Tidlig moderne tidsalder

fra Wikipedia, den gratis encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Vilkårene Tidlig moderne, tidlig moderne, tidlig moderne og moderne historie beskrevet i historien om Europas normalt æra mellem de sene middelalder (midten 13. århundrede til slutningen af det 15. århundrede ), og overgangen fra det 18. århundrede til det 19. århundrede .

Som med alle periodiseringer i historiske studier kan der ikke trækkes nogen præcist daterbare epokegrænser . Hvad angår humaniora , anses humanismens ændrede opfattelse af mennesket og renæssancens tid ( antikken genfødsel) samt udviklingen af bogtrykning af Johannes Gutenberg for at være begyndelsen på vendepunktet mellem middelalderen og moderne æra . Historisk og politisk betydningsfulde vendepunkter var erobringen af ​​Konstantinopel i 1453 , " Columbus " opdagelse af Amerika i 1492, slutningen af Reconquista samme år, begyndelsen på de italienske krige i 1494 og reformen af ​​imperiet i 1495 og begyndelsen på reformationen i Det Hellige Romerske Rige 1517.

Slutningen af ​​den tidligt moderne periode er stort set på linje med den franske revolution (1789–1799), som også lukker oplysningstiden . Ancien Régime kollapsede efter 1789, først i Frankrig og som følge af revolutionskrigene i næsten hele Europa. I den tysktalende verden sluttede den tidlige moderne æra i 1806 med opløsningen af ​​Det Hellige Romerske Rige under pres fra Napoleon . Den tidlige moderne periode følges som en del af den moderne æra af modernitet , der fortsætter til i dag.

Osmannernes belejring og erobring af Konstantinopel i 1453 markerede afslutningen på det østromerske imperium og betragtes som et historisk vendepunkt

Problemet med epoker

Opfindelsen af ​​bogtrykning med bevægelig type af Johannes Gutenberg revolutionerede kommunikationen
Martin Luther som reformatorens drivkraft
Genobringen af Granada ender Reconquista. Her er historiemaleriet The Surrender of Granada af Francisco Pradilla y Ortiz i 1882

Hver periodisering i historiske studier er en ramme baseret på visse kriterier med det formål at systematisere forskningsområdet og begrænse og klassificere et forskningsobjekt. Som et resultat heraf er kun en tilnærmelse til den historiske virkelighed mulig, eller også er en historisk virkelighed i videnskabelig forstand faktisk konstitueret i første omgang. Overgangene fra middelalderen til den tidlige moderne periode på den ene side og fra denne til den moderne æra på den anden side kan derfor ikke knyttes til individuelle datoer. År og visse begivenheder er snarere kun markeringer for orientering. Epokegrænserne er flydende og varierer afhængigt af, om for eksempel politiske eller sociohistoriske spørgsmål er i forgrunden, og hvilke regioner og lande der er i fokus. Desuden er mange historiske udviklingslinjer af lang varighed og kan også modsige en vis periodisering.

Begyndelsen af ​​den tidlige moderne periode

Renæssancens og humanismens åndelige og kulturelle opvågnen, portugisernes og spaniernes opdagelsesrejser siden begyndelsen af ​​1400 -tallet, som for altid ændrede billedet af jorden og reformationen , der efter 1517 etablerede middelalderens enhed i (Vestlig) Kirke ødelagt - disse tre indbyrdes forbundne udviklinger markerer normalt begyndelsen på den tidlige moderne periode i europæisk historie.

Generelt ses renæssancen (genopdagelse af antikken) og humanisme som begyndelsen på et vendepunkt. Med det spredte et nyt menneskebillede sig i hele Europa, hvis fokus var på det selvbestemte individ og hans eller hendes evner. Inden for filosofi, litteratur, maleri, skulptur, arkitektur og alle andre kulturområder orienterede folk sig igen i antikkens former og indhold.

