Videnskabens filosofi

fra Wikipedia, den gratis encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Videnskabsteorien (også videnskabsteori, videnskabsteori eller videnskabens logik [1] ) er en gren af filosofien, der omhandler videnskabens forudsætninger, metoder og mål og dens form for vidensgenerering.

De centrale spørgsmål i videnskabens filosofi er:

  1. Hvad kendetegner videnskabelig viden? (f.eks. forklaring, forudsigelse af eksperimentelle resultater)
  2. Hvilke metoder kan det opnås ved? ( Metode )
  3. Er der overhovedet nogen videnskabelig fremgang ?
  4. Hvad er forskellen mellem videnskab og pseudovidenskab ?
  5. Hvad er videnskabelige teoriers epistemologiske status og de enheder, de postulerer? Er videnskab en form for at fastslå sandheden, eller skal videnskabelig viden opfattes mere pragmatisk?
  6. Hvilken indflydelse har æstetiske faktorer på videnskabelig viden og udvikling af videnskab?
  7. Hvordan skal forholdet mellem videnskab og etik udformes?

Optaget af epistemologiske problemer, især dem, der vedrører strukturen og udviklingen af ​​videnskabelig viden og metoder, går tilbage til antikken ( Aristoteles ). Yderligere undersøgelser af videnskabelige filosofis delvise problemer kan findes hos filosoffer som Francis Bacon , René Descartes , Gottfried Wilhelm Leibniz , Jean Baptiste le Rond d'Alembert , Denis Diderot , Immanuel Kant , Johann Gottlieb Fichte , Georg Wilhelm Friedrich Hegel , og senere Bernard Bolzano . I disse undersøgelser forstås videnskab primært som et system med videnskabelig viden, og i denne forstand er videnskabsteorien tæt forbundet med epistemologi og metodologi, dvs. afspejling af de anvendte specifikke metoder.

Den generelle videnskabsteori bygger på resultaterne af videnskabsstudier, som er opnået fra de enkelte disciplines synspunkt, f.eks. B. Økonomi, sociologi, psykologi osv. Udarbejder - baseret på dette - sit eget ordsystem , generaliserer den disciplinære viden på dette grundlag og forsøger dermed at blive det forenede teoretiske fundament for alle individuelle forskningsdiscipliner.

Realistiske teorier

Videnskabelig realisme

Hovedrepræsentanter : Ernan McMullin , Stathis Psillos , også Hilary Putnam og Richard Boyd i henhold til deres selvbillede , selvom Putnams interne realisme og Boyds konstruktivisme angående naturarter adskiller sig noget fra de klassiske doktriner.

Videnskabelig realisme kan reduceres til to hovedpunkter:

  1. Vilkårene for en videnskabelig teori refererer til virkelige enheder , det vil sige til objekter, der eksisterer i virkeligheden . (Betydningen af ​​udtryk som "elektron" er at henvise til sådanne partikler i den virkelige verden.)
  2. Videnskabens historie skal forstås som en tilgang til sandheden . Videnskabeligt arbejde bekræfter, hvis det lykkes, de tilsvarende teorier.

Strukturel realisme

Hovedrepræsentant: John Worrall

Ifølge strukturel realisme er videnskaben ikke i stand til at kende virkelighedens indhold . Videnskaben beskriver snarere virkelighedens struktur . Det er ikke de objekter, der er nævnt i teoriformuleringerne ( elektroner , etere osv.), Der betyder noget , men de matematiske love svarer (hvis en teori er sand) til naturens orden.

I strukturel realisme argumenterer Worrall for dette blandt andet som følger: De matematiske ligninger, som Fresnel opnåede ved at teoretisere om lysbærende ether, er i kontinuitet med Maxwells ligninger , der beskriver egenskaberne ved elektromagnetiske felter. Aether blev kasseret, men ligningerne gælder stadig i dag.

Tesen om den epistemiske strukturrealist er: Med hensyn til vores teoriers strukturelle udsagn er vi epistemisk bedre stillet end med hensyn til de ikke-strukturelle udsagn. Kritikere indvender normalt, at denne sondring ikke kan trækkes klart. Et muligt svar ligger i analysen af ​​matematiske teoretiske strukturer. [2]

Entitetsrealisme

Hovedrepræsentanter: Ian Hacking , Nancy Cartwright

"Entitetsrealisme" holder ikke videnskabelige teorier til at være sande og afviser ofte endda metaforen om teorier som entydige billeder af verden. Teorier, og især naturlovene nævnt i dem, er kun nyttige værktøjer i denne position. Ikke desto mindre tror entitetsrealisten på mange enheder, der er postuleret i videnskab, såsom celleorganeller og elektroner. Han tror dog ikke på virkeligheden for alle enheder, der er nævnt i formuleringen af ​​en teori, men kun på dem, som man kan kausalt interagere med gennem eksperimenter. Efter hans opfattelse er intervention og manipulering passende begrundelser for at vide om verdens ting. Dette kommer især til udtryk i Ian Hackings berømte citat om elektroner: "Hvis du kan sprøjte dem, så er de ægte." [3]

