Kileskrift

fra Wikipedia, den gratis encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Kongeliste

En kileskrift fra det 34. århundrede f.Kr. Chr. Indtil mindst det 1. århundrede n. Chr.-Brugt skrivesystem , som i Mellemøsten blev brugt til at skrive flere sprog. Navnet er baseret på de grundlæggende elementer i skriftskrift: vandrette, lodrette og skrå kiler. Typiske tekstbærere er lertavler , der skrives på ved at trykke en pen ned i det bløde ler .

Skriftskriften var oprindeligt et billedmanuskript. Det udviklede sig til en stavelse, hvorfra et fonetisk konsonantskrift (det ugaritiske skrift ) opstod. Cuneiform blev opfundet af sumererne og senere brugt af mange folk i det gamle nærøst : Akkadierne , babylonierne , assyrerne , hetitterne , perserne og andre. Til sidst blev den afløst af andre skriftlige former (f.eks. Den fønikiske og det arameiske skrift der stammer fra den) og blev glemt. De sidste kileskriftstekster blev skrevet i den seleukidiske og parthiske tid. [1]

Historie og formidling

Sumerisk kileskrift

Det sumeriske kileskrift er ved siden af ​​de egyptiske hieroglyfer det ældste kendte skrift i dag. Det opstod omkring 3300 f.Kr. I Sumer i Mesopotamien og var i stand til at bevare sin overherredømme indtil omkring 1800 f.Kr. Holde. Først begyndte sumerisk kileskrift som et billedmanuskript bestående af omkring 900 piktogrammer og ideogrammer, der blev ridset i ler.

Kalkstenstavler med de ældste skilte blev fundet i Kiš . De var stærkt forenklede repræsentationer af et hoved, en tærskehammer, en pil, en kande, en fod. Tre bjergtoppe stod for "bjerge". Andre tegn kom fra tællesten og var abstrakte fra starten, f.eks. Korset for "får".

Rekonstruktion af skriftens udvikling (startende før 3500 f.Kr. til 1000 f.Kr. ). Med hypotesen om, at sumerisk kileskrift er den ældre skriftform sammenlignet med egyptiske hieroglyffer . [2]

Mange ord blev skabt - svarende til nutidens kinesiske tegn - ved blot at skrive sammen sådanne piktogrammer. "Gråd" blev udtrykt med tegnene "øje" og "vand", "prinsesse", der stammer fra tegningerne "kvinde" og "smykker". "Straf" blev udtrykt med "pind" og "kød". "Bjerge" og "kvinde" resulterede i "bjergkvinde", hvilket betød slave, fordi sumererne sandsynligvis gjorde slaver af kvinder fra zagroerne. "Græshoppe" stod som et piktogram for "græshoppe", men også som et ideogram for "tilintetgørelse". Man kunne se marker og haver udhulet af græshoppesværme. En "stjerne" stod som et piktogram for "stjerne", som et ideogram for "himlen" (sumerisk "en") og "Gud" (sumerisk: "dingir"). En skål stod til mad. Et hoved og en skål stod for "spis".

Denne piktogramskrivning stoppede ikke ved de enkle og komplekse tegnbetydninger. Piktogrammet for en flod stod for "vand" - sumerisk "a" - men lyden "a" betød også "in". I stedet for at opfinde et nyt symbol for "in" brugte sumererne piktogrammet "flod" i sin fonetiske betydning "et" er lig med "i". Da denne metode blev brugt oftere og oftere, dominerede den fonetiske betydning af tegnene endelig. [3]

Denne skrifttype fik først sin typiske form omkring år 2700 f.Kr. F.Kr., da de gamle sumeriske magtcentre Uruk , Ur og Lagaš voksede enormt, og deres tempelbureaukrati frembragte flere dokumenter, hvilket medførte en rationalisering af skriveprocessen. Nye kiler blev presset med en stump pen i blødt ler, som derefter blev tørret.