Denne udvikling kan tidligst identificeres i Italien, hvor den begyndte allerede i 1300 -tallet, nåede sin første kulturelle storhedstid i Firenze i 1400 -tallet, og hvorfra den spredte sig i hele Europa i begyndelsen af ​​1500 -tallet. Italien skylder sin pionerrolle ikke mindst indrømmelsen af ​​et stort antal græske forskere fra Konstantinopel , som var blevet erobret af osmannerne i 1453. Disse lærde bragte gammel kultur, der for længst var gået tabt, med dem til Vesten. Samtidig blev spredningen af ​​viden enormt fremskyndet af Johannes Gutenbergs opfindelse af trykning af bevægelig type. Dette gjorde det muligt at akkumulere viden, som især udviklede sig i byerne. I byerne, især i de store kejserlige og hansestæder, var der udviklet differentierede juridiske og organisatoriske former, der havde en stor civiliserende effekt.

Opfindelsen af ​​trykpressen medførte igen et gennembrud i en begivenhed, der især i Tyskland sidestilles med slutningen af ​​middelalderen og begyndelsen på den moderne æra: Reformationen. Martin Luther baserede sine 95 teser , som han udgav i 1517, på en præcis undersøgelse af de hellige skrifters kilder på græsk og hebraisk , dvs. på viden, der var baseret på forberedende arbejde fra humanisterne i det foregående århundrede.

Luther forsvarede sine teser i 1521 på Worms Reichstag for kejser Karl V , der regerede et imperium "hvor solen ikke gik ned". Dette rige omfattede også de spanske besiddelser i den nye verden , som Christopher Columbus opdagede i 1492, samme år som Reconquista sluttede med erobringen af Granada . Den første drivkraft for Discovery Age kom fra Portugal: På vegne af prins Henry Navigator var ekspeditioner blevet sendt ud siden 1415 for at finde en søvej til Indien ( handel med Indien ). Det lykkedes Vasco da Gama at gøre dette i 1498. Portugisernes og spaniernes opdagelser udvidede ikke kun middelalderfolkets verdensbillede, men resulterede også i europæisk ekspansion over hele den kendte verden.

Slutningen af ​​den tidlige moderne periode

Slutningen af ​​epoken og begyndelsen på den moderne tidsalder er stort set på linje med den franske revolution fra 1789. Den franske revolution var en konsekvens af oplysningstiden, der havde støttet den amerikanske revolution i 1776. På grund af begivenhederne i 1789 kollapsede Ancien Régime først i Frankrig og som følge af revolutionskrigene næsten hele Europa. I Tyskland kom dette først og fremmest til udtryk ved opløsningen af ​​Det Hellige Romerske Rige i 1806. På trods af genoprettelsen af det gamle regime efter nederlaget til Napoleon Bonaparte i 1814/15 havde Europa fundamentalt ændret sig politisk. Historikeren Reinhart Koselleck antager, at yderligere forandringsprocesser fandt sted fra omkring 1750 til 1850/70. I denne overgangsperiode fra den tidlige moderne periode til den moderne tidsalder opfandt han udtrykket sadeltid .

Epoker inden for den tidlige moderne periode

Christoph Cellarius (1638–1707) brugte først begrebet “moderne tid” som historiograf til at klassificere universel historie. Gerhard Oestreich anses for at være en af ​​medskaberne af den "tidlige moderne æra" som en særskilt fagdisciplin inden for historiske studier. Generelt er udtrykket epoke forbundet med udseendet af humanisme på den ene side og slutningen på Ancien Régime . [1]

Afhængigt af hvordan du ser på det, kan den tidlige moderne periode igen opdeles i følgende perioder:

I angelsaksisk videnskabelig terminologi taler man derimod om "Early Modern History" eller, i forhold til Europa, om "Early modern Europe" og beskriver dermed mest en periode fra 1400-tallet til slutningen af ​​1700-tallet. Dette begreb om periodisering er baseret på ideen om, at perioden "mellem reformationen og den franske revolution" kan forstås som en epoke af kulturel transformation, der på grund af specifikke strukturer og processer kan skelnes fra både middelalderen og den moderne alder . [2]

Manifestationer

politik

Friedrich II af Preussen som repræsentant for "oplyst absolutisme"

Fra et politisk synspunkt formede konflikten mellem protestantisme og katolicisme den tidlige moderne periode, der endte i trediveårskrigen . Konfessionalisering fører til en dybtgående forandring på alle livsområder, som også kan forstås som en moderniseringsproces . De kampe, der opstår her, medfører en ny orden i Europa, som anerkender gamle troende og protestanter som trossamfund med lige rettigheder. Det katolske Spaniens absolutte overherredømme bliver gradvist presset tilbage.

