Fysikalisme (ontologi)

Fysikalismens filosofi den metafysiske tese om, at alt, hvad der eksisterer, hvad enten det er fysisk eller mellem egenskaberne for alle objekter og den virkelige verden, hvis fysiske egenskaber et superveniensforhold erobrer. Fysikalisme er således en monistisk position, der står i kontrast til dualistiske , pluralistiske og idealistiske positioner.

Der er forskellige varianter til definitionen af ​​det fysiske såvel som for forklaringen af fysikalisme. Ifølge en almindeligt anvendt definition betragtes ethvert objekt, ejendom eller begivenhed (enhver enhed ) som fysisk, der kan beskrives i fysikkens teorier.

Fysikalistiske holdninger er repræsenteret af mange nutidige filosoffer og naturforskere, men fysikalisme er også genstand for kontroversiel diskussion.

Fysikalisme spiller en særlig rolle i sindets filosofi , da det er forbundet med afvisning af ideen om en immateriel bevidsthed . Mange fortalere for den moderne fysikalisme går ind for tesen om, at antagelsen om, at det åndelige ikke er bestemt af fysiske årsager, er forkert, da der ifølge videnskabelig opfattelse er utilstrækkeligt bevis for at tvivle på, at åndelige fænomener skyldes fysiske årsager.

Fysikalisme er tæt forbundet med materialisme . I dagens systematiske debatter taler man mere om fysikisme end om materialisme, fordi mange konnotationer til "materialistiske" klassiske holdninger ikke tilhører nutidens, smallere begreb om fysisme. ^[1]

udvikling

Begrebet fysiskisme blev især opfundet af Otto Neurath og Rudolf Carnap i en række essays i første halvdel af det 20. århundrede. ^[2] Fysikalisme var en del af et vigtigt metafysik- kritisk program (standardiseret videnskab) om logisk empirisme , som havde til formål at udvikle et standardiseret sprog, hvor det empiriske indhold i alle empiriske videnskaber kunne udtrykkes. En motivation for dette program var, at logisk empirisme vedtog, hvilket sikrer videnskabernes intersubjektivitet og også overvinder adskillelsen mellem humaniora og naturvidenskab.

På grund af den metodiske neutralisme , som den logiske empirisme går ind for, var antagelsen om et fysikalistisk sprog ikke forbundet med et ontologisk udsagn; Som alle metafysiske udsagn blev ontologiske spørgsmål betragtet som pseudoproblemer, hvorfra videnskaben så vidt muligt skal frigøres. I princippet ifølge Carnap z. B. bruger også et fænomenalistisk sprog som grundlag for en standardiseret videnskab, så længe sprogstrukturen er præcist specificeret, så den kan oversættes. Valget af et fysikalistisk sprog havde praktiske grunde, da et sådant sprog allerede forudsætter intersubjektivitet og frem for alt intersensualitet . Valget af et fysikalistisk sprog omfattede ikke kravet om, at alle individuelle videnskabers love kan reduceres til fysiske love, men kun at alle udsagn fra alle individuelle videnskaber kan udtrykkes på det fysikalistiske sprog.

Fysikalisme og de mange forskellige filosofiske holdninger

Repræsentation af de forskellige, metafysiske positioner. Fysikalisme (øverst til venstre) er en variant af monisme.

Metafysik omhandler de teoretiske filosofis centrale problemer : grundlaget ( forudsætninger , årsager eller "første årsager") og de mest generelle strukturer (lovligheder, principper ) samt betydningen og formålet med hele virkeligheden eller hele væren .

Ontologien omtales også som "generel metafysik". Det er den grundlæggende filosofiske disciplin, der spørger, hvad der findes. Det centrale ontologiske spørgsmål er derfor: ”Hvad er der?” ^[3] Til hvilken fysikeren svarer, at der i virkeligheden kun findes fysiske enheder . "Entitet" er en samlebetegnelse for objekter, ejendomme, begivenheder osv.

Med dette svar viser fysiskisme sig at være en variant af monisme . Monister erklærer, at der kun er én slags enhed. Der er imidlertid ikke kun fysiskistisk monisme, men også idealistisk og neutral monisme . Idealistiske monister er enige med fysikerne om, at der kun er én slags enhed - men de erklærer, at der kun eksisterer åndelige enheder. Det, der fremstår som den fysiske omverden, er faktisk et produkt af ånden . Neutrale monister hævder, at der kun er én slags neutral enhed. Disse enheder siges at indeholde fysiske og mentale aspekter, men er i sig selv hverken fysiske eller mentale.