Akkadisk imperium

Omkring år 2350 f.Kr. BC de semitiske folk i akkadierne avancerede til Sumer og overtog kontrollen med de sumeriske bystater, herunder deres script og kultur. Under det akkadiske regeringsdynasti Sargon i Akkad fortsatte deres område og dermed sprog, kultur og skrivning med at ekspandere. Omtrent på samme tid nåede kendskabet til kileskrift til Ebla -imperiet så langt som til Syrien , hvor det blev brugt til det indfødte semitiske sprog, eblaitisk. Allerede fra 2500 f.Kr. I nabolandet Elam (nutidens Iran ) blev det proto-elamitiske stregskrift, der blev brugt der, erstattet af kileskrift; dette varede der indtil den hellenistiske periode.

Zovinar -indskrift , urartisk kileskrift

Hetitisk og andre tilpasninger

Hetitterne , hvis indoeuropæiske sprog adskiller sig grundlæggende fra det semitiske akkadiske sprog, tilpassede også kileskriftet og brugte det sammen med de hettiske hieroglyfer . Skriftskriften spredte sig i nord til Urartu (nordøstlige Tyrkiet og Armenien) med urartisk som nationalsprog og i syd til Palæstina med kanaanitisk som det fremherskende sprog. Den videreudviklede form for kileskrift var så tilpasningsdygtig i brug af symboler som fonetiske tegn, at skriften kunne bruges på samme måde til sprogene for akkadierne , babylonierne og assyrerne .

Babylonske æra

Da Hammurapi i 1792 f.Kr. Da Mesopotamien besteg den babylonske trone, bestod den kun af en række rivaliserende bystater. Men på grund af sine kampagner lykkedes det ham at udvide Babylons område til hele Mesopotamien og sprede sit imperiums sprog og kultur langt ud over landets grænser. Med tilbagegangen i det babylonske imperium og fremkomsten af ​​det assyriske imperium spredte Mesopotamias skrivning og kultur sig ind i det 7. århundrede f.Kr. Fra Babylon og Assyrien via Palæstina til Egypten . I løbet af denne periode udviklede kileskrift til sin endelige form. Fra det 8. århundrede f.Kr. Nye skrivesystemer, såsom fønikisk eller græsk fonetisk transkription , trængte langsomt ind i Lilleasien. Lidt efter lidt fortrængte de kileskrift.

Skriftskrift på porten til alle lande i Persepolis

Særlige former

Den persiske kileskrift er en særlig form for kileskrift.I begyndelsen af Darius I's regeringstid i 521 f.Kr. Perserne havde endnu ikke deres eget script. Det persiske imperiums administrationssprog var elamitisk ; Derudover var en oversættelse til babylonisk altid knyttet til relieffer . Darius I beordrede oprettelsen af ​​hans eget persiske skrift ( gammelt persisk ). Det persiske kileskrift var meget mere enkelt opbygget (34 tegn) end skriftordene fra Elamitterne (ca. 200 tegn) og babylonere (ca. 600 tegn) og havde ordadskillere for bedre læselighed. Den persiske kileskrift blev senere afløst (omkring 400 f.Kr.) ved indførelsen af arameisk . Den yngste kileskriftstekst, et astronomisk bord, stammer fra 75 e.Kr.