I hvert fald i den tyske nations hellige romerske kejserrige opstår en ny type stat. Territorialstaten med en territorialherre adskiller sig fra middelalderlige strukturer ved, at udlejeren udelukkende så sig selv som en feudalherre eller vasal af monarken , mens territorialherren fremstår som en suveræn i sit land.

Den dannende regeringsform i den tidlige moderne periode er absolutisme . Med det følger en ny form for økonomi, merkantilisme . Samtidig ændres monarkens selvbillede af sine undersåtter. "Solkongen" Louis XIV i Frankrig har opfattelsen: " L'État, c'est moi ", på engelsk: "I am the state". Kong Friedrich II af Preussen som repræsentant for "oplyst absolutisme" ser sig selv som "statens øverste tjener".

Den store heksejagt fandt også sted i den tidlige moderne periode (og ikke i middelalderen). Ifølge forskning foretaget af Heide Wunder , hvorfra begrebet "arbejdspar" stammer, stod kvinders og mænds ægteskabs arbejdsverdener side om side og supplerede hinanden. Det var først med fremkomsten af ​​den borgerlige verden, at hus- og kvinders arbejde begyndte at blive devalueret.

I slutningen af ​​denne epoke bryder processer med demokratisering af samfundet igennem. Dette er mest mærkbart i den nordamerikanske uafhængighedskrig og i første omgang i den franske revolution, som begge i første omgang førte til republikanske omlægninger af samfundet. Mens adelen i Frankrig mister sine sociale privilegier, bliver en demokratisk forfatning det skriftlige grundlag for retsorden i USA.

Økonomisk udvikling

Den atlantiske trekantede handel

Fra et økonomisk perspektiv markerede revolutionens tidsalder slutningen på feudalismen , en form for økonomi, der var baseret på godsejendom , eller rettere på herredømme herredømmet som feudalherre eller vasal for monarken og ejendommen til livegne bønder. Desuden betyder det afslutningen på det tidligere laug og klassesystem i middelalderbyer. Ekspansionen gennem øget søfart og de tilhørende opdagelser førte til nye økonomiske strukturer i verdenshandelen (se også Indienhandel og Kinahandel ). Det blev erstattet af en spirende kolonialisme og oversøisk handel af stormagterne Spanien , Portugal , Holland , England og Frankrig og udviklingen af fremstillingen . Denne udvikling lagde grundlaget for industrialisering og kapitalisme . Sølvminedrift havde også gennemgået en dybtgående ændring. Opdagelserne af sølvforekomster i den "nye verden" førte til et fald i den traditionelle tin- og sølvminedrift i de saksiske og boheme malmbjerge, indtil denne minedrift endelig blev stoppet. Absolutisme bragte en ny form for økonomi med sig, merkantilisme . Kapitalgevinsten baseret på handel giver dette system sit navn, fordi den absolutistiske stat fortsatte i sine eksterne forbindelser i henhold til kommercielle principper. Der er også udtrykket tidlig kapitalisme for dette .

Opfindelsen af ​​den første fuldt funktionelle dampmaskine af James Watt i det 18. århundrede medførte en betydelig ændring med hensyn til industrialisering . Dette blev efterfulgt af dampmaskinkonstruktionerne, som var langt mindre effektive end f.eks. Thomas Newcomen . Dette førte ikke kun til en revolution i næsten alle produktionsbetingelser, især i jernindustrien , men også i transportinfrastrukturen gennem indførelsen af jernbanen af George Stephenson , som begyndte i England i 1825. Dette blev dog forud for forsøg på Richard Trevithick med at konstruere et damplokomotiv i 1804, hvilket dog mislykkedes ikke på grund af mangler i lokomotivteknologien, men på grund af skinnematerialet. På en måde indvarsler jernbanens opfindelse slutningen på den tidlige moderne æra.

videnskab

Christopher Columbus 'opdagelse af Amerika anses for at være en af ​​de mest indflydelsesrige begivenheder i overgangen mellem middelalderen og moderne tid.

