violin

violin
engelsk violin, italiensk violino
klassifikation	Akkordofon Strygeinstrument
rækkevidde
Skabelon: Infobox musikinstrument / vedligeholdelse / parameter lydprøve mangler
Relaterede instrumenter	Viola , violoncello
Musiker
Liste over violinister

Den violin eller violin er et strengeinstrument , der hører til box-hals lut . Dens fire strenge (g - d ¹ - a ¹ - e ² ) er hovedsageligt slået med håret på en sløjfe ( coll'arco ), sjældent slået med stangen af ​​samme ( col legno ) eller buehåret , battuto eller plukket med fingrene ( pizzicato ). Dette instrument spiller en fremtrædende rolle i traditionen med klassisk europæisk musik. I alle epoker i musikhistorien siden violinen dukkede op, er der skrevet vigtige værker til den. Violiner fremstilles af violinproducenter .

etymologi

Ordet violin blev lånt fra italiensk til tysk i 1600 -tallet og betyder faktisk "lille bratsch ", selvom den maskuline diminutivform violino (bekræftet siden begyndelsen af ​​1500 -tallet) på italiensk fremherskede for at betegne instrumentet på tysk dog, at Feminine violin (sammenlignet med violinen, der lejlighedsvis findes i baroklitteratur). ^{[1] [2]} Da tidlige former for violinen udviklede sig cirka 10 til 15 år efter de første indspillede violas da gamba (1495), blev disse stadig omtalt med forskellige udtryk som lira , violetta eller bratsj . ^[3]

Det ældre tyske ord geige er oprindeligt en joke ( pejorativ ) for fiolen og udviklede sig senere til en generisk betegnelse for strygeinstrumenter som helhed, herunder altfiole , cello og viol , men mistede ikke sin nedsættende konnotation i lang tid. I sitforsøg på en grundig violinskole i 1756 erklærede Leopold Mozart , at “ordet violin er et generelt ord, der omfatter alle former for violininstrumenter; og at det følgelig kun skyldes misbrug, hvis violinen kaldes violinen uden for hånden ”; ^[4] Johann Christoph Adelung markerer stadig betegnelsen violin som upassende (eller "fortrolig tale"), ^[5] som et værdineutralt synonym for den elegante violin, den først var i stand til at etablere sig i det senere 19. århundrede. Ordet etymologi er uklart. Det blev første gang stødt på i det 12. århundrede i et sent gammelhøjtysk manuskript som giga (fransk gigue er også dokumenteret omkring 1150, men er sandsynligvis en låntagning fra gammelhøjtysk samt italiensk, oldspansk og provencalsk giga ). Blandt andet blev der foreslået en forbindelse med det gammelnordiske verb geiga "at panorere, svinge", hvortil dialektik, omend sent og kun sparsomt attesteret, mulige ækvivalenter kan findes på tysk, såsom Swiss gieglen, giegel " wallowing, tumbling ”og tyrolske violinister ” vaklende, tvivlende, tøvende ”; forudsætte, at man derfor ville almindelig germansk * Gigan "bevæge sig frem og tilbage." ^{[6] [7]} Muligvis, men det er også en onomatopoeisk ordskabelse , der kan sammenlignes med kækling [kyllingerne] og "give høje, skingre lyde" Kieksen . ^[8.]

I modsætning til violinen på højt niveau har den mere populære violin inspireret til nogle ordsproglige ordsprog . Himlen har været fuld af violiner siden omkring 1500, hvor nogen ser glad og selvsikker på deres eksistens og fremtiden (kun "hængende på den blå himmel" over øen Cuba / i dag høje violiner ", som Heinrich Heine skrev i Bimini i 1853 ^[9] ). Allerede i mellemhøjtysk er der udtrykket nogen, der spiller sandheden [herunder mening eller lignende] violin (som altså er meget ældre end den musikalske " foredragstromme ", som kun har været i brug siden 1800 -tallet). Udtrykket spiller den første violin i betydningen ”at bestemme, hvad der skal gøres” refererer til koncertmester af den klassiske orkester orden der, som afsnittet leder, specificeret og angivet tonen i de andre violinister (analogt spille den anden violin i følelsen af ​​"Skal handle i henhold til andre, spille en underordnet rolle").

Dele og konstruktion

Legeme

Krop af en violin i tværsnit (broen tilhører ikke kroppen)

Violinens krop består af en top, ryg og kant. Sammen danner de et cirka 35 til 36 cm langt hule legeme, der fungerer som et resonanslegeme .

loft

Tæppet er forsynet med to F -huller tilvejebragt, hvælvet, af gran -træ lavet overdel. Loftet er normalt lavet af to spejlede dele, som limes på midten. Derefter udarbejdes den ønskede form ved hjælp af mejsler og fly, først den ydre, derefter den indre kurve. ^[10] Ideelt set bruges "finkornet" træ (årringene er tæt og jævnt), som er vokset langsomt på næringsfattig jord i høje bjergområder. Det fældes i første halvdel af vinteren, når der er så lidt saft som muligt i bagagerummet, og opbevares derefter i flere år for at tørre, først som en kuffert og igen i et par år i skåret tilstand. Det færdige loft har normalt en tykkelse på 2,4 til 3,5 mm under banen. For at opnå den rette fleksibilitet gøres stift træ tyndere end blødt træ. ^[11]

etage

"Buer" violinen tilbage

Bunden er for det meste lavet af ahorn (meget sjældent poppel eller pil) og er også buet. Det kan laves i ét stykke eller fra to dele limet sammen, hvilket kan ses fra træets spejlsymmetriske korn .

Rammer

Rammerne er kroppens sidedele og limes til gulv og loft og i sjældne tilfælde også indlejret i gulvet. De er for det meste lavet af samme træ som gulvet.

Kantindlæg eller vener dekorerer kanten af ​​loftet og gulvet. Det er tre smalle træstrimler, der ligger ved siden af ​​hinanden, hvis yderside ofte er sortfarvet. De placeres i venegraven og limes. Ud over dekorationen tjener de til at stabilisere kanterne på toppen og bunden, der stikker ud over rammekanten.

Interiør

Nogle komponenter er placeret inde i kroppen. Basstangen er en granstrimmel, der løber lidt i en vinkel mod kornet og limes under loftets inderside under let spænding . Det øger både anisotropien og stivheden i loftet. Basstangen løber asymmetrisk under brofoden på basens side.

Lydposten (sjælen eller stemmen) og dens præcise placeringsindflydelse og regulerer lyden af ​​violinen betydeligt. Det er en cylindrisk granstang (ca. 6 mm i diameter), der passer mellem loftet og gulvet, men ikke er limet. Dens position er omkring tre millimeter under foden af ​​broen overfor basstangen.

Øvre , nedre og endeblokke samt bøjler inde i kroppen tjener til at stabilisere rammerne. Blokkene er lavet af grantræ, bøjlerne er lavet af gran eller pil.

Hals og gribebræt

Halsen limes ind i en trapezformet fordybning i kroppen. Denne har en længde på cirka 13 cm og limes til gribebrættet (cirka 27 cm længde), som stikker cirka 14 cm ud over kroppen. Gribebrættet er normalt lavet af finporet ibenholt , som er særlig hårdt og slidstærkt. Mere sjældent, især for enklere instrumenter, bruges andre træsorter, for eksempel fra pæretræet, som sorte for at efterligne udseendet af den mere ædle ibenholt. Inden ebony var tilgængelig som råmateriale i Europa, var alle instrumenter udstyret med fingerboard til frugt træ . Disse er næsten helt forsvundet fra instrumenterne på grund af reparationer og ændringer.

