Lodret solur

fra Wikipedia, den gratis encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Det lodrette solur er et solur med en lodret urskive . Det er normalt placeret på en bygningsmur, hvor der ofte er ledig plads og skal pyntes. Det er derfor det mest almindelige solur. [1]

Lodret solur med stang til sand lokal tid på en væg, der afviger lidt fra vest (skalaen indeholder en times linje mere om eftermiddagen end om morgenen)

beskrivelse

I modsætning til det vandrette solur er dette ikke et solur hele dagen . For længst (på den nordlige halvdel af jorden) lyser en væg mod syd op af solen, nemlig i 12 timer på jævndøgnets dage. Det er endnu mindre end 12 timer på de længere sommerdage, og de tidlige morgen- og sene aftentimer kan vises på et solur fra nordvæggen . Med den tilsvarende begrænsning af displayets varighed kan enhver væg udstyres med et lodret solur. Et øst eller vest solur viser mellem solopgang og middag ( sand lokal tid ) eller mellem middag og solnedgang. Twin solur, der kombinerer øst og vest solur, findes lejlighedsvis i store gårde på slotte eller klostre.

beregning

Hvis væggen peger mod syd, er urskiven symmetrisk, og følgende ligning gælder:

[2]

α er vinklen mellem timelinjen og meridianen (lodret), som udover en funktion af timevinklen τ også er en af ​​placeringskonstanterne Φ ( geografisk breddegrad ). Vinklen α = 0 ° gælder for klokken 12 ( sand lokal tid ).

Det meste af tiden peger den anvendte væg ikke ligefrem mod syd. Det er snoet lidt mod øst eller vest. For den nu asymmetriske skala gælder ligningen:

[3]

d er vægens rotationsvinkel (positiv, hvis den afviger mod vest). Klokken 12 forbliver lodret (τ = 0 ° → α = 0 °).

litteratur

Individuelle beviser

  1. Ud af i alt 3341 solur i Østrig er 3161 lodrette solur (fra 1. januar 2006; Karl Schwarzinger: Katalog over faste solur i Østrig. Austrian Astronomical Association , Wien 2006).
  2. ^ Arnold Zenkert : Fascination Solur. Verlag Harri Deutsch, Thun og Frankfurt am Main 2002, side 54.
  3. ^ Arnold Zenkert: Fascination Solur. Verlag Harri Deutsch, Thun og Frankfurt am Main 2002, side 62.