Ud over denne udvikling inden for generel politik markerer videnskabens fremskridt utvivlsomt en væsentlig forskel fra de tidligere epoker og giver dermed epoken dens karakteristiske profil.

Opdagelserne af de spanske og portugisiske navigatører Christopher Columbus , Amerigo Vespucci , der gav kontinentet Amerika sit navn, Ferdinand Magellan , Vasco da Gama eller Bartolomeu Diaz udvidede det verdensbillede, der havde eksisteret siden antikken, individets, næppe modtaget opdagelser som dem af vikingerne bortset fra Amerika) omfattede kun Europa, Afrika nord for Sahara og dele af Asien. Resultatet var et opsving i kartografi , blandt andet af Martin Behaim , der havde skabt den første jordklods i 1492 (selvfølgelig stadig uden Amerika), og Gerhard Mercator . Den mercatorprojektion , en konform kort projektion , blev opkaldt efter ham.

De nye opdagelser lagde grundstenen for udviklingen af ​​de spanske og portugisiske imperier og, efter deres tilbagegang i løbet af 1600 -tallet, for udviklingen af ​​de engelske, hollandske og franske kolonisystemer. James Cooks verdensture kan også nævnes her. De gav os også vigtige oplysninger om jordens natur. Til Cooks ære er det også nok at have fundet en måde at effektivt imødegå en søfartssygdom, skørbug , som man frygtede dengang.

Astronomerne Tycho Brahe , Nicolaus Copernicus og Johannes Kepler , Galileo Galilei og Isaac Newton tilhører denne alder, som også kaldes Discovery Age . De sikrede, at det geocentriske verdensbillede eller ptolemaiske verdensbillede blev erstattet af et heliocentrisk verdensbillede . Dette system blev i sidste ende også understøttet af Newtons tyngdekraftsteori .

Udviklingen af ​​penduluret af Christiaan Huygens fra 1657 og fremefter repræsenterede enorme fremskridt. Indtil da var mekaniske ure sjældne, dyre legetøj eller skabsvarer med begrænset brug, men nu var der næsten pludselig mulighed for at måle tiden med en afvigelse på blot et par sekunder om dagen, uanset sollys eller stjerner. Astronomer og geodesister erkendte straks den enorme fordel ved opfindelsen, da længdegraden kan bestemmes ved hjælp af et præcist ur. Resultatet var en enorm stigning i nøjagtigheden af ​​kortene. Et århundrede senere var det bærbare ur også nyttigt til bestemmelse af længdegrad, stort set gennem John Harrisons arbejde, der har cementeret Englands overherredømme til søs.

Medicin gjorde også store fremskridt i denne periode. Blandt de vigtigste repræsentanter for deres tid var Paracelsus , en forløber for apoteket, og Bartolomeo Eustachi , en af ​​grundlæggerne af videnskaben om anatomi .

filosofi

De vigtigste filosoffer i det 16. og 17. århundrede omfatter Spinoza , Michel de Montaigne , René Descartes , John Locke , Francis Bacon og Thomas Hobbes . Oplysningstiden falder i det 17. og 18. århundrede, processen med intellektuel frigørelse, både individuel og social, der vendte sig mod en tankegang, der udelukkende var baseret på tro på autoriteter. Afhængigt af hvilket aspekt af denne proces der er fokus på at overveje, ligger oplysningstidens fokus i det 17. århundrede (fornuften) eller i det 18. århundrede ( encyklopædi , borgerlig frigørelse). Denne periode forberedte i sidste ende revolutionen i Amerika og Frankrig. Den afgørende faktor her er det oplyste menneskebillede, der finder sit mest præcise udtryk i sloganet for den franske revolution: frihed, lighed, broderskab . Med hensyn til den tidlige oplysning tænker man først på Denis Diderot og Voltaire , Montesquieu , Jean-Baptiste le Rond d'Alembert eller Jean-Jacques Rousseau og dermed mere på moralisterne . Rousseaus lære om den sociale kontrakt er også en frugt af denne filosofi. Selv her begynder kritik af absolutisme at danne sig. Man tænker også på Immanuel Kants fornuftsfilosofi. De første til at udvikle en filosofi om historien er repræsentanterne for den tyske idealisme Johann Gottfried Herder og Friedrich Wilhelm Joseph Schelling . En anden vigtig repræsentant for tysk idealisme er Johann Gottlieb Fichte . Fichte udgiver også om læren om den sociale kontrakt . Rousseau er umiskendeligt modellen herfor, hvis filosofi er baseret på folkelig suverænitet og naturret . Fichte og Schelling har også en naturlig filosofi . For ikke at glemme er Georg Wilhelm Friedrich Hegel . Med sin historiefilosofi er dette også et af skiltene i det 19. århundrede. I 1700 -tallet var der også en filosofisk orientering mod en rationalisme , som især er i gæld til engelsk økonomi . En af disse repræsentanter er David Hume , som Immanuel Kants filosofi ikke lidt er baseret på. Adam Smith tilhører også denne gruppe som grundlægger af økonomi.