Pegbox og snegl

I den øvre, smalle ende af gribebrættet er en sadel , den øverste sadel (eller den øverste sadel) på violinen. Strengene løber over den ind i pegboxen . Her er de fire koniske pinde , der bruges til at indstille instrumentets strenge. Pindene er altid lavet af hårdttræ på grund af den mekaniske belastning, der opstår ved tuning. For det meste ibenholt eller palisander, sjældent buksbom. Pegboxen ender i en snegl (sjældent i en kvindes eller løvehoved). Dette er fint udskåret træ, som normalt har form af en snegl, deraf navnet. Sneglen er sammen med andre strukturelle detaljer et vigtigt kendetegn ved herkomstforskning på gamle instrumenter.

web

Broen lavet af finkornet ahorn indsættes mellem toppen og strengene. Det står på loftet uden at blive fastgjort og holdes i den korrekte position af spændingerne i strengene over det. Strengenes vibrationer overføres til kroppen via broen. ^[12]

Halestykke

Strengene løber fra pindkassen over broen til bagstykket . Dette er lige så meget en del af instrumentets teknisk nødvendige sæt som pindene. Af æstetiske årsager vælges derfor normalt det samme træ til både tappene og bagstykket. Halestykket er fastgjort til en endeknap ved hjælp af en håndtagstreng (eller hængestreng), der løber over sadlen. Afslutningsknappen indsættes i et hul i rammen. Fine tunere kan fastgøres til bagstykket.

Strenge

De fire strenge er lavet af naturlig tarm, som kan vikles med sølv- eller aluminiumstråd, lavet af plast- eller ståltråd. Den højeste streng ( kantarel ) er E -strengen og er for det meste lavet af ståltråd. Tarmstrenge reagerer stærkere på ændringer i temperatur og fugtighed; de bruges hovedsageligt i historisk præstationspraksis. Strengene er afstemt i femtedele til noterne g - d ¹ - a ¹ - e ² . (Et motto er: G eh d u a lter E sel.) Der er stemninger, der afviger fra dette i orientalsk musikpraksis, f.eks . B. i klassisk persisk musik. ^[13] Orkestre i Tyskland og Østrig melodi med en koncert banen af 443 Hz, i Schweiz overvejende med 442 Hz.

Lim og lak

Kroppens dele limes sammen. Halsen med kroppen, derefter gribebrættet med halsen. Benlim (varm lim) eller skjullim bruges til dette. Det er vandopløseligt og blødgør ved en temperatur på omkring 50 til 60 grader Celsius. Derfor kan en erfaren violinmager let demontere instrumentet uden at beskadige træet eller lakken.

Lakken beskytter instrumentets træ og bevarer dets vibrationsegenskaber. Det kan påvirke lyden betydeligt, men ikke forbedre det væsentligt. En forkert påført lak kan "dræbe" lyden af ​​et instrument, det vil sige stærkt begrænse topens evne til at vibrere (se violinlak ).

asymmetri

Ved første øjekast fremstår violinen symmetrisk , men dette er ikke tilfældet. En højre-venstre asymmetri er tydeligst i positionen af chinrest og skulder hvile, men også i andre funktioner: position bas bar og lyd stilling inde i kroppen, offset arrangement af pindene i pegbox , strenge med af forskellige tykkelser , forskellige korn af træet på begge sider. Arrangementet af strygere (den ofte anvendte E-streng til høje toner er til højre, set af violinisten, når man spiller) er designet således, at violinistens højre hånd styrer buen. Den venstre hånds opgave, når man spiller, er at gribe strengene. Violinen holdes med underkæben (eller hagen, afhængigt af vanen) og kravebenet eller skulderområdet.

Venstrehåndede spiller normalt violin på samme måde som højrehåndede. Der er også lavet violiner til venstrehåndede, hvor strengene er arrangeret omvendt, men indtil videre kun meget få. ^[14] Venstrehåndede violiner er generelt ikke velkomne i orkestre. Årsagen er på den ene side, at violinister, der sidder ved siden af ​​hinanden, kan komme for tæt på med deres instrumenter eller med albuerne, hvis de spiller i spejlbillede. På den anden side er ensartede bevægelser inden for orkestrets vokalgrupper et æstetisk overbevisende syn for beskueren, der ville blive forstyrret af en enkelt violinist, der spiller anderledes. ^{[15] I} 2007 holdt den venstrehåndede og venstrebøjede violinist Martial Gauthier et foredrag om venstrehåndet violinspil i Cremona. ^[16]

tilbehør

Hakestøtte og skulderstøtte

Hagestøtten gør det lettere at holde instrumentet mellem hage og skulder og forhindrer også fugt på huden i at angribe og opløse violinlakken og i sidste ende nedslidt træet på dette tidspunkt. Det er for det meste lavet af ibenholt, klemmes fast til instrumentet med spændeskruer og er placeret mellem instrumentet og hagen, når der spilles. Skulderstøtten tjener til at afbalancere instrumentalistens individuelle anatomi mellem krop og instrument. Længden af ​​nakken samt bredden og selvfølgelig den givne position af skuldrene spiller en rolle her, samt hvordan skulderstøtten skal formes. Det samles altid igen umiddelbart før spillet.

sløjfe

Buen er normalt lavet af pernambuco . God pernambuco er vokset lige og fibrene løber parallelt, sløjfen kan gøres særlig tynd og har en ønsket elasticitet på trods af den nødvendige stabilitet. Pernambuk er derfor særligt velegnet til buer i høj kvalitet. Da træartens forekomst er begrænset, bliver det vanskeligere at opnå god kvalitet. Af denne grund bruges buer af kulfiberforstærket plast ( “kulfiber” ) nu også, blandt andet for at undgå problemer med CITES -aftalen ved grænseoverskridelse; De tonale og tekniske spilleegenskaber opfattes dog af mange professionelle musikere som ikke ensværdige.

I den nederste ende af buen er frøen lavet af ibenholt, elfenben eller skildpadde, normalt dekoreret med et rundt perlemorindlæg, det såkaldte "øje". Indlæg som rent metalliske smykker kan også ses af og til. Buens hår klemmes fast mellem frøen og buens spids (hoved). Dette kaldes buehenvisningen. Afhængig af tykkelsen bruges omkring 150 til 220 hår fra hingstens hale af visse hesteracer. Buehårene strækkes ved at dreje en skrue (pin). Efter hvert spil skal buehåret være afslappet igen. Håret får strengene til at vibrere ved at stryge dem. Til dette skal håret være forberedt med kolofonium (naturlig træharpiks), før det bruges første gang. Dette opnås ved at stryge stævnen flere gange over en kolofoniumblok. Afhængigt af hårets belastning og kvalitet skal pladedækslet fornyes efter to måneder og senest efter et år.

Violinbuer vejer 55 til 65 gram, og vægtfordelingen er vigtig: tyngdepunktet skal være 24–25 cm fra stangens start (målt uden benene). ^[17]

Funktionalitet og spilleteknikker

Violinen ligger på venstre side af violinistens skulder og bryst og holdes, afhængigt af hovedets position eller rotation, af venstre kant af underkæben, nogle gange af hagen. Tommelfingeren på venstre hånd bruges til at gribe om nakken eller til at hjælpe med visse gribeteknikker. Alle andre fingre spiller udelukkende på strengene for at rette de ønskede toner. Afhængigt af skolen har venstre hånd også en støtte- eller holdefunktion til instrumentet. Den højre hånd fører buen, hvormed strengene normalt bukkes mellem enden af ​​gribebrættet og broen, i moderne kompositioner undertiden bag broen. Dette kaldes kontaktpunktet. Kombinationen af ​​vægt, hastighed, kontaktpunkt (tæt på broen, tæt på gribebrættet eller imellem) og hårets krumning på sløjfen er afgørende for det skiftende volumen, farverne, artikulationens præcision, legato spiller og mere.