Den klassiske modstander af fysisme er dualisme . Dualister hævder, at der er to fundamentalt forskellige typer af enheder: fysiske og mentale. Forskellige varianter af dualisme har udviklet sig i filosofiens historie. Mens klassisk dualisme i René Descartes ' tradition antager et samspil mellem sindet og den fysiske verden (såsom hjernen ), benægter andre teorier en sådan gensidig indflydelse. Epifænomenalisme hævder, at den fysiske verden virker på sindet, men ikke omvendt. Den psykofysiske parallelisme , der går tilbage til Gottfried Wilhelm Leibniz , benægter enhver årsagssammenhæng mellem den åndelige og den fysiske verden.

En tredje klasse af ontologiske positioner kan kaldes " pluralisme ". Pluralister forklarer, at der er mange forskellige typer enheder. Endelig er der holdninger, der afviser det ontologiske spørgsmål "Hvad er der?". De forklarer, at dette spørgsmål ikke har et generelt svar, men afhænger af, hvordan vi beskriver verden. Sådanne holdninger kaldes ofte "relativistisk" eller "pragmatisk pluralisme". Hvis fysikeren ønsker at gøre sin position plausibel , må han argumentere imod alle de ovennævnte alternativer (idealistisk og neutral monisme, former for dualisme og pluralisme).

Udtrykket "fysikalisme" bruges ofte synonymt med udtrykket materialisme . I de aktuelle debatter om videnskabsfilosofi og sindfilosofi er udtrykket "fysikalisme" almindeligt, mens man i forbindelse med filosofiens historie normalt taler om "materialisme". Der er dog også visse materielle forskelle: Selvom traditionel materialisme er baseret på tesen om, at alle enheder er sammensat af de mindste partikler af stof, ønsker fysismen ikke at foreskrive i fysikken, hvilke enheder den i sidste ende postulerer som fundamentale. Så fysiskisme ville også være forenelig med det resultat, at de bedst bekræftede fysiske teorier kræver enheder, der ikke kan beskrives som materie - såsom tyngdekræfter . ^[4]

Lagets model af verden

Fysikere erklærer normalt, at verden består af elementarpartikler i en vigtig forstand. Der er også mange andre genstande, såsom træer, sten eller kaniner, men i sidste ende er alle disse objekter intet mere end arrangementer af elementarpartikler. Dette er den centrale idé om den ”lagdelte virkelighedsmodel”, ^[6] , hvor hvert objekt er sammensat af objekter fra det næste nederste lag (se skematisk diagram).

En mere præcis formulering af lagmodellen giver sondringen mellem grundlæggende og komplekse fysiske enheder. De mindste fysiske objekter, processer eller egenskaber beskrevet af mikrofysik betragtes som fundamentale fysiske enheder. For det meste præsenteres de grundlæggende fysiske enheder som elementarpartiklerne og deres egenskaber. Komplekse fysiske enheder omfatter derimod alt, hvad der er sammensat af de fysiske grundlæggende enheder eller resultater fra deres sammensætning. For fysikeren betragtes molekyler , neuroner , mennesker eller planeter som fysiske objekter, fordi de er sammensat af elementarpartikler. I lagmodellens kontekst er tesen om fysikalisme, at alting stammer fra sammensætningen af ​​de grundlæggende fysiske enheder. En dualist ville derimod forklare, at menneskelig bevidsthed ikke skyldes et sådant fysisk stjernebillede.

Det antages ofte, at fysikisme med lagmodellen af ​​verden resulterer i en generel reduktionisme : Hvis alle objekter er sammensat af elementarpartikler (dvs. objekterne i det sidste lag), og alle egenskaber skyldes elementarpartiklernes egenskaber, bør det i princippet være muligt at forklare alt på niveau med mikrofysik og dermed spore (reducere) alle sande, videnskabelige teorier til mikrofysik.

