Mellempersisk sprog

Mellempersisk indskrift (Pahlavi) af Sassanid Shapur III. , Taq-e Bostan , Kermanshah

Mellemøsten Persian (Middle persiske navn: Pārsīg), også kaldet Pahlavi (sprog) eller Pehlewi (pehlevi) ^[1] , var en Central iransk sprog , hvorfra, efter at arabiske erobring af Persien , nutidens New persisk sprog udviklet sammen med andre iranske sprog . Det er bevaret i en variant af det arameiske skrift i Pahlavi -scripts og Psalter -scriptet .

Distributionsområde

Mellempersisk er oprindeligt fra den sydvestlige iranske provins Persis / Pars (i dag Fars ) og naboområder; efter Achaemenid -imperiets fald i parthisk tid opstod det trin for trin fra oldpersisk . Det blev bevaret som et levende sprog i det 17. århundrede e.Kr. I Sassanid -imperiet (224-651 e.Kr.) var mellempersisk det officielle sprog og lingua franca. Men selv når dette sprog gået ind Ny persiske efter islamiseringen af Iran, Mellemøsten persisk er en "død" sakrale sprog fra zoroastrianere af Irans indtil den 10., fra manikæerne i Centralasien (i Turfanoase i kinesisk Turkestan), indtil det 13. århundrede er blevet brugt.

materiale

Det overvældende flertal af mellempersisk bevis - som tidligere generelt og i nogle tilfælde stadig var upræcist omtalt som Pahlavi - stammer fra Sassanid -perioden eller fra en æra, hvor dette sprog oplevede en vis renæssance i det 9. (og 10.) århundrede ( I betragtning af den stigende islamisering af Persien forsøgte zoroastrierne hårdere omkring 800 at bevare og skrive deres arv). Brugen og attestationen af ​​dette sprog i mere end tusind år og dets distribution langt ud over det sydvestlige iranske hjemland er grunden til, at disse dokumenter vidner om forskellige dialektudtryk og sproghistoriske udviklinger. Sproget i de zoroastriske bøger, der blev skabt i det 9. og 10. århundrede e.Kr., den såkaldte Buch-Pahlavi , er kendetegnet ved et større antal parthiske lånord end de manicheiske tekster, hvis sprog er såkaldt mellempersisk, i sin legemliggørelse af originaler , provinsens renhed. De zoroastriske tekster afspejler derimod den sene sassanidiske sprogform, der i århundreder, især under arsaciderne , blev udsat for partisk indflydelse på områderne administrativ, militær og undertiden også religiøs terminologi - trods alt var parthian fremstået som et generelt kommunikationsmiddel i hele Iran under Arsacids. og kultursprog på et tidspunkt, hvor mellemperser stadig var begrænset til Pars. Selv efter at de persiske sassanider kom til magten i det 3. århundrede e.Kr., beholdt mange parthiske adelsfamilier deres magt, så partherne og perserne fortsatte med at påvirke hinanden. Partisk påvirkning kan også antages i præ-assanidisk mellempersisk; Dette er også en af ​​grundene til, at den gamle perser for Achaemenidiske inskriptioner og mellemperserne har sproglige forskelle, det vil sige, at dette ikke umiddelbart fortsætter det tidligere.

Bortset fra korte myntlegender er der praktisk talt ingen sprogcertifikater fra tiden før det 3. århundrede e.Kr., hvor de tidlige sassanidiske sten- og stenindskrifter satte en særlig accent. Fremragende blandt disse lapidære tekster er inskriptionerne af kongerne Shapur I på Ka'ba-yi Zardush (tresproget) og Narseh fra Paikuli (tosproget) samt ypperstepræsten Kartirs . De andre kongelige eller private inskriptioner - det er for det meste gravindskrifter i kursiv stil - er mindre vigtige ud fra et sprogligt synspunkt, ligesom myntlegenderne (op til det 10. århundrede), inskriptionerne på sæler, perler og tyre også som fartøjets inskriptioner. Kun et begrænset antal juridiske og administrative dokumenter er overlevet: nogle pergamentdokumenter fra Dura Europos (fra besættelsen i det 3. århundrede), flere papyri fra Egypten (fra besættelsen i begyndelsen af ​​det 7. århundrede) og post-Assanid ostraka fra Iran. Mellempersiske inskriptioner findes kun meget sjældent i den romerske indflydelsessfære.