Lydgenerering

Violin: tresidet udsigt og detaljer

På grund af hestehårets overfladestruktur og forstærket ved påføring af kolofonium har stævnens låg en høj klæbende kraft fra statisk friktion . Når buen påføres strengen, afbøjes den i første omgang i slagets retning, indtil strengens genopretningskraft er større end den statiske friktion mellem stævnedækslet og strengen: snoren klikker tilbage mod slagens retning . Med det korrekte valg af linjepunkt, liniehastighed og buetryk, bliver strengen taget op igen af ​​stævnen i slutningen af ​​denne bevægelse og taget med igen ( stick-slip-effekt ), strengen vibrerer konstant. Hvor mange gange i sekundet denne proces gentages afhænger af frekvensen af ​​den ton, der spilles, eller strengens effektive længde. Bøjningen af ​​strengens ophidsede punkt beskriver en elliptisk bane over tid, med den længere akse orienteret groft i linjens retning.

Selve strengen har et meget lille effektivt område, hvormed den kun sætter en lille mængde luft i bevægelse, for lidt til at producere en lyd, der klart kan mærkes for det menneskelige øre. Kroppen fungerer som en impedansomformer . Ved at overføre vibrationerne fra strengen til kroppen, er vibrationernes amplitude betydeligt lavere, men den strålende overflade forstørres i en sådan grad, at en god kobling til luften og en lyd, som øret kan høre. Denne transformation følger ekstremt komplekse mønstre.

Broen, som strengen hviler på, stimuleres til at følge strengens svingning i linjens linje. Violintoppen, som broen hviler på, er kun i stand til at svinge i en ret vinkel til linjens linje. Dette tvinger broen til en gyngende bevægelse, hvor de to brofødder skiftevis laster og aflaster de to halvdele af loftet. Med en sådan gyngende bevægelse, hvor rotationsaksen er præcis i midten af ​​broen, ville begge halvdele af toppen arbejde mod hinanden, hvilket ville resultere i volumen tab og lydændringer. Dette modvirkes ved at klemme en pind - lydposten (normalt blot kaldet stemmen) - under den højre brofod. Dette forhindrer i første omgang broens højre fod, hvorved rotationsaksen for denne vippebevægelse forskydes til højre og næsten alt arbejde (lavfrekvensernes) udføres af broens venstre fod. For at opnå en forbedret fordeling af de vibrationer, der udsendes der på loftet, limes basstangen yderligere under spænding på undersiden af ​​loftet under venstre brofod, hvilket forhindrer venstre brofod, især ved høje frekvenser - det vil sige , rotationsaksen skifter til dette venstre. Afhængigt af frekvensen af ​​den spillede tone er venstre (lave frekvenser) eller højre (høje frekvenser) brofod mere aktiv, hvorved vibrationerne er mere aktive i et tilfælde fra toppen (understøttet af basbjælken), i andre fra toppen og (transmitteret af afstemningen), der skal gives til jorden. Ved lave frekvenser, gulv og loft vibrere imod hinanden, og det indesluttede volumen af luft danner en bredbåndsforbindelse hulrumsresonator , som forårsager lyd, der skal udstråles gennem F-huller.

Håndtag og lydvariation

Fingerdiagram for alle nøgler ( pdf )

Pitch og polyfonisk leg

Der er ingen bånd på gribebrættet. Derfor skal violinisten for at ramme den ønskede tone nøjagtigt trykke pressestrengen ned på det helt rigtige sted.

Med teknikken til dobbeltgreb kan der spilles to stemmer . Tre- eller firdelte akkorder er normalt arpeggiated . Det er dog muligt at spille tredelte akkorder af kort varighed, selv flere i træk, uden et arpeggio, så der faktisk lyder tre stemmer samtidigt. For dette såkaldte akkordspil skal buen hurtigt slås over de tre strenge i et stykke fra broen og med tilstrækkeligt tryk. Fire-delt spil uden arpeggio kan kun opnås med en specialkonstrueret rundbue .

Vibrato og klang

En vibrato af lyden kan genereres ved forsigtigt at rulle fingerspidsen af ​​den fingrende finger frem og tilbage (finger vibrato), ved at vippe hånden (håndled vibrato) eller ved at flytte hele venstre underarm med håndleddet fast (underarm vibrato ).

Klangfarven kan i høj grad påvirkes af den måde, buen styres på : af forskellige slaghastigheder med meget variabelt baugtryk , men også af buens placering (tættere på broen eller tættere på fingerbrættet). Hvis der spilles en passage på en basstreng og i en højere position , selvom den kunne spilles mere behageligt på en højere streng, tjener dette også til at producere en bestemt klang.

Flageolet

Et flageolet kan spilles ved forsigtigt at placere fingrene på venstre hånd på strengen på steder, hvor knudepunkterne for højere tilstande er placeret. Som følge heraf dæmpes den grundlæggende svingningsfrekvens, og kun de tilsvarende harmoniske eller harmoniske svingninger (f.eks. Dobbelt eller tredobbelt frekvensen ved berøring af en halv eller en tredjedel af strenglængden). Fløjtelignende toner dukker op.

stum

Et spjæld kan - afhængigt af designet - placeres på broen eller skubbes imod den. Dette medfører en reduktion i banens oscillationsamplitude og begrænser dens naturlige frekvens. Det anvendte materiale og spjældets masse bestemmer, i hvilken grad timberes variation og volumen af ​​violinen reduceres. Resultatet af dette er en bevidst reduceret tone i violinen kaldet "nasal" eller "sløret". Instruktionen con sordino i noterne betyder, at en lydløs skal bruges. Spjæld kan laves af forskellige træsorter, metaller, plast eller kombinationer af disse materialer.

dynamik

Ved violinistens venstre øre når violinen topværdier på over 110 dB i ff ( fortissimo ). ^[18] Instrumentet har et temmelig afbalanceret dynamisk område . I en afstand på 6,5 meter er lydniveauet i pp omkring 43–45 dB, i ff er det omkring 73–80 dB i samme afstand.

Vanskeligheder og lyd af tasterne

Ikke alle nøgler kan udføres lige godt på violinen. Taster, hvor åbne strygere ofte slås, er forholdsvis let at spille. Nøglen påvirker også lyden. I den tyske udgave af Hector Berlioz teori om instrumentering redigeret af Richard Strauss , står der: "Violinerne skinner og spiller mere behageligt i tangenterne, der giver dem mulighed for at bruge de åbne strygere." ^[19]

Berlioz tog tildelingen af ​​nøgler, der spilles på violinen, til sværhedsgrader og lydkvalitet til ekstremer ved at forsøge at give oplysninger for hver enkelt tast. I hans borde til 19 dur -nøgler og 19 mindre taster står der f.eks., At en flad dur er "ikke særlig vanskelig" at spille og lyder "blød, tilsløret, meget ædel"; E -moll er "let" at spille og lyder "skrigende, almindelig". Berlioz kaldte nogle nøgler "næsten upraktiske", nogle endda "upraktiske". Tabellerne gengives her fuldt ud. ^[19]

historie

Tidlig skildring af en violin i Ferrara (omkring 1508)

Gaudenzio Ferrari : La Madonna degli aranci , altertavle i San Cristoforo -kirken i Vercelli, 1529/30

Gaudenzio Ferrari: Engle laver musik med en trestrenget violin (1535)

Moderne rekonstruktion af en tidlig violin efter G. Ferrari

De tidligste skildringer af violiner (fra 1508 i Ferrara ) viser et nyt konstruktionskoncept og adskiller sig i form og funktion fra middelalderlige strengeinstrumenter. Hvis disse var fremstillet af massive træblokke, blev de nye strengeinstrumenter nu limet sammen fra flere, til tider meget tynde træstykker. Kroppens struktur i tre segmenter (øvre sløjfe, midterbue og underbue) adskiller den også grundlæggende fra formerne for middelalderlige strengeinstrumenter.