Fysikalisme og en sådan reduktionisme kan imidlertid ikke sidestilles med hinanden, da der også har været forsøg på at formulere en ikke-reduktiv fysiskisme . Sådanne teorier går ud fra, at alle objekter er sammensat af grundlæggende fysiske partikler, men benægter enten, at alle videnskabelige teorier derfor også kan reduceres ^[7] eller hævder eksistensen af ​​ureducerbare egenskaber i betydningen fremkomsthypotesen . ^[8.]

Definition af fysiskisme

Da fysiskisme og reduktionisme ikke kan identificeres med hinanden, er der en intens debat i filosofien om den korrekte definition af fysisme. Fysikalisme bestemmes af tesen om, at alt, hvad der eksisterer, er fysisk. Der er imidlertid et problem, så længe det ikke er tilstrækkeligt afklaret, hvordan den nævnte tese skal forstås. For eksempel kan man spørge, hvad det betyder, at mennesket eller bevidstheden er fysisk, hvis man ikke samtidig vil sige, at de kan reduceres til det fysiske.

Et populært forslag forsøger at definere fysiskisme gennem begrebet supervenience . Begrebet supervenience beskriver følgende forhold: A fører tilsyn med B, hvis og kun hvis A ikke kan ændres, uden at B ændres. Et eksempel er forholdet mellem et kunstværks repræsentative og fysiske egenskaber . Du kan ikke ændre det landskab, som billedet repræsenterer, uden samtidig at ændre billedets fysiske struktur. I denne forstand overvåger billedets repræsentative egenskaber de fysiske egenskaber. David Lewis beskriver dette forhold som følger:

Nu giver det mening at definere fysiskisme ved hjælp af supervenience -afhandlingen: Alle enheder overvåger de fysiske grundlæggende enheder. En sådan definition har blandt andet den fordel, at den er neutral over for spørgsmålet om reduktion. Supervenience -forhold er kompatible med reduktioner, men forudsætter dem ikke.

Ved nærmere eftersyn bliver det imidlertid tydeligt, at overvågning alene ikke er tilstrækkelig til fysiskisme. Så der er dualistiske positioner, der er forenelige med supervenience -tesen, der kunne jo være immaterielle enheder, der kun ændrer sig, når noget fysisk også ændrer sig - intet mere kræves af supervenience -tesen. Epifenomenalisme og psykofysisk parallelisme skal betragtes som sådanne dualismer. Supervenience -afhandlingen skal derfor suppleres med en yderligere antagelse for at repræsentere en definition af fysiskisme. ^[10]

Sprogforsker Noam Chomsky er af den opfattelse, at der siden Isaac Newtons og René Descartes revolutionære tankemodeller ikke har været nogen tilfredsstillende definition af fysiskisme. Det er altid uklart, om fysiskisme kun betyder stof eller funktioner, strukturer og dispositioner. Bortset fra det er det på ingen måde klart, hvor der skal sættes en skillelinje mellem de navngivne kandidater - denne vanskelighed er særlig tydelig i mere komplekse fænomener som sprog , bevidsthed , cybernetiske systemer og så videre. Indtil det sker, er der ifølge Chomsky imidlertid ingen mening i at diskutere sind-krop-problemet eller relaterede spørgsmål. ^[11]

Argumenter for fysiskisme

Empirisk bevis

Mange forskere og filosoffer ser fysikalismens sandhed som vidnesbyrd om videnskabens fremskridt. På den ene side påpeger de, at (natur) videnskaberne ikke på noget tidspunkt behøver at falde tilbage til immaterielle årsager. Hvor end man troede, at kun en immateriel årsag kunne forklare et fænomen, fandt man endelig en fysisk årsag. Et typisk eksempel er tilbagegangen for fysiologisk vitalisme i 1700- og begyndelsen af ​​1800 -tallet, som postulerede en immateriel élan vital for at forklare fænomenet liv . Til sidst gjorde imidlertid en række videnskabelige udviklinger som den første syntese af et organisk materiale af Friedrich Wöhler og udviklingen af evolutionsteorien denne antagelse overflødig på mange måder.

Derudover påpeger fysikere, at verdens lagdelte model er blevet godt bekræftet empirisk . Du kan ikke finde nogen objekter i verden, der ikke udelukkende består af mindre objekter, og naturvidenskaben har også vist, hvordan objekternes egenskaber skyldes egenskaber ved de mere fundamentale objekter. Efter mange fysikers mening fører disse empiriske resultater til en konklusion om den bedste forklaring på fysikalisme.