Forfinet forfalskning

Imre Lakatos , der troede på betydningen af ​​videnskabshistorien, men ønskede at forsvare den mod Kuhns antagelse af et irrationelt øjeblik, afviste Kuhns opfattelse til fordel for en ændring af Poppers metode. Den største ændring er opgivelsen af ​​Poppers forbud mod den konventionelle sætning ("immunisering") gennem ad hoc -hypoteser . Han behøver ikke at erstatte teorier med bedre, hvis de er forfalskede , dvs. tilbagevist af eksperimentelle eller empiriske resultater, men kan være forsynet med et beskyttende bælte ad hoc -hypoteser under visse betingelser. Dette skal tjene til at beskytte bevidste eller ubevidste grundlæggende overbevisninger i teoriens kerne, der danner et såkaldt forskningsprogram og svarer til paradigmerne ved Kuhn. Kun de yderligere antagelser, der går ud over denne kerne, ændres. Ifølge Lakatos kan og bør man kun opgive de grundlæggende overbevisninger, der udgør kernen i et forskningsprogram, når forskningsprogrammet udvikler sig degenerativt og kan erstattes af et bedre forskningsprogram.

Lakatos 'opfattelse er imidlertid ikke blevet en del af kritisk rationalisme, fordi videnskabshistorien ikke ses som væsentlig der.

Ikke-realistiske teorier

positivisme

Positivisme er en filosofisk holdning, der kun accepterer givne fund gennem fortolkningen af videnskabelig observation. For at gøre dette skal eksamensbetingelserne være præcist definerede. Kun de udtryk, der har en korrespondance i forskellige mulige observationer, skal tages bogstaveligt; alle andre meningsløse. I det omfang teorier kan reduceres til observationssprog, kan de tages bogstaveligt og være sande eller falske.

Denne holdning blev især repræsenteret i det 19. og begyndelsen af ​​det 20. århundrede af Emil du Bois-Reymond , Ernst Mach og Richard Avenarius og var en af ​​de vigtigste retninger i sin tid, som stærkt påvirkede udviklingen af ​​moderne naturvidenskab. Albert Einstein nævner z. B. de overordentlig vigtige impulser, han modtog fra Machs filosofi til udviklingen af ​​hans relativitetsteori. [4] På trods af denne store indflydelse opfyldte relativitetsteorien i sidste ende ikke Mach's forventninger. Efter første verdenskrig blev traditionen for positivisme taget op af Wienerkredsen og logisk empirisme, men disse opgav vigtige positioner i den oprindelige positivisme.

Selve logisk empirisme omtales ofte som neopositivisme eller logisk positivisme, selvom dette er en forkert betegnelse ifølge Wolfgang Stegmüller , forudsat at udtrykket "positivisme" forstås i dets oprindelige betydning. Selvom de logiske empirikere så sig selv i Ernst Machs tradition, brugte de udtrykket "positivisme" i en meget bredere forstand. De logiske empirikere omtalte alle filosofiske retninger som positivisme, hvor evalueringen af ​​videnskabelige teorier hovedsageligt var (men ikke udelukkende) gennem konfrontation med empiriske observationer.

Konventionalisme

Hovedrepræsentanter: Henri Poincaré , Ernst Mach

Ernst Mach betragtede videnskabelige teorier som enkle, neutrale og pragmatiske beskrivelser af verden. Denne afhandling er også kendt som tankeøkonomi . Da han altid så enhver videnskabelig teori i en konkret, empirisk overordnet kontekst, afviste han ethvert generelt krav på sandhed . På Mach bliver videnskaben således en nyttig konvention, der også skal tage hensyn til psykologiske komponenter.

Instrumentalisme

Ifølge denne holdning kan teorier ikke tages bogstaveligt, og de kan heller ikke være sande eller falske. De udtryk, der er nævnt i teoretiske formuleringer (de såkaldte teoretiske termer) er kun nyttige værktøjer til at strukturere de regelmæssigheder, der findes i forsøg. Den kendsgerning, at en teori omtaler "atomer", løser det på ingen måde med de mindste partiklers virkelige eksistens.

pragmatisme

Historisme

I den historistiske videnskabsfilosofi er det den opfattelse, at videnskabeligt arbejde kun er muligt på grundlag af bestemmelser, der primært kan forklares ud fra epistemologiens grundlæggende positioner, der er blevet historiske, de videnskabelige traditioner, videnskabens personligheder, der er blevet historiske og fra hele den historiske situation. Hovedeksponenten for den historistiske videnskabsfilosofi er Kurt Huebner gennem sit grundlæggende værk Critique of Scientific Reason. [5] Den epistemologiske historicisme har mange forbindelser til konventionalisme, instrumentalisme og frem for alt relativisme.

relativisme

Paul Feyerabend anses for at være den vigtigste eksponent for epistemologisk relativisme. Thomas S. Kuhn omtales også ofte som relativist, selvom han selv altid afviste denne betegnelse.

Begrebet incommensurability er centralt for Feyerabend. Videnskabelige paradigmer kan være helt eller delvist uforlignelige, dvs. uforlignelige, mere præcist: der er ingen fælles foranstaltning, der gør det muligt at sammenligne sætninger i et paradigme med sætninger fra et andet. Man kan derfor kun tale om sandhed med henvisning til et bestemt paradigme.