På grund af manglen på bevarede instrumenter er vi afhængige af skildringer af tidlige violininstrumenter i kunsten i Norditalien. Tidlige repræsentationer frem til 1530'erne kan findes ved siden af ​​Ferrara i Finalpia, Parma , Padua , Milano -området og i Friuli . ^[20] Det tætteste på nutidens violiner er skildringer af Gaudenzio Ferrari og hans værksted fra 1529/30. Det skildrer forskellige størrelser ("familie") af det nyetablerede design. ^[21]

Violinen blev første gang nævnt i et dokument i 1523, da "les trompettes et vyollons de Verceil" (trompeter og violiner fra Vercelli) modtog et gebyr i Turin ved hertugen af ​​Savoyen. ^[22] Senest fra 1545 er italienske violinister dokumenteret ved det engelske hof: "Mark Antonye Gayiardell og George Decombe vialline (s)", ^[23] fra 1555 ved det franske hof og fra 1561 i München. ^[24]

Moderne kopier af renæssances violiner, før 1594, Freiberg Domkirke

Med Andrea Amati , født omkring 1505, koncentrerede italiensk violinfremstilling sig om byen Cremona i mindst 200 år: fra de sidste dage af hans værksted (med sønnen Antonio som medarbejder), pragtfuldt malede violiner, violiner og celloer, ordrer fra den franske domstol, blev bygget omkring 1560, er bevaret. ^[25] Instrumenter fra violinfamilien, der blev fremstillet i Brescia i disse år ( Gasparo da Salò ), opnåede kun lavere priser, fordi de ikke var så omhyggeligt udarbejdet, men er meget efterspurgte i dag på grund af deres smukke tone og sjældenhed . ^[26]

Snart blev der også bygget instrumenter fra violinfamilien i lande nord for Alperne. Musikinstrumenter, der blev bygget til dekorative formål, er bevaret i valggravkapellet i Freiberg Domkirke (afsluttet i 1594) og vidner om dette. ^[27] Hvis violiner i visse regioner også viser mindre, individuelle særegenheder i design og dekoration, er formen i det væsentlige ikke blevet ændret siden Andrea Amati († 1577).

Efter Andreas død fortsatte hans sønner Antonio og Girolamo faderens tradition og brød nye veje. Endelig, efter pestepidemien 1630/32, var barnebarnet Nicola den eneste arving til familiens viden; han uddannede lærlinge og blev den mest berømte violinproducent i familien, hvilket endte med døden af ​​Girolamo II, Nicolas 'søn. ^[28] En af violinproducenterne, der blev uddannet af Nicola, var Andrea Guarneri , som igen lærte sine sønner Pietro "da Mantova" og Giuseppe. Von dessen beiden Söhnen Pietro „da Venezia“ und Giuseppe „del Gesù“ wurde der zweite der berühmteste Meister der Familie. ^[29]

Unter welchen Umständen der Tiroler Geigenbauer Jakob Stainer in Italien das Metier gelernt hat, ist umstritten. Sicher ist, dass der Absamer Meister unter teils widrigen Verhältnissen in der zweiten Hälfte des 17. Jahrhunderts die besten Violinen nördlich der Alpen baute. Sie wurden bald zu höheren Preisen gehandelt als Violinen, die aus Italien kamen. Stainers Modell, welches selbst viel von Nicola Amati hat, wurde sowohl von seinen Zeitgenossen als auch von den nächsten Generationen europäischer Geigenbauer nachgeahmt (ua in Deutschland, England und Italien) und verlor erst mit dem generellen Wechsel im Geschmack um 1800 an Einfluss. ^[30]

Die damals gefertigten Instrumente werden als Barockviolinen bezeichnet und werden seit den 1950er Jahren vermehrt für die Aufführung Alter Musik eingesetzt. Das Verwenden der ursprünglichen Musikinstrumente ermöglicht eine historische Aufführungspraxis , die uns die Klangideale des 17. und 18. Jahrhunderts näherbringt.

Insbesondere Stradivari wurde später zum großen Vorbild für Aussehen und Konstruktionsprinzipien fast aller Violinen, was zu sehr starker Vereinheitlichung führte. Im Laufe der Zeit unterlag die Violine einigen baulichen Veränderungen, die sich auf den Klang auswirkten. Die Bauformen des 19. Jahrhunderts haben einen längeren und schräger angesetzten Hals und einen stärkeren Bassbalken, der eine stärkere Spannung der Saiten erlaubte als die Violinen in der alten Mensur. Viele der berühmten alten Geigen von Stradivari, Guarneri, Amati, Stainer wurden auf diese neue Art umgebaut. Dank der längeren Saiten, der höheren Saitenspannung und des gestreckt- konkaven Bogens erhöhte sich die Lautstärke und entsprach somit den immer größer werdenden Konzertsälen und Orchestern. Kritiker bemängeln jedoch, dass die geänderte Bauform den Klang härter und weniger lieblich machte. In Frankreich gab vor allem Jean-Baptiste Vuillaume entscheidende Impulse, als er sich mit den Stradivari- und Guarneri-Violinen beschäftigte.

Violine von JB Vuillaume (Kopie einer Joseph Guarneri del Gesù)

Preiswerte Manufakturgeigen gab es bereits zu Beginn des 19. Jahrhunderts aus den deutschen und französischen Geigenbauzentren. Der industrielle Geigenbau hatte in Nagoya (Japan) 1887 seinen Ursprung mit der Gründung von Suzuki Violin Co. Ltd. durch Masakichi Suzuki (1859–1944), den Vater des Violinpädagogen Shinichi Suzuki . Dessen Betrieb beschäftigte bereits nach kurzer Anlaufzeit über 1000 Mitarbeiter und stellte innerhalb eines Monats bis zu 400 Violinen und 4000 Bögen her.

Zwar hat sich das Instrument von seinen Anfängen nicht in wesentlichem Maße verändert, es gab allerdings häufig Versuche gestalterischer und technischer Reformen. So wurden einst reich verzierte Geigen mit anderen Ornamenten gebaut (etwa mit Menschen- oder Löwenkopf anstelle der Schnecke ) oder Instrumente aus Blech für ärmere Leute. Bekanntheit erlangten die Chanot-Geige von 1819, die trapezförmigen Geigen von Félix Savart oder Johann Reiter (1908) und zahllose Versuche vieler anderer namhafter Geigenbauer. Derzeit baut der belgische Geigenbau-Künstler Gauthier Louppe Streichinstrumente in Formen, die an Jugendstil erinnern und durch besondere Asymmetrien ein breiteres Klangspektrum ermöglichen sollen. ^[31]

Dieser Artikel oder nachfolgende Abschnitt ist nicht hinreichend mit Belegen (beispielsweise Einzelnachweisen ) ausgestattet. Angaben ohne ausreichenden Beleg könnten demnächst entfernt werden. Bitte hilf Wikipedia, indem du die Angaben recherchierst und gute Belege einfügst.