Dekryptering og oversættelse af kileskrift

Indskrift fra Persepolis som tegnet af Niebuhr

Italieneren Pietro della Valle kopierede først flere kileskrifttegn korrekt fra en mursten fra Persepolis i et brev i 1621 og antog i sin rejsebeskrivelse, at disse bogstaver "er skrevet på vores måde fra venstre til højre hånd". [4] Den tyske læge og opdagelsesrejsende Engelbert Kaempfer besøgte ruinerne af Persepolis i 1685 og studerede tabletterne med hieroglyffer, for hvilke han opfandt udtrykket "kileskrift". Den engelske orientalist og sprogforsker Thomas Hyde brugte ordet kileskrift for første gang i sit hovedværk Historia Religionis Veterum Persarum ( The History of the Religion of Ancient Persia ), der udkom i Oxford i 1700. Denne forenklede persiske kileskrift blev dechiffreret ved hjælp af kopier af inskriptioner fra Persepolis, som orienteringsforskeren Carsten Niebuhr havde lavet i 1765. Det lykkedes den tyske filolog Georg Friedrich Grotefend (Göttingen) i løbet af få uger at tyde næsten en tredjedel af hele tegnebogen i sommeren 1802 uden kendskab til skrift og sprog, men frem for alt uden en parallel tekstversion på andre sprog. Dette var muligt, fordi teksterne var temmelig ensformige, hovedsageligt bestående af kongelige navne med filiering og titler , som historisk viden kunne anvendes på. Følgelig forblev de - få - faktuelle dele af disse indskrifter lukket for Grotefend.

Behistun -inskriptionen viser rapporten om den store konge Dareios I's sejre på tre sprog.

Der blev først gjort fremskridt gennem forskning i beslægtede sprog ( avestiansk og sanskrit ), især gennem den norske filolog Christian Lassen . Indsigten i dette område kan anvendes på persiske indskrifter. Også her hjalp navne - denne gang folks navne -. [5] Derudover var der frem for alt andet materiale, såsom Behistun -inskriptionen , som den engelske officer Henry Creswicke Rawlinson kopierede fra 1835 til 1837 og udgav i 1846/47 og 1851. Igen var der navne, der kunne bruges til at identificere manglende tegn. Indskriften på Behistun -klippen er en tresproget . Til dekryptering af kileskrift var det synonymt med opdagelsen af rosetstenen til dekryptering af de egyptiske hieroglyffer . Efter at den persiske tekst var blevet dechiffreret, var vejen klar til at dechifrere de mere komplekse kileskriftskrifter på elamitisk og babylonisk.

Udgravningerne af Paul-Émile Botta i Khorsabad og Austen Henry Layard i Nimrud, Kujundschik (Nineveh), Kalah Schergat (Assur) afdækkede adskillige inskriptioner, der endte i Louvre og British Museum. Så det er ikke overraskende, at der var stor interesse for at tyde det i Frankrig og England. I 1857 sendte Edwin Norris, sekretær for Royal Asiatic Society i London, en nyligt opdaget inskription fra den assyriske kong Tiglath-pileser I 's regering til Edward Hincks , Sir Henry Rawlinson, Julius Oppert , der blev født i Tyskland, og Britisk polymat William Henry Fox Talbot . Oversættelserne, der blev forseglet, blev undersøgt af en kommission, der viste sig at være konsistente i alle hovedpunkter, og offentliggjort (1857: En inskription af Tiglath Pileser, konge af Assyrien, oversat af Rawlinson, Talbot, Dr. Hincks og Oppert ). Den akkadiske kileskrift blev dechiffreret. [6]

I begyndelsen af ​​det 20. århundrede dechifrerede Bedřich Hrozný hittiternes skriftsprog og lagde grundlaget for forskning i deres sprog og historie.

Skriftligt materiale

Den tidlige sumeriske skriftkultur var i første omgang kun tilgængelig for tempeladministrationen, som vidste, hvordan den skulle bruges som et instrument til statslig kontrol med beskatning og administration. Det tog meget lang tid, før kileskrift kunne gribe hele det funktionelle spektrum, der kendetegner brugen af ​​skrift i gamle avancerede kulturer. Videnskabelige skrifter og underholdende litteratur blev kun oprettet efter religiøse og politiske dokumenter eller private salgskontrakter. De overlevende tekster omfatter kongelige inskriptioner, epos, myter, salmer , spådom og klagesang, herunder Gilgamesh -eposet , et af de ældste overlevende digte om menneskeheden og det mest berømte litterære værk i det gamle Babylon.