Både Kuhn og Feyerabend var sammen med talrige tidligere kritikere af den opfattelse, at observationer grundlæggende er "teoriladede".

Social konstruktivisme

Hovedrepræsentanter: David Bloor , Harry Collins , Trevor Pinch , Karin Knorr-Cetina

Socialkonstruktivister hævder, at selv tilsyneladende objektive videnskabelige fakta faktisk er resultatet af processer med social konstruktion og afhænger af laboratoriets, forskningsfacilitetens sociale situation osv.

Radikal konstruktivisme

Hovedrepræsentanter : Ernst von Glasersfeld , Jean Piaget

Kernen i radikal konstruktivisme er, at en opfattelse ikke giver et billede af en virkelighed uafhængig af bevidsthed, men at virkeligheden altid repræsenterer en konstruktion af sensoriske stimuli og hukommelsespræstationer for hvert individ. Derfor er objektivitet i betydningen en overensstemmelse mellem opfattet (konstrueret) billede og virkelighed umulig; enhver opfattelse er fuldstændig subjektiv.

Konstruktiv empiri

Hovedrepræsentant: Bas van Fraassen

Repræsentanter for konstruktiv empirisme er agnostiske over for de teoretiske begreber i en teori (atom, gen osv.). Det, der betyder noget, er ikke, hvad en teori taler om, men om det bekræftes af observationerne. "Observationer" kan normalt omfatte brug af instrumenter. Ifølge denne opfattelse er videnskabens mål empirisk tilstrækkelighed .

Konstruktiv realisme

Repræsentant: Friedrich Wallner

I sin ontologi, Friedrich Wallner skelner mellem virkelighed - overfor menneskelige bevidsthed -, konstrueret virkelighed med dens (sub) disciplinære mikro- verdener, og hverdagens virkelighed - kulturspecifikke traditionelle systemer af regler og overbevisninger.

Målet er at præsentere emnekredsen og metoden i forskning og tage den i betragtning ved fortolkning af videnskab. Ligesom solipsisme er den klar over emnets usikkerhed, men erkender, at der kræves en lang række handlinger for at komme til en meningsfuld betydning. Som metode til (selv) -Erkenntnis tilbydes fremmedgørelse .

Ifølge Kurt Greiner tilbyder videnskabens CR -filosofi en "epistemologisk service til videnskaben ... og passende værktøjer", som skal gøre det muligt for forskere, forskere og brugere at reflektere over deres disciplinære handlemåder og aktiviteter på en meningsfuld måde. Hun oplyser imidlertid, at den skabte viden repræsenterer levedygtige "handlemuligheder i form af sætningssystemer, der er legitimeret af teknisk anvendelighed ...", men ikke som objektiv virkelighed, men som "verdensopbygning ... inden for oplevelsen af gensidig objekt-metode relation "forstå er. [6]

Sociokritiske teorier

Marxistisk videnskabelig filosofi

I den marxistiske videnskabsfilosofi antages det, at Marx og Engels med den dialektiske og historiske materialisme og Lenin med den dialektisk-materialistiske refleksionsteori skabte det filosofisk-teoretiske grundlag for studiet af videnskab og dens udvikling. Politisk økonomi ses som det grundlæggende instrument i videnskabens filosofi til forskning i videnskabens produktive funktion og rolle i materialeproduktion og i den sociale reproduktionsproces. Den videnskabelige filosofi, der forstås på denne måde, dedikerer sine undersøgelser til tre komponenter i videnskaben:

  1. den videnskabelige arbejdsproces [7] (karakter og specifikationer, social beslutsomhed og typer af videnskabelig aktivitet, betingelser og faktorer for videnskabelig kreativitet, produktivitet og effektivitet af videnskabelig aktivitet, planlægning, ledelse og rationel organisering af videnskabelige arbejdsprocesser osv.)
  2. det videnskabelige potentiale som helhed af materialet og ideelle forudsætninger for videnskabelige arbejdsprocesser (komponenter, struktur og udvikling af det videnskabelige potentiale, optimale proportioner af de personlige, økonomiske og andre potentielle komponenter osv.)
  3. systemet med videnskabelig viden som et produkt af videnskabelig aktivitet ( klassificering af videnskaber, regelmæssigheder for oprindelse og udvikling af og forholdet mellem individuelle videnskabelige discipliner, dannelse af begreber, hypoteser og teorier inden for videnskab, metodisk tilgang i forskning, relativ autonomi udvikling af viden osv.).

Derudover er der en række problemer, der påvirker udviklingen af ​​videnskaben som helhed: udviklingslovene i videnskaben, drivkræfterne bag videnskabens udvikling, videnskabens position og funktion i konkrete historiske samfund , forholdet mellem videnskab , teknologi og produktion eller generelt mellem videnskab og videnskab Samfund i fortid og nutid, videnskabelig og teknisk fremgang osv.