I det 18. århundrede undersøgte Johann Joachim Winckelmann historien om oldgræsk kunst på et videnskabeligt forsvarligt grundlag for første gang. I sidste ende kan hele den moderne klassiske oldtid spores tilbage til ham. Winckelmann er også vigtig for begrebet menneskehed i denne tid, som også kan beskrives med søgeordet "ny humanisme". Det er ikke tilfældigt, at man tænker på den såkaldte Laocoon- strid mellem Johann Gottfried Herder og Gotthold Ephraim Lessing .

I Østasien blev den tidlige moderne periode formet af første kontakter med Vesten, hvis vi ser bort fra de tidligere ture fra den berømte venetianske Marco Polo , hvis ægthed endnu ikke er helt klarlagt, et fald i buddhismen og en genopblomstring af konfucianismen .

kunst

Den sidste dom af Michelangelo i Det Sixtinske Kapel

I kunsten afspejles nutidens smag, menneskelige image og et samfunds generelle karakteristika og dermed den tilsvarende samfundsforståelse på et bestemt tidspunkt.

De dominerende kunstneriske stilarter i denne epoke, især i Europa, er renæssance og senere manisme , barok og rokoko . Disse er hovedsageligt repræsenteret i alle kunstgenrer. De vigtigste kunstnere fra renæssancen omfatter Sandro Botticelli , Leonardo da Vinci , der arbejdede videnskabeligt gennem tæt observation, Michelangelo , Titian , der skildrede kejser Charles V flere gange, og Albrecht Dürer . Eksempler på barokken er Peter Paul Rubens og Rembrandt .

Udover kunststilarterne i denne epoke blev en profitorienteret kunstforretning også i stigende grad formet i løbet af denne periode. For eksempel havde Lucas Cranach den Ældre et blomstrende værksted , hvor omkring 5000 malerier blev skabt. Der var workshops, der primært udførte bestillingsarbejde for fyrstelige domstole eller kirkeinstitutioner, og dem, der var afhængige af private klienter.

I løbet af denne tid var der også kunst uden for Europa. Dette inkluderer kunsten i de indiske højkulturer, som kun gik under med landingen af Hernán Cortés og Francisco Pizarro . Nogle betydelige rester af det er stadig til stede. Dette gælder især inkas , mayaernes og aztekernes kunst og kultur.

litteratur

Hvad der gælder for kunsten med hensyn til nutidens smag, menneskets billede, de generelle forhold i samfundet og staten og en tilsvarende samfundsforståelse, gælder også for litteraturen. Dette gælder især i oplysningstiden, hvor litteratur er tæt forbundet med filosofi. Vigtige repræsentanter for den franske uddannelseslitteratur er Voltaire og Denis Diderot . De vigtigste repræsentanter for tysk litteratur for 1700- og begyndelsen af ​​1800 -tallet omfatter Georg Christoph Lichtenberg , Gotthold Ephraim Lessing , Johann Wolfgang Goethe , Friedrich Gottlieb Klopstock , Friedrich Schiller , Christoph Martin Wieland , Heinrich von Kleist , Novalis , Johann Gottfried Herder . De tidlige dage for Goethe, Schiller og Herder omtales som Sturm und Drang , de senere værker af Goethe og Schiller er tildelt Weimar Classic . Hvis Lessing, Goethe og Schiller nævnes her, skal det ikke glemmes, at disse forfattere også skrev en række skuespil. De tog også aktiv del i moderne teater selv.

