruges de to blandet, hvilket åbner flere muligheder for et attraktivt layout uden ekstremt korte linjer (eller smalle kolonner).

Bøger trykt fra top til bund, det vil sige bøger trykt i Taiwan og det meste af japanerne, åbnes "på bagsiden" i modsætning til europæiske bøger. Hvis du ser på titelbladet, er bogens rygsøjle til højre og ikke til venstre, som i Europa. Bøger, hvor tegnene er arrangeret fra venstre mod højre, har titelsiden på den side, vi er vant til, og åbnes og læses i overensstemmelse hermed.

Inskriptioner over portaler og døre skrives oftere fra højre til venstre i Folkerepublikken Kina. I Japan, som i Europa, er portaloverskrifter mere tilbøjelige til at blive skrevet på linjer fra venstre mod højre, men i tilfælde af historiske bygninger eller traditionelle strukturer som templer og helligdomme er de næsten udelukkende skrevet traditionelt fra højre til venstre. I Taiwan løber inskriptionerne over tempelporte og alter fra højre mod venstre.

Slagtilfælde rækkefølge

Nationalt forskellige stregsekvenser af karakteren(fra sort til lys rød)
必 -ired.png

kinesisk
imperium
必 -tred.png

Taiwan og
Hong Kong
必 -red.png

Folkerepublikken
Kina
必 -jred.png

Japan

Når man skriver kinesiske tegn, er rækkefølgen af ​​de enkelte linjer ikke vilkårlig, men bestemmes af syv grundlæggende regler:

  1. Først den vandrette, derefter den lodrette linje
  2. Først bøjede linjen til venstre, derefter bøjede linjen til højre
  3. Først toppen, derefter bundlinjen
  4. Først venstre, derefter højre linje
  5. Først eksterne, derefter interne komponenter skrives
  6. En kasse lukkes ikke, før den indre komponent er færdig
  7. Hvis mindre komponenter er grupperet omkring et større midterafsnit, skrives det midterste afsnit først

For individuelle skilte fortolkes disse regler forskelligt fra land til land, som vist i eksemplet med skiltet til højrevises. Med skrifttypestilarter som kursiv og konceptuel , hvor skrivebørsten ikke løftes fra papiret mellem alle stregerne og stregerne er forbundet, fører dette nogle gange til væsentligt forskellige former af samme karakter.

Eksempler
龜 -bw.png
Skrivningsretning af den traditionelle karakter [ guī -] for skildpadde
九 -ordre.gif
Skrivningsretning for karakteren [ jiǔ -] for "ni - 9"

Sammensætning af ord

I gammel og klassisk kinesisk var de fleste ord stadig en eller to stavelser eller tegn lange. I nordkinesisk baserede Baihua og den moderne standardkinesisk, der kom frem fra den efter den fjerde majs bevægelse (1919), er den gennemsnitlige ordlængde længere. De fleste kinesiske ord består af flere stavelser eller tegn. Hvis det kinesiske sprog gengives med kinesiske tegn, angives ingen ordgrænser ved hjælp af mellemrum eller andre midler. Alle tegn er lige langt fra hinanden. Men hvis standardkinesisk er skrevet på latin ved hjælp af stavebestemmelserne for det populære Pinyin- system, skrives flerdelte ord i lighed med tysk sammen, og disse ord adskilles fra hinanden med mellemrum.

tegnsætning

Tegnsætning (標點/标点, biāodiǎn ) i sin nuværende form blev gradvist introduceret gennem kontakt med Vesten i det 20. århundrede. Imidlertid kan ridsede linjer allerede ses i de tidlige historiske knogleindskrifter, som sandsynligvis tjente til at afgrænse semantiske enheder. Tegnsætning var ualmindelig i gamle kinesiske tekster, og læsere kunne bruge pauserne (/, dòu ) skriv dig selv i teksterne. Disse bestod for det meste af en lille cirkel " "(, quān ) eller fra et punkt (/, diǎn ). Processen med at skrive tegnsætningen i teksten har været en sætning caesura siden Han -perioden (句 讀/句 读, jùdòu ). Store lærde kunne genkendes på den suveræne måde, hvorpå de punkterer. Boghandlere i Taiwan kan stadig finde udgaver af klassikere, hvor tegnsætning af berømte forskere noteres.