Da videnskabelig viden kun genereres i den videnskabelige arbejdsproces og gengives, formidles og anvendes i den, er udtrykket videnskabeligt (generelt) arbejde (Marx) det grundlæggende udtryk for en logisk konsistent struktur af videnskabsteorien. Det gør det muligt både at overvinde den positivistiske snæverhed ved videnskabsopfattelsen og fastlæggelsen af ​​videnskab baseret på de tre ovennævnte komponenter inden for rammerne af konkrete økonomiske samfund. Enheden mellem teoretisk og empirisk såvel som disciplinær og tværfaglig forskning er karakteristisk for den måde, hvorpå videnskabens filosofi fungerer.

Kritisk teori

Critical Theory er en særlig tysk udvikling af videnskabsfilosofien i forbindelse med Frankfurtskolen , som tildeler samfundskritikken som hovedopgave til videnskaben. Til tider var hendes hovedrepræsentant Jürgen Habermas med værket Viden og interesse .

Metodiske programmer

Logisk empiri

Logisk empiri er en af ​​de vigtigste epistemologiske retninger i det 20. århundrede, en af ​​hvis eksponenter var Wienerkredsen , samt repræsentanter for matematisk logik (i traditionen med Bertrand Russell og Gottlob Frege ). Ledende repræsentanter omfatter Rudolf Carnap og Otto Neurath . Vigtige nøglepunkter i logisk empiri er princippet om tolerance ( metodisk neutralisme ) og programmet for standardiseret videnskab, hvor alle empiriske videnskaber bør formuleres i et fysikalistisk sprog.

Logisk empiri, i den form som den blev legemliggjort af R. Carnap, var den dominerende epistemologiske retning indtil 1960'erne; især i den angelsaksiske region. Især W. Quines kritik af grundlaget for logisk empirisme bidrog væsentligt til, at denne dominans blev overført til metodisk naturalisme. Ikke desto mindre danner resultaterne af logisk empirisme stadig et vigtigt fundament for videnskabens filosofi, og mange moderne epistemologiske retninger refererer i deres udgangspunkt til en analyse af styrker og svagheder ved logisk empirisme.

Kritisk rationalisme

Kritisk rationalisme, som stort set blev udviklet af Karl Popper , indeholder en videnskabsteori ( forfalskning ), ifølge hvilken pålidelig eller berettiget viden ikke er mulig og derfor ikke kan være videnskabens mål. I stedet forstår kritisk rationalisme videnskaben som en metodisk tilgang gennem forsøg og fejl, hvor hypoteser og teorier konstant skal bevise sig selv gennem testning. Forskeren forsøger at generalisere og forfine sine hypoteser og sætte spørgsmålstegn ved dem gennem eksperimenter for at finde ud af deres svagheder, så de kan erstattes af nye, forbedrede hypoteser (" trial and error "). I modsætning til positivistiske tendenser antager kritisk rationalisme ikke, at selvom en teori opretholdes, er det ikke et argument for teorien eller begrunder teorien. Han mener dog, at konstant fejlkorrektion tillader en tilnærmelse af sandheden, og sandheden kan endda nås, men forskeren kan ikke sikre, at dette er tilfældet. På trods af denne indrømmelse bevarer den kritiske rationalisme det absolutte sandhedsbegreb i korrespondanceteorien og tager afstand fra relativismen .

Analytisk filosofi

Analytisk filosofi opstod oprindeligt som en filosofisk retning fra logisk empirisme . Dagens analytiske filosofi er kendetegnet ved, at det faktisk ikke er en filosofisk position, men derimod består af ganske forskellige strømme med meget forskellige grundkrav. Metodemæssigt har de dog det til fælles, at problemer skrives i et så klart og præcist sprog som muligt og behandles ved hjælp af formelle instrumenter (såsom matematisk logik eller for eksempel semantiske og formel-ontologiske hjælpemidler). Følgelig er der også meget forskellige epistemologiske holdninger repræsenteret af analytiske filosoffer. Den nutidige videnskabsfilosofi praktiseres stort set af analytisk uddannede filosoffer og dækker meget forskellige fagområder. Disse omfatter for eksempel teorier om opbygningen af ​​videnskabelige teorier, om deres ontologiske forpligtelser , om forklaringen af ​​deres begreber, om natur, omfang og kriterier for videnskabelig viden osv. Filosoffer, der forsvarer lignende holdninger på et punkt, kan have modsatrettede synspunkter på andre punkter. Ikke desto mindre kan delte overordnede synspunkter og skolegang navngives, men deres nuværende udarbejdelse og ændring afviger ofte meget. Et sådant overordnet billede af videnskabens essens kunne omfatte naturalismen repræsenteret af W. Quine eller det strukturalistiske teoribegreb , som blandt andet var repræsenteret af JDSneed og Wolfgang Stegmüller .

Erlanger eller metodisk konstruktivisme

Hovedrepræsentanter : Paul Lorenzen og Wilhelm Kamlah , samt Jürgen Mittelstraß , Kuno Lorenz , Peter Janich , Friedrich Kambartel , Christian Thiel og Harald Wohlrapp , engang også Oswald Schwemmer .