Antifysikalister reagerer normalt på denne indsigelse ved at forsøge at vise, at der er fænomener, der stædigt modsætter sig klassificering i den fysikalistiske lagmodel. For eksempel påpeges det, at tal er reelle enheder, der ikke er sammensat af mere fundamentale fysiske objekter, eller det argumenteres for, at bevidsthedsegenskaber som kvalia eller intentionalitet ikke stammer fra levende væsens biologiske egenskaber. Derudover argumenteres det ofte af antifysikalister, at fysikerne forkert gengiver naturvidenskabernes faktiske tilstand. Nuværende naturvidenskab er kendetegnet ved stigende specialisering, hvor flere og flere enheder postuleres uden altid at vise, hvordan disse objekter skyldes det mere fundamentale, ontologiske lag.

De fleste fysikere ser ikke de empiriske videnskabelige resultater som et bevis på fysikalisme, men som en indikation på sandsynligheden for deres holdning, hvilket burde gøre en skeptisk over for antifysikalistiske påstande. De klassiske argumenter til fordel for fysikalisme vedrører snarere overvejelser om årsagssammenhæng .

Kausale argumenter

Antifysikalister argumenterer for eksistensen af ​​ikke-fysiske enheder, såsom ikke-fysiske mentale tilstande eller stoffer. Nu og igen indvender fysikere, at sådanne holdninger ikke kan forklare årsagseffektiviteten af de formodentlig ikke-fysiske enheder. Psykiske stater ville have indlysende årsagskræfter. Hovedpine kan være årsagen til at sluge en aspirintablet, længsel efter en ven kan føre til en lang rejse. Nu hævder fysikere, at der for hver handling også er en fysisk eller biologisk årsag. Årsagen til at sluge en aspirintablet er nogenlunde som følger: Neuronale processer finder sted i hjernen, der fører til overførsel af excitation til musklerne, hvilket igen får tabletten til at blive slugt.

Så det ser ud til, at der er to årsager til handlinger på samme tid: på den ene side den mentale årsag (såsom hovedpine) og på den anden side den fysiske årsag. Men nu hævder fysikere , at en sådan generel overbestemmelse eller multipel årsagssammenhæng gennem to eller flere årsager er yderst usandsynlig. Man kan se dette, hvis man fokuserer på reelle eksempler på overbestemmelse, såsom et hus, der tændes af lyn og brandstiftelse. Sådanne tilfælde kan naturligvis forekomme, men en generel overbestemmelse kan udelukkes. Det er præcis, hvad dualister kræver, når de antager, at der altid er en mental og en fysisk (instrumentel eller sekundær) årsag til nogle handlinger. Argumentet for fysikalisme kan formuleres som følger: ^[6]

Forudsætning 1: Psykiske tilstande forårsager fysiske begivenheder.
Forudsætning 2: Hver fysisk begivenhed har en fysisk begivenhed som en tilstrækkelig årsag.
Forudsætning 3: Der er ingen generel overbestemmelse.
Forudsætning 4: Hvis forudsætninger 1-3 er sande, så er mentale begivenheder intet andet end fysiske begivenheder.
Konklusion: Mentale begivenheder er intet mere end fysiske begivenheder.

Ifølge fysikere er dette argument ikke kun, at mentale tilstande er fysiske tilstande. Argumentet gælder for andre enheder, som en dualist kan påstå at være ikke-fysisk, såsom æstetiske og etiske egenskaber. Så efter fysikernes opfattelse afslører årsagshensyn sandheden om fysikalisme. Nu er der naturligvis udviklet forskellige svar af dualister.

Begrebet epifenomenalisme: pilene symboliserer årsagssammenhæng

Mens epifænomenalister ^[12] hævder, at mentale tilstande slet ikke har nogen virkninger, forklarer interaktionistiske dualister med henvisning til kvantefysik ^[13] , at ikke enhver fysisk begivenhed har en fysisk årsag eller argumenterer for muligheden for en generel overbestemmelse ^[14] eller for interaktion af delvise årsager. I argumentet sættes der derfor spørgsmålstegn ved præmisser 1–3.