Tegnsætning har været officielt reguleret i Folkerepublikken Kina siden september 1951. Fra 1990 er der 16 tegnsætningstegn, hvoraf de fleste svarer til dem, der normalt bruges i Vesten og bruges på lignende måde. Det punkt, der lukker sætningen " "(句號/句号, jùhào , se også "cirklen" ovenfor) samt "liggende" komma " "(頓號/顿号, dùnhào ).

Udskrivningssæt

Ved udskrivning af kinesiske tekster placeres alle tegn, herunder tegnsætningstegn, i omtrent firkantede bokse af samme størrelse. Der er derfor ingen tegn med forskellig afstand - se fx latin m versus i . For stadig at kunne genkende detaljerne for de mest komplicerede tegn med 20 eller flere linjer, bør den overordnede skrifttype ikke være for lille. I tilfælde af sjældnere tegn er udtalen ofte givet ved siden af ​​eller over den med meget små bogstaver (af Zhuyin . Dette var almindeligt i Kina indtil 1956 og stadig i Taiwan eller af Furigana i Japan ).

Mellemrum mellem ord er ualmindelige i kinesisk skrift. Som følge heraf er der ingen klar afgrænsning af udtrykket "ord" på de sprog, der bruger det kinesiske skrift. Selv indfødte talere er ofte uenige om, hvorvidt et bestemt element i en sætning er en slutning eller et eget ord.

Så snart en tekstlinje er fuld, brydes den hvor som helst; Der er ingen adskillelsesregler. Kun umiddelbart før et skilletegn ikke adskilles, overføres i dette tilfælde et tegn til den næste linje.

Skrivemedier

De otte dele af karakterens fem slag i karakteren Yong

Fra oldtiden til moderne tid

Silke og bambus , der blev skrevet på skåret i smalle brædder (som Guodian bambus tekster ), betragtes som specielle skrivesubstrater af gammel kinesisk. Begge findes ikke i det gamle Europa, hvor brugen af ​​vokstabletter, papyrus og pergament dominerede.

Kina brugte papir som den første kultur, som sin opfinder den kinesiske Cai Lun (蔡倫/蔡伦), der siges at have haft den banebrydende idé til udviklingen af ​​det billige skrivemedium i 105 e.Kr. Det var først i 1100 -tallet, at papir kom til Europa. Den blev brugt i Tyskland fra omkring 1250 og blev produceret fra slutningen af ​​1300 -tallet.

Kineserne brugte pensler og sort og rødt blæk til kalligrafi på papir og silke. Opfinderen af ​​børsten i Kina anses for at være Meng Tian (蒙恬). Indisk blæk er blevet fremstillet af sod af fyrretræ siden Han -perioden og markedsført som en stavblæk . Seglindtryk var kendt længe før 1300 -tallet. Børste , blæk , gnidningssten og papir betragtes stadig som de fire skatte i den traditionelle lærdes værelse.

På trods af opfindelsen af ​​papir, fra fjerde år af regeringens motto Xiping (熹平) af kejser Han Lingdi af den østlige Han-dynastiet (175 e.Kr.) modtog vigtige (ældste) Kinesiske stenrelieffer, de klassiske værker af konfucianske skole , såsom "Shijing" (den bog af sange ), "Shangshu" ( dokumenternes bog ), " Yili " ( etikette og ritualer ), " Yijing " ( I Ching ), " Chunqiu " ( forårs- og efterårsannalerne ), " Gongyangchuan ", " Lunyu " ( Analuces of Confucius ). Yderligere stengraveringer er de tre klassikere " Shangshu ", " Chunqiu ", " Zuozhuan " fra det andet år af Zhengshi -regeringen i Wei -dynastiet (241 e.Kr.), som er skrevet med skrifttyperne "Antique Chinese Script" (古文, gǔwén ), " seglskrift af kejseren Qin" og "forenklet kinesisk kanselskrift " er fastsat.