Den engang rige mellempersiske litteratur i Sassanid -perioden er stort set tabt i dag. Af de kendte bogtekster på mellempersisk er den ældste et fragment af en oversættelse af det gamle testamentes salmer fundet i Bulayiq ( Turfanoase ). Hvad angår skrift og sprog, må oprindelsestiden være yngre end de store stenindskrifter i det 3. århundrede, men kan ikke indsnævres med nogen sikkerhed inden for Sassanid -perioden. Zoroastriernes tekster, som blev optaget fra den sene sassanidperiode ( 6. århundrede ), men kun har overlevet i langt nyere manuskripter (siden 1300 -tallet), er meget mere omfattende. De omfatter en oversættelse af store dele af Avesta -korpuset, anden religiøs og didaktisk litteratur, men også profan litteratur. De dogmatiske og juridiske afhandlinger, der udgør hovedparten af ​​disse bøger, blev dog først til ved Pahlavi- renæssancen, som allerede er blevet kort omtalt, i perioden efter Assanid. Også til det 3. århundrede e.Kr. Dateres tilbage til den skrevne mellempersiske manicheanske litteratur, grundlæggeren af ​​en religion, som Mani har etableret (216-277) selv, fra sin længere kong Shapur (Schabuhr) I. dedikeret skrifttype Schabuhragan- fragmenter er tilbage. Talrige andre værker med dogmatisk og homiletisk indhold samt salmer af Mani, hans elever og langt senere tilhængere er blevet kendt i fragmenter fra Turfan.

skrivning

Bortset fra de manicheanske tekster, til optagelse af hvilke det meget fonetiske manicheanske script blev brugt, er alle mellempersiske tekstdokumenter op til Sassanid -imperiets fald skrevet i det heterografiske skrivesystem, der går tilbage til arameisk , hvis specifikt persiske variant (af inskriptioner, mønter, papyri, bøger osv.) kaldes traditionelt Pahlavi -skrift . Selvom dette script blev forenklet yderligere og yderligere, og dets karakterformer i det kursive bogmanuskript var meget tæt på hinanden - systemets kompleksitet er illustreret med antallet af næsten 1000 heterogrammer - er dets hovedkarakteristik konservatisme eller historicisme: op til De nyeste tekster har praktisk talt uændrede skrivekonventioner, der afspejler tilstanden i sproget i Arsacid -perioden og ikke svarer til den aktuelle situation. Lydniveauet for de tekster, der er skrevet på denne måde, kan kun udledes ved at sammenligne dem med de andre kilder. Fordi kendskabet til dette script gradvist gik tabt i den post-assassanske periode, blev zoroastriske tekster derefter delvist registreret i det avestiske eller neo-persiske alfabet . Disse mekaniske konverteringer kaldes Pasand- eller Parsi -tekster, og de kan nogle gange give indsigtsfuld information om det faktiske lydniveau i denne sene periode. Problemerne med at omskrive (det være sig en klar translitteration eller en fortolkende transskription) af denne skrivning, for hvilken der endnu ikke er fundet en ensartet procedure, er store.

Oversigt over mellempersisk grammatik

navneord

nummer

Mellempersisk har ental og flertal. Ental er ikke markeret. Flertallet er markeret med endelserne
- en fra gammelt persisk - ānam
- īhā
Singularformer kan betegne flertal efter tal eller kvantitative pronomen:
Eksempel: dō bunistag "2 originale principper"
hvad er "mange mennesker"

Derudover kender mellemperser det abstrakte suffiks - īh , som også fungerer som en kollektiv eller flertal:
zanīh "kvinder"
gurgīh "ulve"
šēdaspīh "romersk" (f.eks. "at have hvide heste")

sag

Mellempersisk adskiller, men ikke konsekvent og i de senere tekster mindre og mindre, en direkte form (nominativ; stammer fra nominativ gammel persisk ental - a , avestisk - ō ) og en skrå form (alle andre tilfælde, fra gammel persisk genitiv ental - ahyā, avestical - ahe; genitiv plural - a / i / UNAM):

Desuden er følgende markeringer bevaret i r -stammerne

Adjektiver kan findes sammen med simple adjektiver som sammensatte ord, participier, substantiver agentis. Adjektiver bøjer som substantiver. Ordrækkefølgen er valgfri:
frēstagān wuzurgān = wuzurgān frēstagān