Argumenter mod fysiskisme

Begrebet fysisk

En grundlæggende indsigelse mod fysikalisme er, at begrebet det fysiske i sidste ende er uforståeligt, og at fysikalisme derfor er meningsløs. Problemet blev først formuleret af Carl Gustav Hempel , ^[15] hvorfor man også taler om " Hempels dilemma ". En nyere, indflydelsesrig formulering er essayet Der er ingen spørgsmål om fysikalisme af Tim Crane og DH Mellor. ^[16]

Dilemmaet stammer fra spørgsmålet om, hvem der bestemmer, hvad der skal betragtes som en fysisk enhed . Bestemt fysikken , men spørgsmålet er stadig, hvilken fysik man skal henvende sig til. Mener du nuværende fysik eller en fremtidig, idealiseret 'komplet' fysik? Hvis den nuværende fysik menes, mener kritikerne, at fysismen sandsynligvis er forkert. Det er trods alt meget usandsynligt, at den nuværende fysik allerede har identificeret alle fysiske enheder. Men hvis man vender sig til en ideel fremtidig fysik, mener kritikerne, at fysismen er triviel : idealiseret-komplet fysik ville uundgåeligt falde tilbage på alle grundlæggende enheder, uanset deres type. Og hvordan kunne man udelukke, at grundenhederne også omfatter kvaliteter , tal osv.? Hvis man definerer "fysisk" ved hjælp af en ideelt komplet fysik, synes selv en klassisk dualist at være i stand til at være en fysiker på samme tid.

Mens nogle filosoffer, såsom David Lewis , ^[17] erklærer, at den nuværende fysik allerede er komplet i en vigtig forstand, forsøger andre filosoffer at løse dilemmaet med et tredje forslag. Frank Cameron Jackson foreslår for eksempel at kalde "fysisk" alle de enheder, der er nødvendige for at beskrive begivenheder af en bestemt størrelse. ^[18] Ideen er, at "fysisk" skal kaldes alt, hvad der sker på subatomisk niveau, mens makroegenskaber, såsom en persons oplevelse af smerte, ikke skal ses som en fysisk grundlæggende enhed. En sådan adskillelse kunne foretages, hvis kun de subatomære enheder kunne kaldes grundlæggende fysiske fænomener. Denne strategi fungerer muligvis godt for mentale tilstande, men den har f.eks. Et problem med at antage ikke -fysiske tal. Tross alt kan tal ikke ordnes efter rumlig størrelse og virker relevante på alle niveauer.

Qualia

Eksistensen af ​​qualia - den subjektive oplevelse - anses ofte for at være det mest alvorlige problem med fysismen. For eksempel så David Chalmers og Frank Cameron Jackson eksistensen af ​​qualia som en tilstrækkelig grund til at afvise fysiskisme. Roger Penrose hævder også det samme. ^[19] Grundtanken er, at selvom det kvalitative oplevelsesindhold er en egenskab for mange mentale tilstande, kan det ikke spores tilbage til egenskaberne ved fysiske tilstande.

Et velkendt kvalifikationsbaseret argument mod fysikalisme er blevet udviklet af Jackson: ^[12] Han designer et tankeeksperiment fra superforskeren Mary : Mary er en neurovidenskabsmand med speciale i farvesyn, der har været fanget i et sort-hvidt laboratorium siden hun blev født og har aldrig set farver har set. Hun kender alle de fysiske fakta om at se farver, men hun ved ikke, hvordan farver ser ud. Jacksons argument mod fysisme er nu ret kort: Mary kender alle de fysiske fakta om at se farver. Hun kender dog ikke alle fakta om at se farver. Så der er fakta, der står uden for videnskabelige forestillinger, som derfor ikke i tilstrækkelig grad kan forklare fænomenet farve. Så fysisk er forkert. I modsætning til ethvert kvalifikationsbaseret argument er der blevet fremsat forskellige fysikalistiske kopier mod dette argument. For eksempel er det blevet hævdet, at Mary ikke lærer nye fakta, men kun tilegner sig en ny færdighed. Det blev også hævdet, at Mary blot lærte et kendt faktum at kende på en ny måde.

Status for kvalifikationsbaserede argumenter mod fysiskisme er fortsat yderst kontroversiel. På den ene side er selve kvalitetsbegrebet svært at bestemme og meget kontroversielt. På den anden side er det heller ikke sikkert, hvad statuskvalifikationsargumenter har. Er det metafysiske argumenter, der kan oplyse os om den mentals ontologiske status, eller er det epistemologiske argumenter, der frem for alt oplyser os om grænserne for vores viden? ^[20] Hvis sidstnævnte var tilfældet, ville kvalitetsproblemet ikke have nogen konsekvenser med hensyn til spørgsmålet om fysikalismens sandhed.