Den videnskabskritiske tilgang Erlanger oprindelse sigter mod metodisk forsvarlig genopbygning af videnskabssproget generelt og de enkelte videnskabelige terminologier i særdeleshed, logikken i form af en dialogisk argumentationsteori , den konstruktive berettigede matematik i det strenge ( aritmetik , analyse ) som (i vid forstand sandsynlighedsteori , geometri og kinematik ), den protofysiske målingsteori samt de etiske principper og statsvidenskab baseret på dem med henblik på en " teori om teknisk og politisk fornuft ". Kernen i Erlangens konstruktivisme er den generelt lærbare og lærbare konstruktion af begreber som grundelementer i al teoribaseret praksis, som alle kan forstå.

Teori og beviser

Denne artikel eller sektion skal revideres. Detaljer skal angives på diskussionssiden . Hjælp venligst med at forbedre det , og fjern derefter dette mærke.

Op til 1500-tallet dominerede det aristoteliske videnskabsbegreb med sin induktive-aksiomatiske-deduktive struktur debatter om videnskabsteorien. Med fremkomsten af ​​de eksperimentelle naturvidenskaber fik empirien en yderligere opgave inden for teoridannelse: verifikation. Francis Bacon opfandt udtrykket Experimentum crucis , som ifølge Karl Popper ikke kan bevise rigtigheden af ​​en teori, men kun dens forfalskning .

Dette forfalskningssyn på videnskaben blev udfordret på grundlag af to problemområder: holisme og "teoriladet observation". Duhem-Quine-tesen fastslår, at en teori altid bekræftes eller forfalskes som en helhed og ikke kun et enkelt udsagn om teorien. I den empiriske gennemgang er et teorikompleks, hjælpehypoteser og randbetingelser altid til debat. Norwood Russell Hanson og Thomas S. Kuhn var af den opfattelse, at observationer grundlæggende er "teoriladede". I denne forstand er fakta aldrig 'nøgne', og et fundamentalistisk vidensbegreb, ifølge hvilket vores viden kan spores tilbage til neutrale observationer, er derfor utilstrækkelig.

Forklarende modeller

Den mest kendte model for videnskabelige forklaringer er den deduktive-nomologiske forklaringsmodel af Carl Gustav Hempel . Denne model har mange kritikere. For nylig har især Nancy Cartwright kritiseret det som unøjagtigt og imødegået det med sin simulacrum -forklaringsmodel .

En anden form for forklaring, der aktuelt diskuteres, er konklusionen på den bedste forklaring (Inference to Best Explanation, IBE for short), en form for bortførelse .

"Opdagelseskontekst" og "begrundelsens kontekst"

Den logiske empiriker Hans Reichenbach indførte denne sondring i 1938. [8.]

  • Opdagelseskontekst: Ifølge Reichenbach behøver videnskabens filosof ikke at overveje enestående og subjektiv påvirkning, som en forsker udsættes for ( opdagelseskontekst ) i den rationelle genopbygning og forklaring af videnskaben.
  • Begrundelseskontekst: Det eneste, der betyder noget, er, hvordan videnskabsmanden begrunder sine påstande - normalt i form af matematiske ligninger og ved hjælp af logik ( begrundelseskontekst , begrundelseskontekst , forklarende kontekst ).

Karl Popper vedtog denne adskillelse under disse navne. Men da kritisk rationalisme modsatte sig retfærdiggørelse, bruges ordet analytisk kontekst i dag i stedet for begrundelseskontekst. Denne sondring søger at udelukke utilsigtede tilstande (især sociologiske og psykologiske) fra videnskabelige (kausale) forklaringer og begrundelser.

Dass „zufällige“ Bedingungen in diesem Sinne irrelevant für die Begründung wissenschaftlicher Theorien seien und von „eigentlichen“ Faktoren streng unterscheidbar sind, wurde – ähnlich wie zuvor von Ludwik Fleck [9] – von Thomas Samuel Kuhn angefochten. [10] Jede Rechtfertigung sei vielmehr an ein „Paradigma“ gebunden, das ua bestimmte Begriffsschemata und normative Bedingungen einschließt. Bestätigungen einer bestimmten Theorie fänden immer nur innerhalb eines solchen Paradigmas statt, die Evidenz konkurrierender Theorien sei daher, wenn diese einem gravierend andersgearteten Paradigma zugehören, überhaupt erst sichtbar, nachdem man zu jenem Paradigma gleichsam konvertiert werde. Innerhalb welchen Paradigmas man sich befindet, sei damit wesentlich auch zufällig und zunächst selbst nicht nochmals rational gerechtfertigt. Diese Thesen wurden in jüngerer Zeit verstärkt kritisiert von praktisch sämtlichen Anhängern eines wissenschaftlichen Realismus .

Zwei Sichtweisen in Bezug auf Theorie und Modell

Theorien sind axiomatisch-deduktive Kalküle bestehend aus Symbolen und Regeln. Bedeutung gewinnen die Terme der Theorie durch Referenz auf Beobachtungen bzw. durch Korrespondenzregeln . Modelle haben lediglich heuristische und pädagogische Funktion (Carnap zufolge). Braithwaite jedoch versteht Modelle als weitere mögliche Interpretationen des Kalküls. Die Syntaktische Sicht hält man in der heutigen Diskussion ebenso wie den Logischen Empirismus , auf dem die syntaktische Sicht beruht, für überholt. (Es ist anzumerken, dass der Term „syntaktische Sicht“ nicht von deren Proponenten benutzt wurde, sondern eine retrospektive Bezeichnung von Vertretern der sogenannten „semantischen Sicht“ ist.)
Theorien werden als Mengen von Modellen definiert. Modelle sind grundsätzlich nicht-linguistische Entitäten und werden als Realisierungen von Theorien entsprechend Modellen in der Modelltheorie der Mathematischen Logik verstanden. Realisierungen sind konkrete Verknüpfungen und Objekte, die von der Theorie abstrakt formuliert werden. Ein Beispiel für das mathematische Vorbild dieser Sichtweise ist die mathematische Gruppentheorie .