Die Kunststoff-Violinen von Mario Maccaferri (1970er/1980er Jahre) waren technisch noch unausgereift oder gehörten zu den „anders klingenden“ Geigen, doch stehen mit computergestützter Schwingungsanalyse und -simulation (wie sie von Glockengießern genutzt wird) ganz andere Werkzeuge zum systematischen Design von Klangkörpern zur Verfügung, was die Massenproduktion einer angenehm klingenden und wetterfesten „Volksvioline“ aus Kunststoff nahelegt. Momentan sind holzfreie Geigen in Serienfertigung nur aus kohlenstofffaserverstärktem Kunststoff (CFK) erhältlich, die jedoch klanglich allenfalls geringen Ansprüchen genügen können.

Die Anschaffungspreise für Violinen variieren heute zwischen unter 50 Euro für „Billiginstrumente“ und Beträgen für Instrumente berühmter Geigenbauer, die sich zwar durch überragende Klangqualität auszeichnen, von den Musikern selbst jedoch kaum noch finanziert werden können.

Pädagogik

Alter des Kindes beim Beginn des Geigenunterrichts

Kleine Geige im Geigenkasten

Das Violinspiel kann bereits in sehr frühem Kindesalter erlernt werden. Pädagogen sind der Überzeugung, dass ein möglichst früher Beginn, etwa im Alter von drei bis sechs Jahren, grundsätzlich vorteilhaft und für eine erfolgreiche Karriere unbedingt zu empfehlen sei. Deshalb existieren zahlreiche „kindgerechte“ Violinschulen. Ein möglichst früher Beginn des Geigenspiels ist fester Bestandteil der Suzuki-Methode , benannt nach ihrem Entwickler Shinichi Suzuki .

Kleine Geigen

Für den frühen Beginn des Geigenspiels mit kleinen Händen und kurzen Armen gibt es angepasste Instrumente, ⁷ ⁄ ₈ -, ³ ⁄ ₄ -, ¹ ⁄ ₂ -, ¹ ⁄ ₄ - oder ¹ ⁄ ₈ -Geigen, ja sogar ¹ ⁄ ₁₆ - und ¹ ⁄ ₃₂ -Instrumente werden hergestellt. Hierbei darf aus dem Bruch in der Bezeichnung nicht auf die reale Größe geschlossen werden, tatsächlich ist eine ³ ⁄ ₄ -Geige nur etwa 6 % kleiner als eine „ganze“ und eine ¹ ⁄ ₂ -Geige nur etwa 12 %.

Geschichte der Violinpädagogik

Als wichtiges pädagogisches Werk gilt Leopold Mozarts Versuch einer gründlichen Violinschule von 1756. Mozarts Violinschule ist eine der wichtigen Quellen für das Studium der historischen Aufführungspraxis . Noch frühere Lehrwerke stammen aus der Barockzeit, so haben sich Daniel Merck , Michel Corrette oder Francesco Geminiani um die Violinpädagogik verdient gemacht. Giuseppe Tartini schrieb in seinem 50 Etuden umfassenden „L'arte dell arco“ das erste Lehrwerk über die Bogenführung. Georg Philipp Telemann schuf für seine Schüler die „Methodischen Sonaten“, in denen die langsamen Sätze zusätzlich mit barocker Verzierung ausgesetzt sind.

Modernere und systematische Lehrwerke entstanden im frühen 19. Jahrhundert in Frankreich, nach der Gründung des Pariser Konservatoriums. Einige namhafte Autoren solcher Werke sind Pierre Rode , Pierre Baillot , Rodolphe Kreutzer , Charles-Auguste de Bériot , Jacques Féréol Mazas und in Deutschland Ludwig Spohr . Im 20. Jahrhundert spielen vor allem die Veröffentlichungen von Carl Flesch und Ivan Galamian eine herausragende Rolle.

Verwendung in der Musik

Die Violine ist mit der Entwicklung der europäischen Musik der Neuzeit eng verbunden und wurde dementsprechend reich mit Literatur beschenkt. Im Folgenden kann nur ein kurzer Abriss über ihre vielfältigen Aufgaben gegeben werden.

Stradivari-Violine im Palacio Real in Madrid

Solistisch

Wichtige Werke für Solovioline (ohne Begleitung ) gab es in der Barockzeit zuhauf, erwähnenswert sind hier als Komponisten Heinrich Ignaz Franz Biber und Johann Sebastian Bach . Hier wurde vor allem mit Doppelgriffen die Möglichkeit ausgereizt, auf einer Geige mehrere Stimmen klingen zu lassen. In der Klassik und Romantik war diese Gattung (ebenso wie Solowerke für andere Instrumente, abgesehen von Klavier oder Orgel ) weniger verbreitet, wenngleich sie in den 24 Capricen von Niccolò Paganini einen weiteren Höhepunkt erreichte. Im 20. Jahrhundert erlebte sie mit Kompositionen von Bartók , Strawinsky und vor allem Eugène Ysaÿe eine neue Verbreitung.

Die ersten Instrumentalkonzerte entwickelten sich zunächst aus dem zeitweisen Hervortreten des Konzertmeisters aus dem barocken Streichorchester ( Siehe auch: Concerto grosso ). Bald entstanden die ersten als solche deklarierten Violinkonzerte , wie jene von Torelli , Vivaldi oder Bach . Alle drei großen Wiener Klassiker schrieben Violinkonzerte, ebenso die wichtigen romantischen Meister ( Paganini , Spohr , Mendelssohn Bartholdy , Schumann , Dvořák , Tschaikowsky , Wieniawski , Vieuxtemps , Brahms , Bruch , Glasunow ) und viele spätere Komponisten wie Sibelius , Elgar , Korngold , Bartók , Britten , Schönberg , Berg , Strawinsky , Schostakowitsch und Prokofjew . Ab dem Ende des 19. Jahrhunderts wurden einige Werke für Solovioline mit Orchesterbegleitung komponiert, die formal freier waren und sich von der reinen Konzert -Gattung abheben wollten, wie die Symphonie espagnole von Lalo , Ravels „Zigeuner“- Rhapsodie Tzigane , das Poème von Chausson oder The Lark Ascending von Williams .

Kammermusik

Kaum ein Werk der Streicher- oder gemischten Kammermusik kommt ohne Geige(n) aus: Die wichtigsten Gattungen sind die Violinsonate , die Triosonate , das Streichtrio , das Klaviertrio , das Streichquartett , das Klavierquartett , das Streichquintett oder das Streichsextett . In vielen dieser Besetzungen hat die Geige die wichtigste Melodiestimme. Ihre oft konzertanten Aufgaben lassen sie dabei die sprichwörtliche „Erste Geige“ spielen.

Orchester

Konzertmeister der New Yorker Philharmoniker (1917).

Im Orchester gibt es seit der Barockzeit (wie im Streichquartett) zwei verschiedene Violinstimmen, die zumeist chorisch , also mehrfach besetzt sind. In einer groß besetzten romantischen Sinfonie spielen im Allgemeinen 16 Erste und 14 Zweite Geigen, gelegentlich mehr. Beide Gruppen werden dabei üblicherweise von einem oder mehreren Stimmführer (n) am vorderen Notenpult geleitet. Ganz vorne in der ersten Geigengruppe sitzt der 1. Konzertmeister , der manchmal Soli zu spielen hat und eine besondere Verantwortung für das ganze Orchester trägt.