Pluralistiske argumenter

Ud over de beskrevne problemer udtrykkes lejlighedsvis en meget mere grundlæggende kritik af fysikisme. Repræsentanter for pluralistiske og lignende holdninger erklærer, at opfattelsen af ​​fysikalisme er baseret på en helt forkert idé om fysikkens rolle. De hævder, at selvom fysik er en legitim form for tilegnelse af viden, bør den ikke absolutiseres på nogen måde. Den fysiske beskrivelse af verden er snarere en af ​​mange måder at beskrive den på, men den er på ingen måde "dybere" eller "mere reel" end den mentale, æstetiske eller økonomiske beskrivelse. Man er nødt til at acceptere, at der er en flerhed af perspektiver og ikke den ene, eneste sande beskrivelse af verden, der ofte antages i (mikro) fysik. Så der er et væld af niveauer, og fysikalismens fejl er antagelsen om, at disse niveauer skal kunne spores tilbage til det fysiske niveau i en lagmodel.

Pluralistiske holdninger er formuleret ud fra forskellige metafysiske perspektiver. En tidlig repræsentant for pluralisme var Alfred North Whitehead , der udviklede denne idé i sit vigtigste filosofiske arbejde, Process and Reality . Videnskabsfilosofien John Dupré ^[21] går ind for en realistisk pluralisme, der indebærer en pluralistisk ontologi . Nelson Goodman argumenterer derimod for en relativistisk pluralisme, ^[22], som ikke er forbundet med en pluralistisk ontologi, men med afskaffelse af ontologiske begreber. Hilary Putnam forsøger at formulere en mellemstilling i kombination med intern realisme , ^[23] i Tyskland har Peter Bieri for nylig indtaget en sammenlignelig holdning. ^[24]

Fysikalismens status i nutidig filosofi

Fysikalisme er en holdning, der til tider var en næsten utvivlsom baggrundsantagelse i analytisk filosofi . Denne status for fysisme (for det meste kombineret med reduktionisme ) er blevet rystet af to udviklinger: På den ene side er den metafysisk realistiske præmisser for den klassiske fysisme blevet angrebet fra forskellige sider. De mest indflydelsesrige eksempler på denne tendens er Goodman og afdøde Putnam. På den anden side er det blevet mere og mere tydeligt i den moderne debat om sindets filosofi, at en reduktiv fysikalistisk fortolkning af bevidstheden fører til alvorlige problemer. Disse tendenser har dog ofte ikke ført tilbage til en klassisk dualisme , men til udviklingen af ikke-reducerende fysikalisme og pluralistiske holdninger. På samme tid er der en række filosoffer, der er af den opfattelse, at der i sidste ende ikke kan findes noget alternativ til reduktiv fysiskisme, en kendt repræsentant for denne holdning er David Lewis . Resultatet af debatten om fysiskisme forbliver således åbent. For at gøre sagen værre beskrives fysikalismens modeller ofte i henhold til klassisk fysik, og det er på ingen måde klart, hvordan en formulering baseret på kvanteteori i sidste ende vil se ud.

litteratur

• Ansgar Beckermann : Ejendomsfysikalisme. I: Journal for filosofisk forskning . Bind 50, nr. 1/2, 1996, s. 3–25, ( JSTOR 20483777 ; tysksproget indledende artikel ).
• Jaegwon Kim : Fysikalisme eller noget nær nok. Princeton University Press, Princeton NJ ua 2005, ISBN 0-691-11375-0 (Einführendes Werk mit Schwerpunkt Philosophie des Geistes ).
• Marcus Knaup, Tobias Müller, Patrick Spät (Hrsg.): Post-Physikalismus. Alber, Freiburg (Breisgau) ua 2011, ISBN 978-3-495-48464-7 ( Kurzbeschreibung sowie Inhalt und Einleitung ; PDF; 102 kB).
• Jan G. Michel: Der qualitative Charakter bewusster Erlebnisse. Physikalismus und phänomenale Eigenschaften in der analytischen Philosophie des Geistes. mentis, Paderborn 2011, ISBN 978-3-89785-742-1 (Umfangreiche Untersuchung des Physikalismus in der Philosophie des Geistes).
• Jeffrey Poland: Physicalism. The Philosophical Foundations. Clarendon Press, Oxford 1994, ISBN 0-19-824980-2 (Umfangreiche wissenschaftstheoretische Diskussion).