Med missionærernes støtte rådede bogtrykning i Kina og førte til udvidelse af trykte medier, for eksempel Shanghai -dagbladet Shenbao. I moderne daglig brug er skriveredskaber også almindelige i Vesten; i skriveundervisning i folkeskoler i Taiwan, mest med blyant i særlige opgavebøger med firkantede skrivefelter.

computer

Kinesiske tegn skrives på computeren ved hjælp af forskellige inputsystemer til kinesisk skrift . Tekster indtastes på pc'en med en skrivehastighed pr. Sætning, der omtrent svarer til, hvad tyske tekstbehandlere for eksempel kan opnå med tyske tastaturer. I det kinesisktalende område og i Japan opstår der nye typer fejl i skrivningen af ​​kinesiske og japanske tekster som en uønsket bivirkning.

Beim Schreiben von Handschrift dagegen fehlen die Vorschläge, die computergestützte Eingabesysteme im Dialog machen. An deren Eingabedialoge gewöhnte jüngere Chinesen und Japaner haben darum oft schon Schwierigkeiten, seltener gebrauchte Zeichen zu schreiben bzw. sich handschriftlich fehlerfrei auszudrücken. Sie können diese Zeichen dann aber per Eingabesystem auf ihrem Handy oder in elektronischen Taschenwörterbüchern nachschlagen, die oft schon sehr umfangreich sind, weil in ihnen gleich der Inhalt mehrerer konventioneller Wörterbücher abgespeichert ist.

Kalligrafie

Kalligrafie – „Garten des himmlischen Friedens“, Frankfurt a. M. 2008

Die Kalligrafie ist eine in China hochangesehene Kunst. Hierbei werden mit einem Pinsel die Zeichen schwungvoll zu Papier gebracht. Diese Schriftzüge gelten genauso als Kunstobjekte wie Malereien. Es ist in der chinesischen Malerei sogar üblich, Schriftzeichen in das Bild zu integrieren; buddhistische Mandalas werden im chinesischen Kulturraum, anders als in Südasien, eher mit Schriftzeichen als mit bildlichen Darstellungen gestaltet. In Japan wurde im Gegensatz zu China nach dem Grundprinzip Wabi-Sabi oft ein nicht im klassischen Sinne schönes, sondern bewusst „rohes“ und unfertiges Aussehen angestrebt.

Kalligrafische Kunstwerke zieren häufig als Duilian in paarige senkrechte Schrifttafeln und als Yinglian als waagerechte Namensschilder Portale und Räume in der chinesischen Architektur , wie Pavillons in typischen chinesischen Garten . Sie sind von den Gartenbauten fast nicht zu trennen und bilden wichtige Schmuckelemente im chinesischen Landschaftsgarten. Der Inhalt der Spruchpaare ( Duìlián ) solcher Tafeln und Schilder ist im Allgemeinen auf die Umgebung oder den Benutzer der Räume und Gebäuden bezogen. Häufig handelt es sich um Zeilen aus berühmten Gedichten, in denen Besonderheiten der Szenerie angedeutet sind.

Ihren künstlerischen Höhepunkt erreichte die Kalligrafie zusammen mit anderen Kunstformen in der Tang-Dynastie (618–907). Die Kunstwerke der damaligen berühmten Kalligrafen – etwa von Wang Xizhi , Yan Zhenqing , Ou Yangxun und Liu Zongyuan – werden immer noch als unbezahlbare Schätze betrachtet.

Der Wert des „Schönschreibens“ wird in China sehr hoch angesetzt. Kalligrafische Werke haben im chinesischen und fernöstlichen Kulturraum den gleichen künstlerischen Stellenwert wie Gemälde oder Skulpturen im abendländischen Westen. Das erkennt man etwa daran, dass die Republik China in Taiwan bei den offiziellen Biografien ihrer bisherigen Präsidenten kalligrafische Arbeiten von diesen mit angibt.