Tanzmusik

Im Zusammenhang mit der solistischen Karriere der Violine in der Hofmusik des 17. Jahrhunderts wurde sie zum führenden Instrument bei der Begleitung der Tänze. Ballettmeister spielten Violine und verwendeten die Tanzmeistergeige zum Einstudieren von Gesellschaftstänzen . Durch die Emanzipation des bürgerlichen Tanzes im 18. Jahrhundert formierten sich viele Tanzkapellen, die im Kern aus zwei Violinen (mit Bass) bestanden. Die erste spielte die Melodie, die zweite fügte Rhythmen und Akkorde in der Art einer Violine obligat hinzu. Noch auf dem Höhepunkt der Wiener Tanzmusik in der Zeit des Biedermeier mit Joseph Lanner oder Johann Strauß Vater bildeten sie den Kern der Tanzkapellen, und viele tänzerische Elemente spiegelten sich in der Konzertmusik wider. Johann Strauß Sohn wurde noch als Kapellmeister mit seiner Violine dargestellt, obwohl er sich zunehmend auf das Dirigieren und Komponieren verlegte.

Europäische Volksmusik

Fiedler aus Ungarn

In vielen regionalen Formen traditionellen Musizierens ( Folkmusik , Volksmusik ) wird die Geige verwendet. Sie wird in diesem Zusammenhang oft Fiedel oder Fiddle genannt und von der historischen Fidel unterschieden, die ein Vorläufer der Violine ist. Die Violine ist in zahlreichen Varianten ein typisches Instrument traditioneller Musik unter anderem in Irland, Wales ( ffidil ), Schottland, Frankreich, den Alpenländern, Norwegen ( Hardangerfiedel ), Schweden, Polen ( skrzypce podwiązane anstelle der im 19. Jahrhundert verwendeten mazanki ), Ungarn, Rumänien ( vioară ), der Slowakei ( husle ), Litauen ( smuikas ) und Estland ( viiul ).

Arabische und persische Musik

Zur Gesangsbegleitung, als Soloinstrument und im Ensemble wurde die Violine in die arabische und persische Musik übernommen. In Nordafrika ist die Violine als kamān und in der Türkei als kemen bekannt (vgl. türkisch kemençe ). In Iran kann die Violine seit Anfang des 20. Jahrhunderts das klassische Repertoire der Spießlaute kamānče übernehmen.

Klassische indische Musik

Die südindischen Violinisten Ganesh und Kumaresh

Die Violine wurde in der klassischen Musik Südindiens zum ersten Mal von Baluswami Dikshitar (1786–1859), einem Bruder des großen Komponisten Muthuswami Dikshitar , gespielt. ^[32] In der südindischen klassischen Musik ist die Violine neben der Vina das wichtigste Saiteninstrument. Sie wird dort beim Spiel gegen die Brust gestützt und schräg abwärts gehalten. Erste Darstellungen von Violinen in Indien finden sich im Palast Tipu Sultans (1750–1799), der mit Frankreich verbündet und sonst an europäischer Technik interessiert war. Bekannte südindische Violinisten sind Kunnakudi Vaidyanathan (1935–2008), Mysore Manjunath, Ganesh und Kumaresh, L. Subramaniam . In Nordindien setzte der bengalische Komponist Nidhu Babu (1741–1839) möglicherweise als Erster die Violine zur Begleitung seiner Akhrai-Lieder in Kalkutta ein. Der berühmteste nordindische Violinist war VG Jog (1922–2004).

Südostasien

In Myanmar ist die tayaw genannte europäische Violine an die Stelle eines dreisaitigen violinenähnlichen Instruments getreten, das im 19. Jahrhundert gespielt wurde. Zu den Malaiischen Inseln gelangte die Violine mit den Portugiesen im 17. Jahrhundert. In Malaysia wird die europäische Violine in mehreren Musikstilen verwendet, darunter zusammen mit der Zupflaute gambus im Begleitensemble der Zapin -Tanzvorführungen. In Indonesien kommt die Violine ( biola ) in einigen regionalen Volksmusikstilen vor, die im javanischen Gamelan gespielte Spießlaute rebab hat sie jedoch nicht ersetzt. Auf den Philippinen spielt die von Spaniern im 17. Jahrhundert mitgebrachte biyolin in einigen Regionen europäischen Melodien in der Volksmusik.

Jazz, Crossover

In der neueren Unterhaltungsmusik spielt die Geige eine wichtige Rolle. Im Tango -Orchester ebenso wie in „ Zigeuner “-Kapellen oder in manchen Jazz -Formationen ( Stéphane Grappelli , Joe Venuti , Didier Lockwood , Adam Taubitz ). Die komplexe Musik der amerikanischen Band The Flock bspw. vermischte Rock, Jazz, Blues und andere Stile; ihr Violinist Jerry Goodman spielte eine elektrisch verstärkte Geige. Viele moderne Geiger machen Ausflüge in Crossover-Projekte ( Nigel Kennedy , Anne-Sophie Mutter ). Eine Geigerin in Richtung Crossover ist auch Lindsey Stirling , die mit klassischen Tönen und Dubstep-/Elektro-Elementen ihr eigenes Musikgenre geschaffen hat. Darüber hinaus ist die Geige in Bands zu finden, die sich stilistisch in den Richtungen Mittelalter-Rock oder Folk Metal und Folk-Rock bewegen. Hier wären Flogging Molly , Fiddler's Green , Letzte Instanz , Volkstrott , Subway to Sally , Schandmaul und Skyclad anzuführen. Der Gebrauch der Geige leitet sich hier aus dem Hintergrund der Verwendung in der traditionellen Musik ab. In der übrigen U-Musik wird die Geige eher selten als Solo-Instrument eingesetzt. Dafür werden gern elektronisch erzeugte Streicherpassagen verwendet, um eine romantische Stimmung zu erzeugen.

Big Band

Selten wird eine Violine in einer Big Band gespielt. Durch Verwendung einer elektrischen Violine ist die Violine gut in die Big Band zu integrieren. Dort kann sie sogar als Soloinstrument über die Bläserstimmen hinweg spielen. Durch Verwendung eines Verzerrers kann der Klang der Violine sehr gut variiert werden. Die Klangfarbe geht von „klassischem Klang“ bis hin zur Komplettverzerrung wie bei einer E-Gitarre .

Rock und Metal

Vereinzelt wird die Violine in der Rock- und Metalmusik verwendet. Beispiele dafür sind die Bands Yellowcard und Kansas aus dem Rockbereich sowie Turisas , Dornenreich , Corvus Corax , Subway to Sally oder My Dying Bride aus dem Metalbereich. Durch den Einsatz einer Violine bekommt die Musik einen eigenen Charakter und wird melodischer. Stilrichtungen, in denen die Violine relativ häufig auftaucht, sowohl als Einzel- als auch als Ensembleinstrument, sind – neben den schon erwähnten Folk-Crossover-Stilen – vor allem Symphonic Rock / Metal sowie Gothic und Dark Metal ; bei Liveauftritten werden Solovioline und Streicher aus Kostengründen oft durch Synthesizer ersetzt. Erstmals wurde Ende der sechziger Jahre durch die Gruppe East of Eden eine Violine als Soloinstrument in der Rockmusik eingesetzt(Komponist: David Jack, Violin-Solist: Dave Arbus).

Bei Emilie Autumn dominiert die Violine im großen Stil. Sie bezeichnet ihre Musik selbst als Violindustrial .

Verwandte Instrumente

Kleinere und handlichere Formen der Geige werden als Kleingeige bezeichnet. Dazu gehören die Tanzmeistergeige (Pochette) , der Violino piccolo , die Kurzhalsgeige und die Rebec .