Dem Wechsel zur semantischen, modellorientierten Sicht entspricht häufig ein Fokus auf deren Hauptproblemfeld der Repräsentation .

Modellkonstruktion und Analogien

Modelle werden oft durch einen Analogieschluss mit anderen Systemen konstruiert. Mary Hesse unterscheidet positive, negative und neutrale Analogien. Aspekte zwischen Modell und System sind ähnlich (positiv), verschieden (negativ), oder nicht determinierbar (neutral). Neutrale Analogien motivieren weitere Untersuchungen der Eigenschaften des realen Systems, das durch das Modell repräsentiert werden soll.

Geschichte der Wissenschaftstheorie

Herkömmliche Bezeichnungen der Disziplin sind auch „Wissenschaftslogik“, „Wissenschaftslehre“ und „Methodologie“.

Die Beschäftigung mit der Frage der richtigen und exakten Erkenntnisgewinnung ist eine der zentralen Fragen der Philosophie und wird seit Jahrtausenden von den größten Denkern der Menschheit bearbeitet. Vorläufer der heutigen Wissenschaftstheorie sind va einzelne Fachwissenschaftler des 19. und 20. Jahrhunderts, die sich jeweils mit grundlegenden methodischen Fragen der Wissensgewinnung unter Blickwinkel ihres Faches auseinandersetzten. Man verwendete damals den Begriff „Induktive Philosophie“ dafür. Ein erster Lehrstuhl wurde 1870 an der Universität Zürich eingerichtet, der jedoch ohne größeren Einfluss blieb. Erst als Ernst Mach 1895 auf die Professur für „Geschichte und Theorie der induktiven Wissenschaften“ an der Universität Wien berufen wurde, gewann das Fach an Bedeutung. Von der „Wissenschaftstheorie“ als eigenständigem Begriff kann man erst ab den 1920er Jahren reden. Damals gründete sich der Wiener Kreis , der Ausgangspunkt des Neopositivismus . Viele Themen und Positionen die in diesem Kreis geäußert wurden, bestimmen auch heute noch einen Teil der fachinternen Diskussion der Wissenschaftstheorie. Zwar mit dem Wiener Kreis in Austausch stehend, dessen Ansichten aber größtenteils ablehnend, entwickelte Karl Popper seine falsifikationistische Herangehensweise des Kritischen Rationalismus, die er erstmals 1935 in Logik der Forschung präsentierte.

Den abstrakten Betrachtungen über das 'Wesen' der Wissenschaft setzte Ludwik Fleck ebenfalls 1935 eine Analyse der sozialen Konstruktion von Wissenschaft anhand einer Fallstudie entgegen. Sein Buch Entstehung und Entwicklung einer wissenschaftlichen Tatsache wurde jedoch lange Zeit wenig beachtet. Eine Wende zu einer stärker historisch ausgerichteten Diskussion brachte erst Die Struktur wissenschaftlicher Revolutionen (Original 1962) von Thomas S. Kuhn . Einen Generalangriff auf Grundannahmen des logischen Positivismus unternahm Paul Feyerabend mit Against Method.

In Frankreich gibt es keine strikte Trennung zwischen Wissenschaftstheorie und Wissenschaftsgeschichte. Die französische Tradition der historischen Epistemologie ( Épistémologie ) geht auf Gaston Bachelard und Georges Canguilhem zurück.

Paul Hoyningen-Huene gliedert die Geschichte der Wissenschaftstheorie – verstanden als die Antworten auf die Frage, was Wissenschaft ist –, schematisch in vier Phasen: [11]