Lautumschriften

Ein Schriftzeichen repräsentiert grundsätzlich eine Silbe. [2] Um die Aussprache eines Schriftzeichens wiederzugeben, verwendete man im alten China seit der Sui-Dynastie und Tang-Dynastie Reimlexika, in denen der Laut einer Silbe nicht durch Angabe der Phone beschrieben wurde, sondern durch Angabe von zwei anderen chinesischen Schriftzeichen, deren Aussprache dem Leser bereits bekannt sein mussten. Das erste stimmte im Anlaut mit der gesuchten Silbe überein, das zweite im Auslaut ( Fanqie -System).

Die ersten Versuche zur Transkription der chinesischen Sprache gingen 1588 von dem italienischen Missionar Matteo Ricci und dem französischen Missionar Nicolas Trigault aus. Die Missionare versuchten, die Laute der chinesischen gesprochenen Sprache mit Buchstaben aus dem lateinischen Alphabet zu fixieren.

1892 entwickelte Lu Zhuangzhang (盧戇章/卢戆章) eine Transkription für den Dialekt aus Xiamen und nannte sie „ qieyin xinzi “ (切音新字– „Neue Zeichen für zerteilte Laute“). Er gilt als der erste Chinese, der für die chinesische Schrift ein Transkriptionssystem entwarf. Gemäß seinem Entwurf wird die Bewegung für die Transkription der chinesischen Sprache am Ende der Qing-Dynastie in China „ qieyinzi yundong “ (切音字運動/切音字运动– „Bewegung für die Zeichen für zerteilte Laute“) genannt. Lu Zhuangzhang hatte bereits die Idee einer einheitlichen Sprache und Schrift für ganz China.

Bis zur Gründung der Republik China wurden fast dreißig weitere Transkriptionssysteme hervorgebracht. Davon machten solche aus lateinischen Buchstaben etwa ein Viertel aus. Das Ziel war es, die chinesische Schrift einfacher erlernen zu können und damit im Zuge der Modernisierungsbestrebungen Wissenschaft und Bildung vorantreiben zu können. Unter diesen Transkriptionssystemen war das Konzept von Wang Zhao (王照), der sich von japanischen Kana bei der Entwicklung seines Konzepts beeinflussen ließ.

Die Idee, eine einheitliche chinesische Sprache zu verwenden, findet sich bereits bei den Beamten der Qing-Dynastie. Daher leitet sich der Name guanhua (Beamtensprache), beziehungsweise Mandarin für das Chinesische ab. Der Gedanke, eine Aufsplitterung in Dialektgruppen in China zu verhindern, und die Idee der Notwendigkeit einer gemeinsamen Nationalsprache innerhalb der heterogenen Sprachsituation in China wurde ganz besonders nach dem Sturz der Qing-Dynastie und der Gründung der Republik China deutlich.

1913 berief deshalb die Beiyang-Regierung die „ Konferenz zur Vereinheitlichung der Aussprache “ (讀音統一會/读音统一会, dùyīn tǒngyī huì ) ein. Auf der Konferenz wurde beschlossen, das „ Zhuyin Zimu“ (Nationale Phonetische Alphabet,注音字母) einzuführen. Die Schriftreform in China ging somit einher mit einer Sprachreform . Es handelt sich bei diesem Transkriptionssystem anders als bei den von den Missionaren geschaffenen Schriften um eine Lautschrift aus verkürzten chinesischen Zeichen.

Bis zur Machtergreifung der Kommunistischen Partei 1949 entstanden weitere Transkriptionssysteme aus lateinischen Buchstaben. Die bedeutendsten sind:

  • Gwoyeu Romatzyh (國語羅馬字/国语罗马字, Guoyu Luomazi – „Lateinschrift der Nationalen Sprache“)
  • Latinxua Sin Wenz , kurz: Sin Wenz (拉丁化新文字/拉丁化新文字, Ladinghua Xin Wenzi – „Lateinisierte Neue Schrift“)

Gwoyeu Romatzyh stammt von Yuen Ren Chao (趙元任/赵元任, Zhào Yuánrèn ) und wurde am 14. September 1926 dem Bildungsministerium zur Veröffentlichung unterbreitet.