Eine größere und tiefer klingende Bauform der Violininstrumente ist die Bratsche , auch Viola genannt. Zur selben Familie gehört das Violoncello , das mit dem Hals nach oben und auf der vom Spieler abgewandten Vorderseite gespielt wird, der auf einem Stuhl sitzt. Der Kontrabass hat sowohl bauliche Eigenschaften der Gamben , zu denen er einst gezählt wurde, als auch der Geigenfamilie. Er wird meist stehend gespielt.

Die Strohgeige ist eine 1899 in London von Johannes Matthias Augustus Stroh entwickelte Form der Violine, die ohne Resonanzkörper auskommt. Der Schall wird stattdessen mit einem Hebel unter dem Steg abgenommen und über eine Membran aus Messing zu einem Trichter aus dem gleichen Metall geleitet. Dieses Instrument wird auch als Phonogeige beziehungsweise Phonofiedel bezeichnet, da es ursprünglich zur gerichteten Schallabstrahlung für Phonographen - und Grammophonaufnahmen entwickelt wurde, da herkömmliche Geigen für die damalige Aufnahmetechnik (noch ohne elektronische Verstärker ) zu leise waren. Die Strohgeige ist nicht zu verwechseln mit der Strohfiedel , die kein Streichinstrument ist, sondern ein simpler Vorläufer des Xylophons : Klanghölzer lagen zur Entkopplung lose auf einer Strohunterlage. 1925 entwickelte der Markneukirchner Ingenieur Willy Tiebel die Strohgeige weiter. Er brachte einen zweiten Trichter an, welcher zum Ohr des Musikers zeigt, um ihm die Kontrolle seines Spiels zu erleichtern. Beide Instrumente sind durch die Massivität der verwendeten Bauteile so schwer, dass sie nur mit einer stützenden Auflage unter dem Wirbelkasten gespielt werden können.

Es gibt mittlerweile Violinen ohne Resonanzkörper, die lediglich Tonabnehmer besitzen und ein Audiosignal liefern, dessen Übertragung mit Kabel oder Funk erfolgt. Die Vorteile bestehen darin, dass sich der Musiker nicht vor einem Mikrofon aufhalten muss und keine Gefahr der Rückkopplung besteht, wenn der verstärkte Schall zurück zum Instrument gelangt.

Geigen in Märchen

In Märchen kommen Geigen relativ häufig vor, oft mit der magischen Wirkung, jeden, der sie hört, tanzen zu lassen, ob er will oder nicht: KHM 8 , 51 , 56 , 110 , 114 . Das Roma -Märchen Die Erschaffung der Geige erzählt davon, wie die Geige auf die Welt kam.

Siehe auch

• Brettgeige
• Geigenzettel
• Fiddle
• Liste von Geigenbauern
• Pferdekopfgeige
• Sorbische Geige

Literatur

• Lothar Cremer : Physik der Geige. Hirzel Verlag, Stuttgart 1981, ISBN 3-7776-0372-4 . (Standardwerk. Allerdings sehr theoretisch. Gehobene mathematische Kenntnisse erforderlich. Umfassende Darstellung der Geigenphysik und des Schrifttums bis 1981)
• Neville H. Fletcher, Thomas Rossing: The Physics of Musical Instruments. Springer Verlag, New York 1991, ISBN 0-387-96947-0 . (Sehr gründliche Darstellung der Akustik der Musikinstrumente. Gute mathematische Einführung in die schwingenden Systeme. Einzeldarstellungen der verschiedenen Musikinstrumentengruppen, etwa 50 Seiten zum Thema Akustik der Geige)
• Wernfried Güth: Einführung in die Akustik der Streichinstrumente. Hirzel Verlag, Stuttgart/ Leipzig 1995, ISBN 3-7776-0644-8 . (Guter Einstieg in die Thematik, Forschungsergebnisse nur bis etwa 1980 berücksichtigt)
• Erik Jansson: Acoustics for Violin and Guitar Makers. (Praxisnahe Einführung in die theoretischen Grundlagen und zahlreiche Anregungen für die akustische Praxis der Geigenbauwerkstatt. Die rege Zusammenarbeit dieses Forschers mit Geigenbauern wird spürbar) speech.kth.se
• Heike Prange: Die Violine – Bestandteile, Bau, Geschichte, Pflege, Spiel. 2. Auflage. Bärenreiter Verlag, Kassel 2005, ISBN 3-7618-1900-5 .
• Paul O. Apian-Bennewitz : Die Geige. Der Geigenbau und die Bogenverfertigung . Simon & Wahl, Egweil 1998, ISBN 3-923330-34-0 . (Repr. d. Ausg. Weimar 1892)
• Otto Möckel : Geigenbaukunst. 8. Auflage. Nikol, Hamburg 2005, ISBN 3-937872-09-4 .
• Stefan Drees (Hrsg.): Lexikon der Violine. Laaber-Verlag, Laaber 2004, ISBN 3-89007-544-4 .
• Walter Kolneder : Das Buch der Violine. Bau, Geschichte, Spiel, Pädagogik, Komposition. 6. Auflage. Atlantis Musikbuchverlag, Zürich 2002, ISBN 3-254-00147-8 .
• Eduard Melkus : Die Violine. Eine Einführung in die Geschichte der Violine und des Violinspiels. 3. Auflage. Schott, Mainz 2000, ISBN 3-7957-2359-0 .
• Yehudi Menuhin , William Primrose : Violine und Viola (= Yehudi Menuhins Musikführer ). Edition Bergh im Ullstein, Frankfurt am Main 1993, ISBN 3-7163-0175-2 .
• Leopold Mozart : Versuch einer gründlichen Violinschule. Faksimile . Bärenreiter, Kassel 2005, ISBN 3-7618-1238-8 .
• Hugo Pinksterboer: Pocket-Info Violine und Viola. Praktisch, klar und aktuell. Schott, Mainz 2003, ISBN 3-7957-5535-2 .
• David Schoenbaum : Die Violine. Eine Kulturgeschichte des vielseitigsten Instruments der Welt . Bärenreiter Metzler, Stuttgart 2015, ISBN 978-3-476-02558-6 .
• Aufsatzsammlungen zur Akustik der Geige:
  • Benchmark Papers in Acoustics / 5: „Musical Acoustics, Part I Violin Family Components“, Hrsg. Carleen M. Hutchins, (Verlag: Dowden, Hutchinson & Ross, Inc.) 1975, ISBN 0-471-42540-0 . Beschreibung: 27 Aufsätze verschiedener Forscher auf dem Gebiet der Geigenakustik. Themen: Grundsätzliches zur Akustik der Geige; die gestrichene Saite; der Steg; der Stimmstock; Tonholz; Geigenlack. Zeitraum der Originalveröffentlichungen 1840 bis 1973, 478 Seiten. Vorwiegend englischsprachig.
  • Research Papers in Violin Acoustics 1975–1993, Hrsg. Carleen M. Hutchins, (Verlag: Acoustical Society of America) 1997, ISBN 1-56396-609-3 . Beschreibung: 121 Aufsätze verschiedener Forscher auf dem Gebiet der Geigenakustik. Themen: „350 Jahre Geigenforschung“, Schallabstrahlung, die gestrichene Saite, der Bogen, der Steg, der Stimmstock, der Bassbalken, der Saitenhalter. Eigenschwingungen der freien Geigenplatten, Eigenschwingungen des fertigen Instrumentes, Luftresonanzen, Interaktion von Saite, Holz und Luftresonanzen. Das Tonholz, der Geigenlack, Psychoakustische Forschung, die Catgut Acoustical Society, theoretische Akustik und Forschungsmethodik, Ausblick. Jedem Themengebiet ist eine Einführung durch die Herausgeberin vorangestellt. Zwei Bände, 1299 Seiten. Ausschließlich englischsprachig.