Weblinks

Wiktionary: Physikalismus – Bedeutungserklärungen, Wortherkunft, Synonyme, Übersetzungen

• Daniel Stoljar: Eintrag in Edward N. Zalta (Hrsg.): Stanford Encyclopedia of Philosophy . Vorlage:SEP/Wartung/Parameter 1 und Parameter 3 und nicht Parameter 2
• Torin Alter: The Knowledge Argument Against Physicalism. In: J. Fieser, B. Dowden (Hrsg.): Internet Encyclopedia of Philosophy .
• David Chalmers : Bibliographie .
• Ansgar Beckermann : Deutschsprachige Aufsätze.
• Jochen Fahrenberg: Gehirn und Bewusstsein (PDF; 291 kB) ( Darstellung der verschiedenen Positionen im Überblick )
• Peter Schulte: Plädoyer für einen physikalistischen Naturalismus (PDF; 165 kB) , Zeitschrift für philosophische Forschung, 64 (2010), 165–189

Einzelnachweise

1. ↑ Vormoderne Vertreter eines Physikalismus werden daher in dem Artikel Materialismus behandelt.
2. ↑ Otto Neurath : Radical Physicalism and the Real World. In: Otto Neurath: Philosophical Papers. 1913–1946 (= Vienna Circle Collection. Bd. 16). Reidel, Dordrecht ua 1983, ISBN 90-277-1483-5 , S. 100–114, doi : 10.1007/978-94-009-6995-7_8 . Otto Neurath: Sociology in the Framework of Physicalism. In: Otto Neurath: Philosophical Papers. 1913–1946 (= Vienna Circle Collection. Bd. 16). Reidel, Dordrecht ua 1983, ISBN 90-277-1483-5 , S. 58–90, doi : 10.1007/978-94-009-6995-7_6 .
3. ↑ Willard V. Quine : On what there is . In: The Review of Metaphysics. Bd. 2, Nr. 5, 1948, ISSN 0034-6632 , S. 21–38, JSTOR 20123117 .
4. ↑ John Yolton: Thinking Matter. Materialism in Eighteenth-Century Britain. University of Minnesota Press, Minneapolis MN 1983, ISBN 0-8166-1160-2 .
5. ↑ Paul Oppenheim , Hilary Putnam : The Unity of Science as a Working Hypothesis. In: Herbert Feigl , Michael Scriven, Grover Maxwell (Hrsg.): Concepts, Theories, and the Mind-Body Problem (= Minnesota Studies in the Philosophy of Science. Bd. 2, ISSN 0076-9258 ). University of Minnesota Press, Minneapolis MN 1958, S. 3–36, Digitalisat (PDF; 5,69 MB) .
6. ↑ ^{a b} Jaegwon Kim : Supervenience and Mind. Selected Philosophical Essays. Cambridge University Press, Cambridge ua 1993, ISBN 0-521-43996-5 , S. 337–339.
7. ↑ Jerry A. Fodor : Special Sciences (or: The disunity of Science as a Working Hypothesis). In: Synthese. Bd. 28, Nr. 2, 1974, ISSN 0039-7857 , S. 97–115, doi:10.1007/BF00485230 .
8. ↑ Charlie D. Broad : The Mind and its Place in Nature. Kegan Paul ua, London ua 1925, (Reprint. (= Philosophy of Mind and Language. 3 = The International Library of Philosophy. 38). Routledge, London ua 2000, ISBN 0-415-22552-3 ).
9. ↑ David K. Lewis : On the Plurality of Worlds. Blackwell, Oxford ua 1986, ISBN 0-631-13993-1 .
10. ↑ Frank Cameron Jackson : From Metaphysics to Ethics. A Defence of Conceptual Analysis. Oxford University Press, Oxford 1998, ISBN 0-19-825061-4 .
11. ↑ Noam Chomsky : New Horizons in the Study of Language and Mind. Cambridge University Press, Cambridge ua 2000, ISBN 0-521-65822-5 .