Reformationens tid og religiøse kampes tid havde også deres typiske litterære sprog. [3] Det var på ingen måde udtømt med Luther og hans oversættelse af Bibelen. Uden tvivl gav Luther et vigtigt bidrag til dette med andre værker. Især på dette tidspunkt var litteraturen ofte polemisk. Der var reformation og også anti-luthersk litteratur. Det havde ofte en journalistisk karakter og optrådte som korte stykker i pjecer . Man taler også om såkaldt pjece-litteratur. Vigtige repræsentanter for denne periode omfatter Hans Sachs og Sebastian Brant . Hans Jakob Christoffel von Grimmelshausen og hans eventyrlige Simplicissimus tilhører tiden i trediveårskrigen .

I den tidlige moderne periode er der forskellige og vigtige litterære tendenser. Disse kan groft tildeles som følger: Barok fra 1600 til 1720, oplysningstid fra 1730 til 1800, Sturm und Drang fra 1765 til 1785 og Weimar Classic fra 1786 til 1805 (indtil Schillers død) eller indtil 1832 (indtil Goethes død).

musik

Johann Sebastian Bach, maleri af Elias Gottlob Haußmann , 1748

Da musik er en kunstgenre , gælder det, der allerede er blevet sagt om kunst og litteratur, med hensyn til opfattelsen af ​​det menneskelige billede og samfundets.

Fra reformationen er salmer , der blandt andet skrev Martin Luther selv og overlevede de passende noter. Heinrich Schütz , Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Handel er blandt de mest berømte komponister i baroktiden .

Musik er en vigtig del af den sociale kultur ved domstolene under oplysningstiden. Det vides, at kejser Leopold II og kong Friedrich II af Preussen selv lavede musik og i nogle tilfælde også komponerede. I denne sammenhæng skal der nævnes høflige ballroomdanse , for hvilke musikstykker som f.eks. Menuetten blev komponeret. Festsal som helhed har eksisteret siden 1300 -tallet.

Kendte musikinstrumenter fra denne tid omfatter cembalo , jomfru og spinet , violin og fløjte . Violinmagerne Nicola Amati og Antonio Stradivari samt orgelbyggeren Gottfried Silbermann er blandt de berømte musikinstrumentskabere i denne tid.

mentalitet

Den vitruvianske mands repræsentation, Leonardo da Vinci (1492)

Individets liv i den tidlige moderne periode var meget stærkere end i nutiden, indlejret i et omfattende kollektiv, der afgørende bestemte hans handlinger og hans identitet. Dette kollektiv bestod af direkte slægtninge, husfællesskabet, naboer, landsbysamfundet, venner og håndværksforeninger. Individet eksisterede kun i forbindelse med disse påvirkende variabler; overlevelse i vanskelige tider var kun mulig gennem pragmatisk forbindelse med andre. Solidaritet eller omgængelighed er det grundlæggende princip i de tidlige moderne måder at leve på. De vigtige tætte kontakter og sameksistensen forløb ikke kontinuerligt harmonisk og derfor blev der dannet præcise adfærdsregler, som skulle garantere fællesskabets omfattende funktion. Manglende overholdelse af disse regler førte til sanktioner og marginalisering. Der Integriertheit in die Gemeinschaft sowie dem Ansehen und der Position, die man einnahm, lag der Begriff der Ehre zugrunde. In kaum einer anderen Gesellschaft spielte diese eine so große Rolle wie in der Frühen Neuzeit. Ziel jeglichen Handelns war es, diesem Ideal gerecht zu werden und ein ehrenvolles Leben zu führen. Dieses Ansinnen besaß einen höheren Stellenwert als die Anhäufung von Vermögen, Macht oder das Überleben allein. Ehrenhaftigkeit war ein Maßstab, der sich in zahlreichen Facetten des Lebens und Alltags in der Frühen Neuzeit widerspiegelt, aber explizit nur in Konfliktsituationen hervortrat und Solidarität und Ausgrenzung schuf. Wer sich ehrenwidrig verhielt, wurde sanktioniert und auch von der Gemeinschaft ausgeschlossen.