Das Sin Wenz hat seinen Ursprung in der Sowjetunion. Auf dem Höhepunkt der sowjetischen Latinisierungsbewegung entwarfen Mitglieder der Kommunistischen Partei Chinas , die sich in Russland aufhielten, und sowjetische Linguisten ein Transkriptionssystem für die chinesische Schrift mit lateinischen Buchstaben, das 1933 nach China überliefert und „Ladinghua Xin Wenzi“ genannt wurde. Es löste die Massensprachenbewegung der Lateinisierung (拉丁化群眾運動/拉丁化群众运动, Ladinghua qunzhong yundong ) aus, in der es Anspruch auf nationale Verbreitung erhob. Es verbreitete sich ab 1934 von Shanghai aus. Ein prominenter Befürworter war Lu Xun . Es wurde jedoch von der Guomindang verboten, und in den von den Japanern eroberten Gebieten musste seine Verbreitung eingestellt werden. In den von den Kommunisten kontrollierten Gebieten wurde es hingegen in Abendschulen eingesetzt und legte nach der Machtergreifung der Kommunisten 1949 die Basis für die Entwicklung des Pinyin .

Pinyin wurde 1982 von der ISO als internationaler Standard für die Umschrift des Chinesischen anerkannt und ist für Hochchinesisch die dominierende Umschrift. Daneben ist die Anfang des 20. Jahrhunderts entwickelte lateinische Umschrift von Wade-Giles noch gebräuchlich sowie die nichtlateinische Umschrift Zhuyin (insbesondere in Taiwan üblich). Andere, meist an der Sprache des jeweiligen Übersetzers orientierte Systeme haben keine nennenswerte Bedeutung mehr. Durch die vielfältigen Systeme zur Lateinisierung, also nicht standardisierte Umschrift- bzw. Transkriptionssysteme, kommt die teilweise vorhandene Uneinheitlichkeit der Lautumschrift zustande, beispielsweise Mao Tse-Tung , Mao Zedong oder Chiang Kai-shek bzw. Tschiang Kai Schek . Für andere chinesische Sprachen, wie Kantonesisch , werden ebenfalls Lautumschriften entwickelt, diese sind jedoch bisher weniger ausgereift als die Mandarin-Systeme.