12. ↑ ^{a b} Frank Jackson : Epiphenomenal Qualia. In: The Philosophical Quarterly. Bd. 32, Nr. 127, 1982, ISSN 0031-8094 , S. 127–136, doi:10.2307/2960077 . Frank Jackson: What Mary didn't know. In: The Journal of Philosophy . Bd. 83, Nr. 5, 1986, S. 291–295, doi:10.2307/2026143 .
13. ↑ Karl R. Popper , John C. Eccles : Das Ich und sein Gehirn (= Piper. 1096). 8. Auflage, ungekürzte Taschenbuchausgabe. Piper, München ua 2002, ISBN 3-492-21096-1 .
14. ↑ Ernest J. Lowe: Physical Closure and the Invisibility of Mental Causation. In: Sven Walter , Heinz-Dieter Heckmann (Hrsg.): Physicalism and Mental Causation. The Metaphysics of Mind and Action. Imprint Academic, Exeter ua 2003, ISBN 0-907845-46-0 , S. 137–155.
15. ↑ Carl Gustav Hempel : Reduction: Ontological and Linguistic Facets. In: Sidney Morgenbesser , Patrick Suppes , Morton White (Hrsg.): Philosophy, Science, and Method. Essays in Honor of Ernest Nagel. St. Martin's Press, New York NY 1969, S. 179–199.
16. ↑ Tim Crane, David H. Mellor: There is no Question of Physicalism. In: Mind . Bd. 99, Nr. 394, 1990, S. 185–206, doi:10.1093/mind/XCIX.394.185 , ( Digitalisat (PDF; 1,3 MB) ).
17. ↑ David Lewis : Reduction of Mind. In: Samuel Guttenplan (Hrsg.): A Companion to the Philosophy of Mind. Blackwell, Oxford ua 1994, ISBN 0-631-17953-4 , S. 412–421.
18. ↑ Frank Cameron Jackson: From Metaphysics to Ethics. Oxford University Press, Oxford 1998, ISBN 0-19-825061-4 , S. 6.
19. ↑ „Eine wissenschaftliche Weltauffassung kann wohl kaum ernsthaft den Anspruch erheben, abgeschlossen und vollständig zu sein, wenn sie das Problem des Bewußtseins unerklärt läßt. Bewußtsein ist ein Teil unserer Welt, und eine physikalische Theorie, die ihm keinen Platz einräumt, kann keine angemessene Beschreibung der Welt darstellen.“ – Roger Penrose : Schatten des Geistes. Wege zu einer neuen Physik des Bewußtseins. Spektrum Akademischer Verlag, Heidelberg ua 1995, ISBN 3-86025-260-7 , S. 8 ff.: Kapitel 1.1: Geist und Naturwissenschaft.
20. ↑ Joseph Levine : Materialism and Qualia. The Explanatory Gap. In: Pacific Philosophical Quarterly. Bd. 64, Nr. 4, 1983, ISSN 0279-0750 , S. 354–361, ( Digitalisat (PDF; 577 kB) ).
21. ↑ John Dupré : The Disorder of Things. Metaphysical Foundations of the Disunity of Science. Harvard University Press, Cambridge MA ua 1993, ISBN 0-674-21260-6 .
22. ↑ Nelson Goodman : Ways of Worldmaking (= Hackett Classics. 51). Hackett, Indianapolis IN ua 1978, ISBN 0-915144-52-2 (In deutscher Sprache: Weisen der Welterzeugung. Übersetzt von Max Looser. Suhrkamp, Frankfurt am Main 1984, ISBN 3-518-57615-1 ).
23. ↑ Hilary Putnam : The Threefold Cord. Mind, Body, and World (= The John Dewey Essays in Philosophy. 5). Columbia University Press, New York NY ua 1999, ISBN 0-231-10286-0 .
24. ↑ Peter Bieri : Untergräbt die Regie des Gehirns die Freiheit des Willens? In: Christof Gestrich, Thomas Wabel (Hrsg.): Freier Wille oder unfreier Wille? Handlungsfreiheit und Schuldfähigkeit im Dialog der Wissenschaften (= Berliner theologische Zeitschrift. Beiheft 2005). Wichern-Verlag, Berlin 2005, ISBN 3-88981-181-7 , S. 20–31.