Ehre variierte abhängig von ständischem Recht und Ethos . Jeder Stand hatte seine eigene Ehre. Die soziale Ehre sicherte den Stand des Einzelnen und schützte ihn gegen Angriffe; außerhalb eines Standes gab es weder Recht noch Ehre. Neben dieser Gruppenehre gab es eine persönliche Ehre. Besonders stark ausgeprägt war das Ehrgefühl und das Ehrverständnis beim Adel und Handwerk. Ehre war ein Mittel zur sozialen Absicherung und Abschottung nach unten und der Herstellung von Solidarität . Im Verlauf des 17. und 18. Jahrhunderts erfolgten zwei Einschnitte, die die Legitimität der ständischen Ehre in Frage stellten. Zum einen wurde für die höfische Ehre die Stellung des Adeligen zum Hof maßgebend, nicht mehr allein sein Stand, zum anderen kam in der Aufklärung die Idee der inneren Ehre, der Tugendhaftigkeit, ins Spiel.

Ehre musste kontinuierlich aufrecht gehalten werden und konnte jederzeit direkt oder indirekt verloren gehen. Streitereien um die Ehre bildeten die Mehrzahl der Konflikte in der städtischen und ländlichen Gesellschaft. In diesem Zusammenhang sind die zahlreichen Raufhändel in der Frühen Neuzeit zu erwähnen, in denen es um den Schutz oder die Wiedererlangung von Ehre ging. Ob man sich um Besitz oder Rechte stritt – immer ging es um die Ehre. Auch wer den sozialen Unterschichten angehörte, achtete nicht weniger als ein Adeliger auf den Erhalt seiner Ehre, zumal das Kapital an Ehre möglicherweise der einzige Besitz war. Beschimpfungen waren in der Frühen Neuzeit keine Nebensächlichkeiten, sondern waren fast existenzieller Natur. Sie beschädigten die beschimpfte Person und konnten die individuelle Situation des Beschimpften deutlich negativ beeinflussen. Auf Beleidigungen musste deshalb reagiert werden, um dem Angriff auf die Ehre standzuhalten und seine Ehre zu verteidigen. Manchmal wurden scharfe Blicke als Angriff auf die Ehre empfunden und das Schnipsen mit den Fingern vor dem Gesicht des Gegners konnte eine Schlägerei auslösen.

Diese wichtige Rolle, die der Ehre zukam, schuf das Phänomen der Unehrlichkeit. Unter Unehrlichkeit ist in diesem Zusammenhang keine moralische Kategorie, sondern eine rechtliche Zurücksetzung bestimmter Berufe, verbunden mit sozialer Distanzierung und Verachtung, zu verstehen. Ehrlose Leute waren nicht vollkommen rechtlos, aber sie hatten wenig Chancen das Bürgerrecht zu erlangen und in die ständisch-bürgerliche Ehre einer Stadt integriert zu werden. Einzelne Tätigkeiten, Berufe und Stände wurden als unehrlich stigmatisiert, im Allgemeinen aus dem Bestreben der Handwerker, ihr Handwerk mit ehrbarer Arbeit und untadeligem Verhalten von vermeintlich unredlichen, unsauberen und unehrlichen Elementen rein zu halten. Als ehrlos betrachtet wurden zunächst alle unehelich geborenen Menschen. Des Weiteren wurden alle ausgegrenzt, die von „ Wenden “, Juden oder „ Zigeunern “ abstammten. Daneben wurde die gesamte Gruppe der „fahrenden Leute“ als unehrlich angesehen: Bettler, Spielleute, Schausteller, Kleinhändler und Hausierer. Diese Personengruppen wurden vom ehrlichen Handwerk sowie vom Eintritt in eine Gilde oder Zunft ausgeschlossen. Die Zahl der „fahrenden Leute“ war im 16. Jahrhundert beträchtlich. Daneben gab es auch Menschen, die durch unehrliches Verhalten ihren Ruf verloren haben und ausgegrenzt wurden. Es gab überdies viele unehrliche Berufe ; hierzu zählten ua der Barbier , Schäfer , Müller , Zöllner , Pfeifer , Bader , Scharfrichter und Abdecker , denen aus verschiedenen Gründen die Ehrenhaftigkeit abgesprochen wurde.