Siehe auch

Literatur

  • Karl-Heinz Best , Jinyang Zhu: Ein Modell für die Zunahme chinesischer Schriftzeichen. In: Glottometrics 20, 2010, S. 29–33 (PDF Volltext ). (Mathematische Modellierung der Erweiterung des chinesischen Schriftzeicheninventars ab ca. 200 v. Chr.)
  • John DeFrancis : The Chinese Language, Fact and Fantasy . University of Hawaii Press, Honolulu 1984, 2005, ISBN 0-8248-1068-6 .
  • John DeFrancis: Nationalism and Language Reform in China . Princeton University Press, Princeton NJ 1950, Octagon Books, New York 1972, ISBN 0-374-92095-8 .
  • Helmut Martin : Chinesische Sprachplanung . Studienverlag Brockmeyer, Bochum 1982, ISBN 3-88339-291-X .
  • Dorothea Wippermann: Das phonetische Alphabet Zhuyin Zimu . Studienverlag Brockmeyer, Bochum 1985, ISBN 3-88339-483-1 .
  • Andreas Guder-Manitius: Sinographemdidaktik. Aspekte einer systematischen Vermittlung der chinesischen Schrift im Unterricht Chinesisch als Fremdsprache. Mit einer Komponentenanalyse der häufigsten 3867 Schriftzeichen . Julius Groos, Heidelberg 1999, ISBN 3-87276-835-2 .
  • Martin Woesler: Der Computer als Hilfsmittel der Sinologie für Spracherwerb, Übersetzung, Bibliotheksverwaltung. Europ. Univ.-Verl., Bochum 2004, ISBN 3-89966-027-7 .
  • Cornelia Schindelin: Zur Phonetizität chinesischer Schriftzeichen in der Didaktik des Chinesischen als Fremdsprache. Eine synchronische Phonetizitätsanalyse von 6.535 in der Volksrepublik China gebräuchlichen Schriftzeichen. iudicium, München 2007, ISBN 978-3-89129-979-1 ( SinoLinguistica , Bd. 13)
  • Edoardo Fazzioli: Gemalte Wörter. 214 chinesische Schriftzeichen. Vom Bild zum Begriff. Ein Schlüssel zum Verständnis Chinas, seiner Menschen und seiner Kultur. Aus dem Italienischen von Anna Eckner. Gustav Lübbe Verlag, Bergisch Gladbach 1987, ISBN 3-7857-0476-3 .
  • Rainer Hesse : Umfassend analytisch-synthetisches Referenzwörterbuch moderner chinesischer Schriftzeichen nach der Kolumnen-Methode . Verlag BoD, 2011, ISBN 3-8391-7514-3 , ISBN 978-3-8391-7514-9 .
  • Ernest Fenollosa : Das chinesische Schriftzeichen als poetisches Medium . Hg. von Ezra Pound . Bd. 2 der Reihe „Kunst und Umwelt“, hg. v. Eugen Gomringer . Josef Keller Verlag Starnberg, 1972, ISBN 3-7808-0076-4 .
  • Ruth Cremerius: Aussprache und Schrift des Chinesischen . Buske, Hamburg 2012, ISBN 978-3-87548-426-7 .
  • Rainer Hesse: Wangma fenleifa . Ausführliche Beschreibung des Netzcodes zur Klassifizierung chinesischer Schriftzeichen. Otto Harrassowitz, Wiesbaden 1985, ISBN 3-447-02561-1 .
  • Thomas O. Höllmann : Die chinesische Schrift . Geschichte, Zeichen, Kalligraphie. Verlag CHBeck, München 2015, ISBN 978-3-406-68290-2 .

Weblinks

Commons : Chinesische Schrift – Sammlung von Bildern, Videos und Audiodateien

Einzelnachweise

  1. 《異體字字典》網路版說明 – Schriftzeichenvarianten-Wörterbuch – Erklärungen zur Online-Version. In: dict2.variants.moe.edu.tw. Abgerufen am 18. September 2019 (chinesisch).
  2. a b Von der Regel, dass ein Zeichen einer Silbe entspricht, gibt es nur wenige Ausnahmen. Die weitaus wichtigste betrifft das Zeichen/, das im Auslaut bestimmter Wörter des Standardchinesischen und noch häufiger im Peking-Dialekt als unsilbisches -r gesprochen wird. Außerdem gibt es eine Gruppe seltenerer Zahlzeichen wie廿, niàn – „20“ und, – „30“, die oft fälschlich wie die üblichen Zahlwörter二十, èrshí – „20“ und三十, sānshí – „30“ gelesen werden. Schließlich gibt es seltene Kurzschreibungen für Wörter, deren empfohlene Schreibweise die mit mehreren Schriftzeichen ist, z. B.für海里, hǎilǐ – „Seemeile“,für千瓦, qiānwǎ – „Kilowatt“ oderfür圖書館, túshūguǎn – „Bibliothek“.
  3. 東京大学総合研究博物館 デジタルミュージアム( Memento vom 3. August 2003 im Internet Archive ). In: Website Tokyo University Digital Museum, abgerufen am 18. September 2019. (japanisch)
  4. 《異體字字典》網路版說明 – Schriftzeichenvarianten-Wörterbuch – Erklärungen zur Online-Version. In: dict2.variants.moe.edu.tw. Abgerufen am 18. September 2019 (chinesisch).