Weblinks

Commons : Violine – Album mit Bildern, Videos und Audiodateien

Wikiquote: Violine – Zitate

Wiktionary: Geige – Bedeutungserklärungen, Wortherkunft, Synonyme, Übersetzungen

Wiktionary: Violine – Bedeutungserklärungen, Wortherkunft, Synonyme, Übersetzungen

• Einführung in die Geigenbaukunst und in die akustische Geigenforschung – Multimediales Handbuch „Akustik der Geige“
• Musikinstrumentenmuseum Markneukirchen
• Einführung in die Geigenakustik und zahlreiche Artikel (englisch)
• Rekonstruktionen früher Violinen

Einzelnachweise

1. ↑ Violine. In: Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache . Dort angegebene Etymologie textgleich mit dem Eintrag in Wolfgang Pfeifer : Etymologisches Wörterbuch des Deutschen. 2. Auflage. Akademie-Verlag, Berlin 1993.
2. ↑ Violine . In: Jacob Grimm , Wilhelm Grimm (Hrsg.): Deutsches Wörterbuch . Band   26 : Vesche–Vulkanisch – (XII, 2. Abteilung). S. Hirzel, Leipzig 1951, Sp.   367–368 ( woerterbuchnetz.de ).  
3. ↑ Ugo Ravasio: Gasparo da Salo e la liuteria bresciana . Editrice Turris Cremona, Brescia 1990.  
4. ↑ Leopold Mozart: Versuch einer gründlichen Violinschule . Augsburg 1756, S. 1–2.
5. ↑ Die Geige . In: Grammatisch-kritisches Wörterbuch der Hochdeutschen Mundart. Wien 1811 (erste Auflage: Leipzig 1774–1776), Band II, Sp. 506–507.
6. ↑ Geige . In: Jacob Grimm , Wilhelm Grimm (Hrsg.): Deutsches Wörterbuch . Band   5 : Gefoppe–Getreibs – (IV, 1. Abteilung, Teil 2). S. Hirzel, Leipzig 1897, Sp.   2567–2575 ( woerterbuchnetz.de ).  
7. ↑ Lemma Geige. In: Trübner's deutsches Wörterbuch , im Auftrag der Arbeitsgemeinschaft für deutsche Wortforschung hrsg. von Alfred Götze, weitergeführt von Walter Mitzka, Band 3 (G–H), Walter de Gruyter, Berlin 1954, S. 66–67.
8. ↑ Geige. In: Digitales Wörterbuch der deutschen Sprache . Dort angegebene Etymologie textgleich mit dem Eintrag in Wolfgang Pfeifer : Etymologisches Wörterbuch des Deutschen. 2. Auflage. Akademie-Verlag, Berlin 1993.
9. ↑ Heinrich Heine: Gedichte 1845–1856 (= Säkulärausgabe. Band 3). de Gruyter, Berlin 1986, S. 269.
10. ↑ Conrad Schwabe: Vogtland - Geige - Mensch : Aufschachteln – Schritt für Schritt = Vogtland Violins = Vogtlandské housle . Markneukirchen 2015, ISBN 978-3-00-048816-0 .  
11. ↑ Barbara Gschaider: Ratgeber Geige. Edition Bochinski, Bergkirchen 2008, ISBN 978-3-937841-68-7 , S. 21 ff.
12. ↑ Helge Marsel, Geigen- und Gambenbau in Klagenfurt, Austria. 5. Februar 2019, abgerufen am 5. Februar 2019 .  
13. ↑ Edith Gerson-Kiwi: The Persian Doctrine of Dastga-Composition. A phenomenological study in the musical modes. Israel Music Institute, Tel-Aviv 1963, S. 15.
14. ↑ Andrea Hayek-Schwarz: Musizieren mit links – Musizierende Linkshänder_innen linkehand.at, 2012.
15. ↑ Orchester mögen keine Linkshänder mittelbayerische.de, 17. August 2012, siehe die beiden letzten Absätze des Artikels.
16. ↑ War Paganini Linkshänder? – Gedanken über ein Tabu-Thema der Streicherpädagogik . In: neue musikzeitung. 7/2007; abgerufen am 20. Juli 2016.
17. ↑ Barbara Gschaider: Ratgeber Geige. Edition Bochinski, Bergkirchen 2008, ISBN 978-3-937841-68-7 , S. 58.
18. ↑ Safe and Sound . Bundesanstalt für Arbeitsschutz und Arbeitsmedizin . Dortmund 2010, S. 24
19. ↑ ^{a b} Hector Berlioz : Grand traité d'instrumentation et d'orchestration modernes. Schonenberger, Paris 1844, hier S. 33, Textarchiv – Internet Archive .
    Deutsche Ausgabe: Instrumentationslehre von Hector Berlioz. Ergänzt und revidiert von Richard Strauss. Zwei Bände. Edition Peters, Leipzig 1905; hier Band 1, S. 61 f., Textarchiv – Internet Archive
20. ↑ Renato Meucci: The origins of Italian violin making . In: Un corpo alla ricerca dell'anima… Ente Triennale Internazionale degli Strumenti ad Arco, Cremona 2005, ISBN 88-89839-00-7 .  
21. ↑ Sandro Boccardi: Un Concerto nel Cielo di Saronno . In: Il Concerto degli Angeli . Amilcare Pizzi Editore, Saronno 1994.  
22. ↑ Walter Kolneder : Das Buch der Violine: Bau, Geschichte, Spiel, Pädagogik, Komposition , S. 266
23. ↑ Peter Holman: Four and Twenty Fiddlers, The Violin at the English Court 1540-1690 . Clarendon Press, Oxford 1993, ISBN 0-19-816592-7 , S.   87 .  
24. ↑ Renato Meucci: The origins of Italian violin making . In: Un corpo alla ricerca dell'anima… Ente Triennale Internazionale degli Strumenti ad Arco, Cremona 2005, ISBN 88-89839-00-7 , S.   81 .  
25. ↑ Fausto Cacciatori: Andrea Amati Opera omnia . Ente Triennale Internazionale degli Strumenti ad Arco, Cremona 2007, ISBN 88-89839-13-9 .  
26. ↑ Marco Bizzarini und Ugo Orlandi: Ancient violinmaking and musical context in Brescia . In: Liutai in Brescia 1520-1724 . Eric Blot Edizioni, Cremona 2008, ISBN 978-88-88360-07-2 .  
27. ↑ Claudia Kunde: Die Begräbniskapelle der albertinischen Wettiner im Freiberger Dom . In: Wenn Engel musizieren, Musikinstrumente von 1594 im Freiberger Dom . Janos Stekovics, Leipzig 2004, ISBN 3-89923-067-1 .  
28. ↑ Fausto Cacciatori, Carlo Chiesa und Bruce Carlson: Il DNA degli Amati . Ente Triennale Internazionale degli Strumenti ad Arco, Cremona 2006, ISBN 88-89839-11-2 .  
29. ↑ William H., Arthur F. und Alfred E. Hill: The Violin-Makers of the Guarneri Family . WE Hill and Sons, Buckinghamshire 1931.  
30. ↑ Rudolf Hopfner: Jacob Stainer „… kayserlicher diener und geigenmacher zu Absom“ . Skira, Milano 2003, ISBN 3-85497-060-9 .  
31. ↑ Bildbericht über Louppe-Geigen (französisch)
32. ↑ VV Ramesh: The Great Violin Maestros Of The Past. Pallavi's Lalgudi G. Jayaraman Sydney Concert Souvenir, November 1995.