  • Antike (Plato, Aristoteles) bis Beginn 17. Jahrhundert: Wissenschaft wird verstanden als absolut sicheres Wissen. Die Sicherheit des wissenschaftlichen Wissens wird durch seine Ableitung (Deduktion) aus evidenten Axiomen (deren Wahrheit aus ihnen selbst "herausleuchtet") etabliert.
  • 17. Jhdt. bis Mitte/Ende 19. Jhdt.: Diese zweite Phase stimmt mit der ersten hinsichtlich der verlangten absoluten Sicherheit des wissenschaftlichen Wissens überein, jedoch werden zu dessen Etablierung nicht mehr nur deduktive Schlüsse, sondern allgemeiner "die wissenschaftliche Methode" zugelassen, was insbesondere induktive Verfahren umfasst. Die wissenschaftliche Methode (oder "wissenschaftliche Methoden") werden als strikt zu befolgende Regeln verstanden.
  • Ende 19. Jhdt. bis spätes 20. Jhdt.: Diese dritte Phase stimmt mit der zweiten hinsichtlich der Verwendung der wissenschaftliche(n) Methode(n) zur Gewinnung wissenschaftlichen Wissens überein, gibt aber die Forderung nach absoluter Sicherheit des Wissens auf. Wissenschaftliches Wissen wird jetzt als "fallibel", dh als nicht endgültig und daher prinzipiell revidierbar angesehen.
  • Spätes 20. Jhdt. bis heute: Der Glaube an die Existenz einer wissenschaftlichen Methode als ein für die wissenschaftliche Arbeit strikt bindendes Regelwerk erodiert. Damit verschwindet neben der absoluten Sicherheit des Wissens nun auch das zweite konstitutive Merkmal wissenschaftlichen Wissens. Das verleiht der allgemeinen Frage, was das wissenschaftliche Wissen im Kontrast zu anderen Wissensarten eigentlich auszeichnet, erneute Aktualität.

Carlos Ulises Moulines unterteilt die Entwicklung der Wissenschaftstheorie seit 1885 in fünf Phasen: [12]

  • Aufkeimen (ca. 1885 bis zum Ersten Weltkrieg)
  • Entfaltung (1918 bis 1935)
  • klassische Phase (ca. 1935 bis 1970)
  • historizistische Phase (ca. 1960 bis 1985)
  • modellistische Phase (ab den 1970er Jahren)

Siehe auch

Literatur

Standardwerke

Einführungen

  • Wolfgang Balzer: Die Wissenschaft und ihre Methoden. Grundsätze der Wissenschaftstheorie. Ein Lehrbuch. 2. Auflage. Alber, Freiburg/ München 2002, ISBN 3-495-47853-1 .
  • Alexander Bird: Philosophy of science. (= Fundamentals of philosophy ). UCL Pr., London 1998, ISBN 1-85728-681-2 .
  • Martin Carrier: Wissenschaftstheorie zur Einführung. 3. Auflage. Junius, Hamburg 2011, ISBN 978-3-88506-653-8 .
  • Alan F. Chalmers : Wege der Wissenschaft: Einführung in die Wissenschaftstheorie. 6. Auflage. Springer, Berlin ua 2007, ISBN 978-3-540-49490-4 .
  • Jörg Phil Friedrich : Ist Wissenschaft, was Wissen schafft? Alber Verlag, Freiburg 2019, ISBN 978-3-49549-117-1 .
  • Peter Godfrey-Smith: Theory and reality: an introduction to the philosophy of science. University of Chicago Press, Chicago 2003, ISBN 0-226-30063-3 .
  • Stephan Kornmesser, Wilhelm Büttemeyer: Wissenschaftstheorie. Eine Einführung. Metzler, Stuttgart 2020; ISBN 978-3-476-04742-7 .
  • James Ladyman: Understanding philosophy of science. Routledge, London 2002, ISBN 0-415-22157-9 .
  • Karel Lambert, Gordon G. Britten jr.: Eine Einführung in die Wissenschaftsphilosophie. Aus dem Amerikanischen übersetzt von Joachim Schulte. Berlin/ New York 1991.
  • B. Lauth , J. Sareiter: Wissenschaftliche Erkenntnis: Eine ideengeschichtliche Einführung in die Wissenschaftstheorie. 2. Auflage. Mentis 2005, ISBN 3-89785-555-0 .
  • Klaus Niedermair: Eine kleine Einführung in Wissenschaftstheorie und Methodologie: für Sozial- und Erziehungswissenschaftler/innen. Studia Universitätsverlag, Innsbruck 2010, ISBN 978-3-902652-18-8 .
  • Samir Okasha: Philosophy of Science: A Very Short Introduction. Oxford University Press, Oxford 2002, ISBN 0-19-280283-6 .
  • David Papineau : The philosophy of science. Oxford University Press, Oxford ua 1996, ISBN 0-19-875165-6 .
  • Hans Poser : Wissenschaftstheorie: Eine philosophische Einführung. Reclam, Stuttgart 2001, ISBN 3-15-018125-9 .
  • Alex Rosenberg : Philosophy of science: a contemporary introduction. (= Routledge contemporary introductions to philosophy ). 2. Auflage. Routledge, New York 2005.
  • Johann August Schülein , Simon Reitze: Wissenschaftstheorie für Einsteiger. 4. Auflage. UTB, Wien 2016, ISBN 978-3-8252-2351-9 .
  • Gerhard Schurz : Einführung in die Wissenschaftstheorie. Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt 2006.
  • Helmut Seiffert : Einführung in die Wissenschaftstheorie. 11. Auflage. Beck, München 1991, ISBN 3-406-34622-7 .
  • Harald A. Wiltsche: Einführung in die Wissenschaftstheorie. Vandenhoeck & Ruprecht, Göttingen 2013, ISBN 978-3-8252-3936-7 .