Med tilpasningen af ​​kileskriftet af andre gamle orientalske kulturer opstod der en første brevveksling mellem folkene, hvorved lertavlerne, der blev sendt, var forsynet med beskyttelseskapper lavet af fyret ler.

Forfatterens privilegerede status dukkede op, som havde ry for en aristokrat og på grund af sin direkte adgang til vigtige oplysninger undertiden var mere magtfuld end de for det meste analfabeter . Der er oprettet skriveskoler, hvis disciplin og stringens også er dokumenteret på grundlag af modtaget hjemmearbejde.

Font udvikling

Historien om udviklingen af ​​kileskrift kan spores på lertavler - med kopier, som tempelstuderende lavede sammen med deres lærere. Oprindeligt var tegnene piktogrammer , forenklede billedlige repræsentationer af et objekt eller væsen. For eksempel stod den stiliserede stjerne for "stjerne", "Gud" og "himmel". Kileskrift senere udviklet sig til ideogrammer, der repræsenterede komplekse tankegange. Så stod for eksempel den stiliserede stjerne også for "ovenover".

Fra omkring 2900 f.Kr. Piktogrammerne mistede mere og mere af deres tidligere funktion og deres oprindelige reference. Nu kan et enkelt tegn have forskellige betydninger afhængigt af konteksten. I det efterfølgende udviklingstrin var kun én betydning forbundet med et tegn. Fra de originale 1500 piktogrammer blev der udviklet 600 tegn, der blev brugt regelmæssigt. Over tid relaterede disse tegn mere og mere til lyden af ​​de talte ord. Resultatet var billedpuslespil (rebus), hvor et piktogram ikke længere stod for det viste objekt, men for et ord med en lignende lyd. Ligesom de egyptiske hieroglyfer var kileskriftet fonetisk over en lang periode. For at sikre klar læsning introducerede de skriftlærde determinanter for at klassificere tegnene efter objektets betydning. I løbet af udviklingen af ​​skrifttypen blev tegnene mere komplicerede, for eksempel ved at gentage de samme former.

Struktur og translitteration

Den babylonske kileform, som den blev brugt til sumerisk, akkadisk og hittitisk og mange andre sprog (den ugaritiske kileskrift repræsenterer et alfabet og skal udelukkes her), har i det væsentlige logogrammer , fonogrammer og determinativer.

Logogrammer

Logogrammer står for et ord, er i hvert fald i nogle tilfælde afledt af et billede af det viste objekt og er ofte identiske for flere sprog. I moderne assyriologi translittereres logogrammer med deres sumeriske lydværdi. Tegnet lú , oprindeligt billedet af en person, står for det sumeriske ord / lu / "mand". Men det kan også bruges i akkadiske tekster, hvor det skal læses / awilum / (det er det akkadiske ord for “mand”) eller i hittitiske tekster for / antuhšaš / “mand”. Den translitteration, der er almindelig inden for assyriologi, er lú i alle tilfælde, hvor logogrammer gengives med ikke-kursive minuskler. Sådanne logogrammer refereres normalt til i akkadiske og hittitiske tekster i noget skæv terminologi som sumerogrammer , for som en moderne translitteration er den sumeriske lydværdi almindelig for alle sprog.

Visse logogrammer, hvis sumeriske læsning betragtes som ukendt eller usikker, er angivet med ikke-kursiv store bogstaver. Der er et mål for længden translittereret som UŠ , hvis læsning betragtes som usikker. Translitterationen stammer fra, at det samme tegn bruges på akkadisk som et fonogram for uš, og derfor kunne længdemålet i det mindste have haft aflæsningen / uš /. Store bogstaver bruges også til at angive usikkerheden mellem flere mulige omskrivninger af tvetydige karakterer. For eksempel står et og samme tegn (oprindeligt et billede af en fod) for de sumeriske verber du "går" og gub "står", som normalt translittereres på den måde. En beslutning mellem de to aflæsninger omfatter ikke kun navngivning af kileskriftstegn, men også en fortolkning af tekstens indhold. Men hvis en tekstredigerer ikke ønsker at beslutte sig for en af ​​de to aflæsninger i en given kontekst, translittererer han DIG . Store bogstaver er en ciffer her for at navngive originalens karakter, men det angiver, at man ikke ønsker at forpligte sig specifikt til en af ​​de mulige fortolkninger.