Leibesübungen und Sport

Leibesübungen wurden wie in der Antike in der gesamten Breite der Verwertungszusammenhänge praktiziert und erkundet. [4] Das moderne Denken zeigte sich in der Ausformulierung des Regelwerks, in der Anwendung der Naturwissenschaften und der Mathematik (vor allem der Geometrie) auf den Sport. Leibesübungen wurden zum Zwecke der Gesundheit, des Kriegshandwerks, der Selbstverteidigung oder einfach als Wettkampfsport betrieben. [5] Das sich wandelnde Körperverständnis zeigte sich auch im Tanz und weiteren Körperpraktiken. [6] Die Grundlagen der medizinischen Gymnastik wurden in dieser Zeit gelegt [7] und entwickelten sich weiter zur Physiotherapie .

Siehe auch

Portal: Frühe Neuzeit – Übersicht zu Wikipedia-Inhalten zum Thema Frühe Neuzeit

Literatur

Übersetzung: Frauenleben: Eine europäische Geschichte. 1500–1800. Aus dem Englischen von Holger Fliessbach. Fischer, Frankfurt 1998.

Weblinks

Anmerkungen

  1. ↑ Walter Achilles: Landwirtschaft in der Frühen Neuzeit. Bd. 10, Enzyklopädie deutscher Geschichte, Oldenbourg Verlag, München 1991, ISBN 3-486-70187-8 , S. 1
  2. ↑ Dagmar Klose, Marco Ladewig (Hrsg.): Die Herausbildung moderner Strukturen in Gesellschaft und Staat der Frühen Neuzeit. Universitätsverlag Potsdam, Potsdam 2010, ISBN 978-3-86956-013-7 [1]
  3. ↑ Vgl. für den deutschsprachigen Raum auch Frédéric Hartweg, Klaus-Peter Wegera: Frühneuhochdeutsch. Eine Einführung in die deutsche Sprache des Spätmittelalters und der frühen Neuzeit. Niemeyer, Tübingen 1989 (= Germanistische Arbeitshefte , Band 33); 2. Auflage ebenda 2005, ISBN 3-484-25133-6 .
  4. ↑ Werner Körbs: Vom Sinn der Leibesübungen zur Zeit der italienischen Renaissance. 2. Auflage. Hrsg. von Wolfgang Decker . Mit einem Geleitwort von Christiane Stang-Voß . – [Nachdr. der Ausg.] Berlin 1938. Weidmann, Hildesheim 1988, ISBN 3-615-00037-4 .
  5. ↑ Arnd Krüger , John McClelland (Hrsg.): Die Anfänge des modernen Sports in der Renaissance. Arena, London 1984
    John McClelland: Body and Mind: Sport in Europe from the Roman Empire to the Renaissance (Sport in the Global Society). Routledge, London 2007. Die umfangreichste Bibliographie noch immer bei Arnd Krüger, John McClelland: Ausgewählte Bibliographie zu Leibesübungen und Sport in der Renaissance. In: A. Krüger, J. McClelland (Hrsg.): Die Anfänge des modernen Sports in der Renaissance. Arena, London 1984, S. 132–180.
  6. ↑ Jean-Claude Margolin, Jean Ceard, Marie-Madeleine Fontaine (Hrsg.): Le Corps à la Renaissance: actes du XXXe colloque de Tours 1987. Aux amateurs de livres, Paris 1990, ISBN 2-87841-022-X ; John McClelland, Brian Merrilees (Hrsg.): Sport and culture in early modern Europe. Le sport et la civilisation de l'Europe pré-moderne . Centre for Reformation and Renaissance Studies, Toronto 2009, ISBN 978-0-7727-2052-8 .
  7. ↑ Friedrich Boerner: De Arte Gymnastica Nova. Diss Helmstedt 1748.
Abgerufen von „ https://de.wikipedia.org/w/index.php?title=Frühe_Neuzeit&oldid=214229533 “