Nachschlagewerke und Handbücher

  • Jürgen Mittelstraß ua (Hrsg.): Enzyklopädie Philosophie und Wissenschaftstheorie (1980–1996), Bände 1–4, Metzler, Stuttgart 1995. (Sonderausgabe 2004, 2., neubearb. und wesentlich erg. Aufl. 2005)
  • Helmut Seiffert, Gerard Radnitzky (Hrsg.): Handlexikon zur Wissenschaftstheorie. 2., unv. Auflage. dtv, Berlin 1992, ISBN 3-423-04586-8 .
  • Andreas Bartels, Manfred Stöckler (Hrsg.): Wissenschaftstheorie. Ein Studienbuch. mentis, Paderborn 2007.
  • Dominique Lecourt (Hrsg.): Dictionnaire d'histoire et philosophie des sciences. PUF, Paris 1999. (als TB 2006, ISBN 2-13-054499-1 )
  • R. Boyd, P. Gasper, JD Trout (Hrsg.): The Philosophy of Science. MIT Press, Cambridge 1991.
  • Martin Curd, JA Cover (Hrsg.): Philosophy of science: the central issues. Norton, New York/ London 1998, ISBN 0-393-97175-9 .
  • Marc Lange (Hrsg.): Philosophy of science: an anthology. (= Blackwell philosophy anthologies. 25). Blackwell, Malden, Mass. 2007.
  • Peter Machamer (Hrsg.): The Blackwell guide to the philosophy of science. (= Blackwell philosophy guides. 7). Blackwell, Malden, Mass. 2002, ISBN 0-631-22108-5 .
  • WH Newton-Smith (Hrsg.): A companion to the philosophy of science. (= Blackwell companions to philosophy. 18). Blackwell, Malden, Mass. 2000, ISBN 0-631-17024-3 .

Kritik an Wissenschaftstheorien

  • Geoffroy de Lagasnerie: Denken in einer schlechten Welt. Übers. Felix Kurz. Matthes & Seitz, Berlin 2018, ISBN 978-3-95757-527-2 .

Zeitschriften

Siehe auch : Philosophiebibliographie: Wissenschaftstheorie – Zusätzliche Literaturhinweise zum Thema

Weblinks

Überblicksartikel

Vorlesungsmaterial

Wissenschaftliche Zentren und Datenbanken

Bibliographien

Einzelnachweise

  1. ↑ Karl R. Popper : Alles Leben ist Problemlösen. Über Erkenntnis, Geschichte und Politik. Piper-Verlag 1994, ISBN 3-492-22300-1 , S. 19. Popper schreibt hier: „… meinem Hauptthema, der Wissenschaftslehre oder Wissenschaftslogik, zuwenden. […] Die ältere Wissenschaftstheorie lehrte …“.
  2. ↑ Chris Pincock: Mathematical Structural Realism. ersch. vorauss. in: A. Bokulich, P. Bokulich (Hrsg.): Scientific Structuralism. Boston Studies in the Philosophy of Science, Springer 2008.
  3. ↑ Ian Hacking: Representing and Intervening. Cambridge University Press, Cambridge 1983.
  4. ↑ PA Schillp (Hrsg.): Albert Einstein: Philosopher-Scientist. (= Library of Living Philosophers. Volume VII). Cambridge University Press, London 1949.
  5. ↑ Kurt Hübner: Kritik der wissenschaftlichen Vernunft. Alber Verlag, Freiburg 1978 und viele weitere Auflagen und Übersetzungen.
  6. ↑ A. Breininger: Kommunalpolitische Praxis und Konstruktiver Realismus … in Kategorien der Wissenschaftstheorie . Univ. Wien, 2009, S. 26–55 (PDF; 703 kB).
  7. ↑ vgl. dazu: Jean-Marc Lévy-Leblond , Das Elend der Physik. Über die Produktionsweise der Naturwissenschaften, Berlin 1975.
  8. ↑ Zur Vorgeschichte und weiteren Diskussion der Unterscheidung siehe Paul Hoyningen-Huene: Context of Discovery and Context of Justification . In: Studies in History and Philosophy of Science. 18, 1987, S. 501–515.
  9. ↑ L. Fleck: Entstehung und Entwicklung einer wissenschaftlichen Tatsache. Einführung in die Lehre vom Denkstil und Denkkollektiv. Schwabe, Basel 1935.
  10. ↑ Passim in seinem Buch The Structure of Scientific Revolutions ; zur Analyse siehe Paul Hoyningen-Huene: Context of Discovery Versus Context of Justification and Thomas Kuhn. In J. Schickore, F. Steinle (Hrsg.): Revisiting Discovery and Justification: Historical and philosophical perspectives on the context distinction. Springer, Dordrecht 2006, S. 119–131.
  11. ↑ Paul Hoyningen-Huene: Systematicity: The Nature of Science. 2. Auflage. Oxford University Press, 2015, S. 2–6.
  12. ↑ C. Ulises Moulines: Die Entstehung der Wissenschaftstheorie als interdisziplinäres Fach (1885–1914). Verlag der Bayerischen Akademie der Wissenschaften, München 2008, ISBN 978-3-7696-1646-0 ; ebenso Ders.: Die Entwicklung der modernen Wissenschaftstheorie (1890–2000). Lit, Hamburg 2008, S. 23–25.
Abgerufen von „ https://de.wikipedia.org/w/index.php?title=Wissenschaftstheorie&oldid=214045871 “