Fonogrammer

Fonogrammer står normalt for konsonant + vokal, vokal + konsonant eller konsonant + vokal + konsonantforbindelser. De translittereres på samme måde i alle kileskriftssprog og har i det mindste i princippet den samme udtale. Stavelsen da kan findes som et stavelsessymbol for / da /, for eksempel i grammatiske slutninger, på sumerisk, akkadisk, hittitisk og andre kileskriftssprog. Ved transliterering af akkadisk og hittitisk (ikke sumerisk) er det almindeligt at sætte fonogrammer i kursiv minuscules. F.eks genitiv af Akkadiske ord for ”menneske”, / awilim /, kan skrives med kombinationen af logogram lu (= Akkadiske / awilum /) og fonogrammet lim, som specificerer grammatiske form. Denne kombination af to kileskriftstegn til translittereret LU lim.

Bestemmende

Determinativer er ofte formelt identiske med logogrammer, men står ikke alene for et ord eller en ordkerne, men tilføjes et ord, der allerede er skrevet helt fonografisk eller logografisk ud. For eksempel kan den allerede nævnte karakter lú "mand" i sumeriske, akkadiske eller hittitiske tekster bruges til at betegne bestemte personer, f.eks. B. jobtitler, foregå uden at det læses op som sådan. Sådan et tegn med semantisk værdi men uden direkte fonetisk erkendelse kaldes en determinativ; den sædvanlige translitteration er den med overskrift minuscule. På dette område kan der opstå mange tilfælde af tvivl, som i det sumeriske ord lú-érim "fjende" (bogstaveligt talt: menneskefjendtligt). Det kan være, at / luerim / faktisk blev talt på sumerisk; i dette tilfælde ville der være to logogrammer. Eller måske blev kun / erim / talt, og lú ville kun have haft værdien af ​​en determinativ. Den, der er af denne mening, vil translitterere elementet lú overskrift i henhold til konventionen. Da udtalen af ​​ord på kileskriftssprog ofte udviser usikkerheder af den nævnte type, forbliver karakterklassifikationen til en vis grad usikker, og translitterationens praksis svinger også mellem de enkelte forskere.

Translitteration med accenter og indeksnumre

Translitterationen af ​​en kileskriftstegn er i princippet entydig, dvs. at translitteratet, bortset fra palæografiske detaljer, altid kan bruges til at udlede det kileskriftstegn, der blev brugt i originalen. I princippet translittereres et tegn altid på samme måde, uanset om teksten er skrevet på sumerisk, akkadisk, hittitisk osv. For at muliggøre klarhed i translitterationen (1) adskilles alle individuelle tegn fra hinanden med bindestreger eller andre typografiske midler (mellemrum, overskrift), og (2) tegn, der antages at have en identisk lydværdi, adskilles med accenter og / eller abonnementer adskilte sig fra hinanden. I dag er det system, der er kodificeret af assyriologerne Borger, Civil og Ellermeier (BCE -system) her afgørende. [7] Der er et tegn lu (et almindeligt fonogram på fx akkadisk). Et andet tegn, for hvilket - på sumerisk - lydværdien / lu / også bruges, omskrives lú med en akut eller alternativt lu 2 med indeksnummer 2 (ovennævnte ord for "mand"). Andre tegn med den fonetiske værdi / lu / noteres som lù eller lu 3 (inklusive et sumerisk verbum for "forvirre"), derefter med 4 og højere indekscifre. Det skal derfor især bemærkes, at accenterne ikke må misforstås som stress eller lignende oplysninger.