Ordrækkefølge i substantiver

A) Det herskende substantiv går forud for det afhængige substantiv:
1. Med relativ partikel ( Ezāfe ):
xwadāy ī xwadāyān "Lord of Lords"
dēn ī ve "den gode religion"
pus ī mand "min søn"

2. Uden relative partikler:
pusān rōšnān " Lysets sønner" '
šahryār wuzurg "den store prins"

Hvis det herskende substantiv er markeret med den ubestemte artikel, udelades ezāfe : dast-ē jām "en håndfuld kopper"
kanīzag-ē ve "en god pige"
B) Det afhængige substantiv går forud for kendelsen:
ērān šahr "Land af iranere"
ādarān šah "Konge af brande"
garm xwarišn "varm mad"
mand pus "min søn"

Eksempel sætning for et relativt pronomen som et akkusativt objekt:
u-mān mā bar ō gumāngarīh "Og led os ikke i fristelse"

Adjektiver

kan øges:

A) Sammenligning : - tjære , - dar (efter vokal, rmn)
Az og kū fungerer som sammenligningsartikler
az wad wattar "værre end dårligt"
kom wattar ast kū "det er mindre dårligt end"

B) Superlativ : - tom , - dom (efter vokal, rmn)
Nogle adjektiver tager et superlativt suffiks - er : wahišt "paradis"

Verber

verbale personlige slutninger i nutidens stamme

copula

Nuværende participium
- āg og - ān , og frosne formationer på - og .

Participium necessitatis eller verbale substantiver - išn .

Deltagelse i fortiden - t , - dag

Sammen med copulaen danner fortidens participier fortidstiderne.
Infinitiv : - tan

Bemærkninger

1. ↑ Oprindelsen af ​​dette udtryk refererer til partherne (udtale: parθawa , hvor θ svarer til den engelske udtale af th ). Lydændringen R til L og θ til H , kombineret med en ændring af lydsekvenser ( metatese ), der forekommer i mange sprogudviklinger, førte til udtrykket Pahlawī .

Se også

• Iranske sprog
• Mellempersiske dagnavne
• Iransk kalender
• Gamle vægte og mål (Persien)

litteratur

• Desmond Durkin Master Serious: Grammar of West Central Iranian. (Parthisk og mellempersisk) (= Østrigsk videnskabsakademi. Møderapporter fra den filosofisk-historiske klasse. 850 = Publikationer om iranske studier. 73 = Grammatica Iranica. 1). Forlag for det østrigske videnskabsakademi, Wien 2014, ISBN 978-3-7001-7556-8 (også: Münster, University, habiliteringspapir, 2012).
• Philippe Gignoux: Glossaire des Inscriptions Pehlevies et Parthes (= Corpus Inscriptionum Iranicarum. Supplerende serie. Bind 1, ZDB -ID 187662-4 ). Lund Humphries et al., London 1972.
• Henrik Samuel Nyberg : A Manual of Pahlavi. 2 bind. Harrassowitz, Wiesbaden 1964–1974;
  • Bind 1: Tekster, alfabeter, indeks, paradigmer, noter og en introduktion. 2. udgave af Pehlevis hjælpebog. 1964;
  • Bind 2: Ideogrammer, ordliste, forkortelser, indeks, grammatisk oversigt, rettelser til del I. 1974, ISBN 3-447-01580-2 .
• Rüdiger Schmitt : En oversigt over de centrale iranske sprog. I: Rüdiger Schmitt (red.): Compendium Linguarum Iranicarum. Reichert, Wiesbaden 1989, ISBN 3-88226-413-6 , s. 95-105.
• P. Oktor Skjærvø: Aramaic Scripts for Iranian Languages. I: Peter T. Daniels , William Bright (red.): The World's Writing Systems. Oxford University Press, New York NY et al. 1996, ISBN 0-19-507993-0 , s. 515-535.

Weblinks

Test Wikipedia på mellempersisk

• Originalt dokument med kursiv Pahlavi (6. - 7. århundrede) fra instituttene for Institut for iranske studier ved Free University of Berlin
• Mellempersisk Psalter
• Manichean tekst
• Mellempersisk (Pahlavi) alfabet
• Pahlavi-version af Mātīkān-i-Yvišt-i-Fryān BSB (Cod.Zend 51 b)