Da translitterationssystemet er fælles for alle kileskriftssprog og skal tage hensyn til homofoner fra alle sprog på samme tid, er der et stort antal tegn med samme læsning og en tilsvarende høj densitet af accenter og indeksnumre ved omskrivning af relaterede tekster. F.eks. Er tegnet gu 10 ret almindeligt på sumerisk (inklusive besiddende pronomen "mit"), selvom det i sumerisk selv har de fleste gu -tegn et lavere indeks (gu, gú, gù, gu 4 , gu 5 , .. . gu 9 ) er ikke eller lidt brugt. Der blev engang fremsat forslag om at udvikle et translitterationssystem, der var begrænset til sumerisk, [8], som ville aflaste translitterationen af ​​dette sprog fra yderligere tegn, men ville opgive fordelen ved at være anvendelig til alle kileskriftssprog.

Skrivemedier

Det foretrukne skrivemedium til kileskrift på tidspunktet for dets udbredte anvendelse (3000 til 500 f.Kr.) var tabletter fremstillet af fugtigt ler . Karaktererne blev præget med en siv- eller træpen. Lertabletterne tørredes derefter, eller de blev yderligere hærdet ved brænding. Assyriske kongelige indskrifter var for det meste hugget i sten. Den urartiske kileskrift findes næsten udelukkende på klipper. Men kileskriftstekster præget med en burin i sølvplader blev også fundet.

Se også

litteratur

  • Hans Baumann: I landet Ur. Opdagelsen af ​​det gamle Mesopotamien. Ravensburger Taschenbücher 229. Maier, Ravensburg 1981 4 ; ISBN 3-473-39229-4 (= Gütersloh: Bertelsmann-Jugendbuchverlag, 1968), s. 105
  • Rykle Borger : Assyrisk-babylonisk liste over karakterer ; Old Orient og Old Testament 33 / 33A. Neukirchener Verlag, Neukirchen-Vluyn 1988 4 , ISBN 3-7887-0668-6 ; og: Butzon og Bercker, Kevelaer 1988 4 , ISBN 3-7666-9206-2
  • Rykle Borger: Mesopotamian Sign Lexicon. Old Orient and Old Testament 305, Ugarit-Verlag, Münster 2004, ISBN 3-927120-82-0 .
  • Anton Deimel : Inskriptionerne fra Fara. Bind 1: Liste over arkaiske kileskriftstegn ; Udgravninger af det tyske orientalsamfund i Fara og Abu Hatab 1; Videnskabelig udgivelse af German Orient Society 4. Zeller, Osnabrück 1970 (= JC Hinrichs, Leipzig 1922); Online på Max Planck Institute for Science of History
  • Adam Falkenstein : Arkaiske tekster fra Uruk. Udgravninger fra den tyske forskningsfond i Uruk-Warka 2. tyske forskningsstiftelse, Berlin og Harrassowitz, Leipzig 1936; Online på Max Planck Institute for Science of History
  • E. Forrer: Den kileskrift fra Boghazköi . JC Hinrichs, Leipzig 1922 (= videnskabelig udgivelse af German Orient Society 41. Zeller, Osnabrück 1969)
  • Johannes Friedrich : Hetittisk kileskriftslæsningsbog . Winter, Heidelberg 1960 (bind 1: 1975 2 , ISBN 3-533-00594-1 ; bind 2: 1978 2 , ISBN 3-533-00595-X )
  • Yvonne Rosengarten: Repertoire commenté des signes présargoniques sumériens de Lagash. Paris 1967 Online på Max Planck Institute for Science of History
  • Christel Rüster, Erich Neu: Hittitisk tegnleksikon ( HZL ); Undersøgelser af Boǧazköy-teksterne: Tillæg 2. Harrasowitz, Wiesbaden 1989, ISBN 3-447-02794-0
  • Jean-Jacques Glassner: Écrire à Sumer: l'invention du cunéiforme . Seuil, 2001
    • Engelsk udgave: The Invention of Cuneiform. Skriver på Sumer . Johns Hopkins University Press, 2003, ISBN 978-0-8018-7389-8 .
  • Karoly Földes-Papp: Fra rockart til alfabet. Skrivningens historie fra de tidligste indledende faser til moderne latinsk skrift. Chr.Belser, Stuttgart 1966, ISBN 3-8112-0007-0 .
  • Harald Haarmann : forfatterhistorie. CH Beck, München 2002, ISBN 3-406-47998-7 .
  • Harald Haarmann: Universel forfatterhistorie . Campus, Frankfurt am Main / New York 1990, ISBN 3-593-34346-0 .
  • Gebhard Selz : Gamlesumeriske administrative tekster fra Lagas . Del 1–2, Steiner, Stuttgart 1989 ff., ISBN 3-515-05204-6 .
    • Del 3: De gamle sumeriske forretningsdokumenter fra Berlin, sammen med en undersøgelse. Gamle sumeriske forretningsdokumenter fra Berlin som dokumenter om en omfordelingsøkonomi i overgang (under forberedelse)
  • B. André-Leickman, C. Ziegler (red.): Naissance de l'écriture, cunéiformes et hiéroglyphes . Éditions de le Réunion des Musées Nationaux, Paris 1982.
  • Jean Bottéro : De l'aide-mémoire à l'écriture . I Mésopotamie, l'Écriture, la Raison et les Dieux . Gallimard, s. 132-163
  • Bedřich Hrozný : kileskriftstekster fra Boghazköi , bind 5/6, autografer; Videnskabelig udgivelse af German Orient Society 36. Hinrichs, Leipzig 1921 (= Zeller, Osnabrück 1970, ISBN 3-7861-1394-7 ).
  • Hans J. Nissen , Peter Damerow , Robert K. Englund: Tidlig skrivning og teknikker til økonomisk administration i det gamle Mellemøsten. Franzbecker, Berlin 1990, ISBN 3-88120-110-6 .
  • Karen Radner, Eleanor Robson (red.): Oxford Handbook of Cuneiform Culture. Oxford University Press, Oxford et al. 2011.

Weblinks

Wiktionary: kileskrift - forklaringer på betydninger, ordoprindelse, synonymer, oversættelser

Bemærkninger

  1. ^ AJ Sachs / DJ Wiseman: A Babylonian King List of the Hellenistic Period , in: Iraq 16, 1954, 202-212; MJ Geller: The Last Wedge , i: Zeitschrift für Assyriologie 87, 1997, 43-95.
  2. ^ Geoffrey Barraclough, Norman Stone: The Times Atlas of World History. Hammond Incorporated, Maplewood, New Jersey 1989, ISBN 978-0-7230-0304-5 , s. 53. ( [1] på archive.org)
  3. ↑ Denise Schmandt-Besserat : Et arkaisk optagelsessystem og skriftens oprindelse . Malibu, Undena 1977.
  4. ^ Theodor Zachariae : Små skrifter om indisk filologi, om komparativ litteraturhistorie, om komparativ folklore , Bonn og Leipzig 1920, s. 12
  5. ↑ Se Lassens værk The Old Persian Wedge Inscriptions from Persepolis , s. 15, z. B. hos Google Books .
  6. ^ Cuneiform , Meyers Konversations-Lexikon 1888 på peter-hug.ch
  7. ↑ Se f.eks. Borger, Mesopotamisches Zeichenlexikon nævnt under "Litteratur"
  8. ↑ S. Parpola: Transliteration af sumerisk: Problemer og udsigter , i Festschrift Salonen (StOr 46), 1975, 239-257
Hentet fra " https://de.wikipedia.org/w/index.php?title=Keilschrift&oldid=214022574 "